Kinatræ
Håndkoloreret stik af kinatræet (Cinchona officinalis) fra værket Hand-Atlas sämmtlicher mediinisch-pharmaceutischer Gewächse (1876) af Dr. Willibald Artus.
Barken, kinabark, indeholder kinin, som bl.a. anvendes mod malaria.
Kinatræ
Af /Ritzau Scanpix.

Lægeplanter er planter, der gives til mennesker og dyr for at helbrede eller lindre sygdomme, sygdomssymptomer eller smerter eller for at påvirke legemsfunktioner.

Faktaboks

Etymologi

Mange lægeplanter har det videnskabelige artsnavn officinalis, der betyder, at planten har været brugt medicinsk. Officina er middelalderlatin og henviser til det rum i klosteret, hvor man arbejdede med medicinalplanter. En slags apotek.

Lægeplanter og deres anvendelse har skiftet gennem historien og fra kultur til kultur og ændrer sig stadig med vores skiftende opfattelser af sygdomme og sundhed.

Medicinalplanter

Pigæble (Datura stramonium). Planten er enårig og kan blive op til 1,2 m høj. Blomsterne og de indtil 5 cm lange, piggede kapsler sidder enkeltvis i grenhjørnerne. De store hvide blomster bestøves af natsværmere og er kun åbne om natten. Både blade og frø er meget giftige; allerede plantens lugt kan forårsage svimmelhed. De tørrede blade har bl.a. været anvendt som astmamedicin.

.

Ginkgo (Ginkgo biloba) har været brugt i Kina i flere tusinde år mod astma og hoste samt som hjernestyrkende medicin. Siden 1970'erne er præparater med ekstrakt af ginkgoblade også kommet frem i Vesteuropa. Tørrede ginkgoblade indeholder flavonoider (1%) og terpener (0,1%), som hver for sig eller tilsammen antages at modvirke mindsket blodtilførsel til bl.a. hjernen. Ved korterevarende forsøg har ginkgo vist sig at have en vis virkning ved svækkelse af hukommelse, koncentrationsevne o.l. Giftvirkninger er ikke kendt.

.

Lægeplanter eller lægeurter, der enten indsamles i naturen eller dyrkes med det formål at anvendes direkte eller som råstof (droge) til medicinfremstilling, kaldes medicinalplanter. Til medicinalplanter regnes også planter, der leverer hjælpestoffer til medicinfremstilling, fx stivelse, inulin, latex, gummi arabicum og alginat. Mere end halvdelen af de lægemidler, vi bruger i dag, stammer fra planter.

En del af de medicinalplanter, der ikke længere bruges som officielle lægemidler, anvendes stadig i folkemedicinen og alternativ medicin.

Medicinalplanternes aktive stoffer

Galnebær
Galnebær (Atropa belladonna) i Klosterhaven ved Sankt Knuds Kloster, Odense.
Ekstrakt af planten, belladonnaekstrakt, har været anvendt som lægemiddel pga. indholdet af alkaloiderne hyoscyamin, atropin (der virker pupiludvidende) og scopolamin. Forgiftning kan bl.a. medføre hallucinationer.
Galnebær
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Medicinalplanter fra naturen eller fra dyrkning kan indeholde et eller flere aktive stoffer. Det kan netop være virkningen af en kombination af de aktive stoffer, der har gjort planten brugbar som medicinalplante. En del af de aktive stoffer anvendes i stor udstrækning stadig i den konventionelle medicinindustri og indgår i lægemidler.

Medicinalplanternes aktive stoffer er ofte komplicerede kemiske forbindelser, der dannes ved biosyntese i plantens celler. De kan udvindes ved presning, udvaskning eller ekstraktion, hvorefter de renses og evt. omdannes til beslægtede stoffer med mere specifik virkning. Nogle af disse stoffer fremstilles i dag syntetisk, mens det i andre tilfælde er mere økonomisk at høste grundsubstansen fra planten.

Salicylsyre findes fx i flere planter, bl.a. pil (Salix), Spirea og vintergrøn (Gaultheria). Hippokrates i oldtidens Grækenland udvandt salicylsyre fra afkog af pileblade som et let smertestillende middel. Stoffet kan fremstilles teknisk af natriumfenolat og carbondioxid og anvendes som udgangsstof for syntese af bl.a. det smertestillende acetylsalicylsyre.

Eksempler fra lægeplanternes historie

Baldrian
Blomstrende lægebaldrian (Valeriana officinalis). Som navnet antyder, har lægebaldrian været benyttet som lægeplante, men i dag dyrkes den først og fremmest som prydplante.

Kendskabet til planterne og deres virkninger på kroppen skyldes årtusindlange erfaringer kombineret med skiftende teorier om planternes virkemåde hos fx munke, læger, filosoffer, teologer, medicinmænd og kloge koner. Fra ældgammel tid har mennesket eksperimenteret og forsket i planters egenskaber i forhold til at helbrede eller lindre sygdomme, og der har været en udveksling af viden mellem kulturer.

Arter af planteslægten Ephedra har fx været kendt som medicin i Indien mange år tilbage. I Kina kendtes Ma Huang (Ephedra sinica) som medicin for mere end 7000 år siden. Stoffet (alkaloidet) efedrin (nu desuden syntetisk fremstillet) er fortsat et lægemiddel på nutidens apoteker.

Ægyptiske papyrusskrifter

Bevarede egyptiske indskrifter viser den ældste kendte egyptiske læge, Imhotep, der virkede ca. 2600 f.v.t. og senere blev egyptisk lægegud. I papyrusskrifter (bl.a. Papyrus Ebers), der kan dateres til 1500 f.v.t. men sandsynligvis er baseret på endnu ældre skrifter, omtales ca. 700 behandlingsmetoder (fx. for hovedpine, diabetes og forstoppelse) og et større antal lægeplanter, bl.a. daddel (Phoenix dactylifera), hyldebær (Sambucus nigra), ingefær (Zingiber officinale), muskatnød (Myristica fragrans) og løg (arter af Allium).

Humoralpatologien

Lægealant (Inula helenium). Roden blev brugt mod bl.a. svag mave og hoste samt til fosterfordrivelse.

.

Den græske læge Hippokrates (ca. 460 f.v.t.-370 f.v.t.) opfattes ofte som forbilledet for den praktiske lægekunst og lægelige etik (bl.a. lægeløftet). På Hippokrates' tid opstod også Empedokles' lære om de fire elementer (luft, ild, jord og vand), der dannede grundlag for læren om de tilsvarende fire kardinalvæsker (blod, gul galde, sort galde og slim) og de fire temperamenter (sangvinsk, kolerisk, flegmatisk, melankolsk), som også knyttes til forskellige livsaldre. Denne lære er grundlaget for humoralpatologien, som bygger på, at der skal være balance mellem væskerne i det enkelte menneske. Balancen opnås bl.a. ved brug af lægeplanter.

Den romerske læge, Galenos, der var af græsk afstamning, sammenfattede i 100-tallet e.v.t. humoralpatologien i et komplekst, men dog overskueligt system, der helt op til 1860erne lå bag den vestlige verdens opfattelse af sygdom og sundhed.

Den græsksprogede romerske militærlæge og botaniker Dioskorides har i sin De materia medica fra 1. århundrede e.v.t. beskrevet et stort antal lægeplanter. Hans oprindelige manuskripter er gået tabt men findes gennem afskrifter og oversættelser, bl.a. via arabisk.

Arabisk medicin

I den arabiske medicin var den persiske filosof og læge Avicenna (Arabisk navn: Ibn Sina), der levede fra 980-1037 e.v.t., den mest berømte. Hans kendteste medicinske bog var Qanun (på arabisk: 'rettesnor'), og den blev på latin til Canon Avicennae. Værket sammenfattede arabisk, persisk, græsk og romersk medicin, herunder Hippokrates' og Galenos' værker. Her finder man bl.a. beskrivelser af 700 lægeplanter og deres anvendelse.

Avicennas bøger blev sendt med skib til Salernoskolen i Italien, der i 1000-tallet e.v.t. udviklede sig til den første egentlige højere læreanstalt inden for europæisk medicin. I Christian 3.s fundats for Københavns Universitet (år 1539) nævnes Canon Avicennae som et af de værker, de medicinske professorer skal studere. Helt ind i 1800-tallet blev Canon Avicennae og dermed humoralpatologien brugt i undervisningen af læger. I midten af 1800-tallet blev teorien afløst af cellularpatologien.

Signaturlæren

Signaturlære. Blå anemone, Anemone hepatica eller Hepatica nobilis, blev tidligere anvendt mod leversygdomme pga. bladenes lighed med en lever: trelappede og rødlige på undersiden. Hepar er græsk for 'lever', hvilket går igen i artens videnskabelige navn. Illustration fra Simon Paullis Flora Danica (1648).

.

En anden teori, der inddrager planter i helbredelsen af sygdomme, er signaturlæren. Her mener man, at nogle planter bærer et tegn på, hvad de kan bruges til. Teorien findes flere steder i verden men blev i Europa særlig udviklet i begyndelsen af 1500-tallet og var i opposition til humoralpatologien. Man mente, at Gud havde skabt planterne med disse tegn for at hjælpe mennesket.

Et eksempel er friske rodknolde fra nogle arter af orkidéer, der bl.a. blev brugt som elskovsmidler (afrodisiakum), fordi deres form ligner testikler (orchis betyder testikel på græsk). Arter af den danske vildtvoksende gøgeurt (slægten Orchis) har været anvendt på den måde.

Klostermedicin

Den berømte kobberstukne frontispice til Simon Paullis Flora Danica. I midten ses blomstergudinden Flora, og i baggrunden Københavns silhuet. I hjørnerne er der fire nordiske lægeplanter: øverst dansk kokleare (Danmark) og multebær (Norge), nederst purpurensian (Norge) og kvan (Island).

.

I de katolske klostre behandlede man syge munke og nonner med lægeplanter og droger udvundet af planterne, som blev dyrket i klostrenes urtehaver. Fra ca. år 500 e.v.t. og frem påtog klostrene sig i stigende omfang også at behandle syge medborgere, selvom de ikke var en del af klostret.

Munke og nonner havde stor viden om lægeplanter, blandt andet gennem Salernoskolen og skrifter som Canon Avicennae. Eksotiske planter, der ikke i forvejen fandtes i landet, kunne skaffes gennem det internationale klostervæsen og de munke og nonner, der rejste mellem klostrene. Med lidt held kunne planterne endda gro i klostrets have.

Da man i 1935-1948 udgravede ruinen af Æbelholt Kloster i Nordsjælland, spirede nogle af den gamle klosterhaves lægeplanter, heriblandt bulmeurt og skarntyde. Nogle af de planter, man fandt spor af ved udgravningen, dyrkes i dag i museumshaven. Fra klosterhaverne spredte lægeplanter sig med viden fra læge- og urtebøger til haver uden for klostret.

I Danmark afskaffedes klostervæsenet ved Reformationen i 1530'erne og afstedkom i årene herefter en stor mangel på viden om lægedom og lægeplanter. Det førte til behovet for flere læge- og urtebøger efter 1530.

Urtebøger og lægebøger

Citronmelisse

Citronmelisse (Melissa officinalis) kaldes også hjertensfryd. Planten har været anvendt mod hjertesygdomme og melankoli samt som menstruationsfremmende og mavestyrkende middel.

Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 3.0

Dioskorides' og Avicennas manuskripter var vigtige kilder til antikkens botanik og lægevidenskab, og de har været forlæg for generationer af urtebøger og lægebøger i mange lande. Bøgerne beskriver, hvordan man med humoralpatologien som teori brugte lægeplanter til at bringe balance i kroppen og dermed helbrede eller lindre sygdomme og skavanker. I begyndelsen af 1500-tallet blev signaturlæren også inddraget i urte- og lægebøgerne. Desuden indeholder de en lang række af mere eller mindre erfaringsbaserede anvisninger om brug af planter mod sygdomme.

Munk og læge Henrik Harpestreng (død 1244 e.v.t.) skrev sandsynligvis den første danske læge- og urtebog, Liber herbarum, der beskriver, hvordan et stort antal planter kan bruges som lægeplanter. Her kan man bl.a. læse, at hvidløg kan uddrive flegma (slim) som et tydeligt tegn på, at bogen følger humoralpatologien. Hans kilde var primært Macer Floridus' De herbarium virtutibus fra omkring 1175.

Forlæggeren Christiern Pedersen udgav sin lægebog i 1533. Her står fx at blå anemone (Anemone hepatica) indtages mod leverlidelser. Her følger bogen signaturlæren, fordi de trelappede blade, der er rødlige på undersiden, ligner en lever. Han skriver selv i sit forord, at den byggede på "mange mærkelige latinske og tyske bøger". Et af forlæggene for hans kilder har været Jacob Meydenbachs Hortus sanitatis fra 1491, der indeholder nogle af de ældste bogtrykte illustrationer af planter.

Henrik Smid udgav i 1536-1557 seks små medicinske skrifter, der alle havde titlen Urtegaard og var oversættelser af tyske værker. I 1577 samlede han dem til Henrick Smids Lægebog, der udkom flere gange senere, sidst i 1923. Her kan man om lægeplanten mesterrod (Imperatoria ostruthium) læse, at "rod, urt, frø og saft samt destilleret vand heraf tjener som drik eller omslag for alle koldesyger". Denne behandling følger humoralpatologien. Det samme gælder for anvendelsen af slangerod (planteslægten Aristolochia). Der står i bogen, at den "uddriver alle flegmatiske og kolleriske væsker". Brugen af engelsk spinat (Rumex patientia), som er en art af planteslægten syre, følger også humoralpatologien. Her beskrives det, at "den pulveriserede rod eller bladene kogt i vin renser lever og galde og tjener såre vel det hede koleriske menneske".

Simon Paulli (1603-1680) var en dansk læge, anatom og botaniker. I 1639 udgav han bogen Quadripartitum de simplicium medicamentorum facultatibus, der er den første universitetslærebog i botanik i Danmark; den dannede grundlag for Flora Danica , Det er Dansk Urtebog, som han udgav på latin i 1648. Sjællænderen Niels Knopf oversatte den til dansk. Bogen indeholdt 384 træsnit af vilde og dyrkede danske og norske lægeplanter og beskrivelser af, hvordan de skulle bruges medicinsk. Her kan man bl.a. læse, at næsten alle apoteker sælger en sirup af snylteplanten silke (Cuscuta), der indgivet i destilleret vand af hjertensfryd (Melissa officinalis), hørsilke (Cuscuta epilinum), jordrøg (Fumaria officinalis) og andre urter skal være god mod melankoli. Der henvises her til humoralpatologien, mens signaturlæren er grundlag for medicineringen andre steder i bogen (se fx illustrationen af blå anemone).

Farmakopéen

Almindelig fingerbøl (Digitalis purpurea) bliver op til knap 1 m høj. Planten indeholder meget giftige glykosider og anvendes til hjertemedicin. Den har også været brugt som homøopatisk middel mod bl.a. depression og søvnløshed. Blomsternes lighed med små fingerbøl har medført, at planten i signaturlæren blev anbefalet som middel mod sår på fingrene.

.

Mange af de planter, der er omtalt i urtebøgerne, indgik senere i farmakopéen og kunne dermed købes på danske apoteker.

Fra Salernoskolen stammer den første samlede beskrivelse (farmakopé) af kendte lægemidler, Antidotarium Nicolai, forfattet ca. 1100 og benyttet som standardværk for apotekere og læger. Den danske farmakopé rummer alle planter, som til forskellige tider har været officielt anerkendt som lægemidler her i landet fra 1772 og frem til i dag. Der er i alt udgivet ni danske farmakopéer fra 1772 til 1948. I 1963 udgav man en nordisk farmakopé, og siden 1978 har den været europæisk.

Farmakopéen har ændret sig gennem tiden, idet den i høj grad har afspejlet tidens medicinske teori. Nogle af lægeplanterne er formodentlig også blevet taget ud, fordi man enten fandt dem virkningsløse, fandt andre planter mere hensigtsmæssige at bruge eller syntes, at deres bivirkninger var uacceptable. Indtil en ny farmakopé blev udgivet, var den seneste udgave gældende. Læs mere i bogen Lægemiddelplanter eller på Alle Tiders Lægeplanter.

Planter, der indgår i Farmakopéen

Med undtagelse af purpurøje, koka og Rauvolfia serpentina indgår alle de følgende planter i farmakopeen på et eller andet tidspunkt. Men de kan gennem tiden have været anvendt som medicin eller hjælpestoffer til medicin på andre måder end anført herunder.

Latinsk navn Dansk navn Virksomt stof Medicin
Allium sativum hvidløg allicin alment styrkende3
Aloë ferox aloe antrakinoner afføringsmiddel
Aloë vera lægealoe aloe-slim mod hudirritationer og forbrændinger
Atropa belladonna galnebær tropanalkaloider2 mod kramper i mave-tarm-kanalen, pupiludvidende
Catharanthus roseus purpurøje vinblasin2 kræftsvulsthæmmende
Cinchona ledgerianaa1 kinatræ6 kinin mod malaria
kinidin mod hjertearytmi
Datura stramonium alm. pigæble tropanalkaloider2 mod kramper i mave-tarm-kanalen, pupiludvidende
Digitalis purpurea1 alm. fingerbøl digitalisglykosider2 hjertemedicin
Dioscorea composita1 yams6 diosgenin steroidhormoner
Eleutherococcus senticosus russisk rod ginsenosider alment styrkende3
Ephedra gerardiana1 ledris6 efedrin blodtryksforhøjende
Erythroxylum coca koka kokain2 bedøvende til øjenoperationer
Fagopyrum esculentum alm. boghvede rutin (vitamin P) mod blodkarblødninger
Ficus carica alm. figen invertsukker mildt afføringsmiddel
Fraxinus ornus mannaask mannit (manna) mildt afføringsmiddel
Ginkgo biloba tempeltræ alment styrkende3
Hyoscyamus niger alm. bulmeurt tropanalkaloider2 mod kramper i mave-tarm-kanalen, pupiludvidende
Hypericum perforatum prikbladet perikon alment styrkende3
Inula helenium lægealant inulin diabetessukker
Linum usitatissimum alm. hør slimstof4 mildt afføringsmiddel
Panax ginseng1 alm. ginseng ginsenosider alment styrkende3
Papaver somniferum opiumvalmue morfin2 smertestillende
Plantago psyllium1 vejbred (loppefrø) slimstof4 mildt afføringsmiddel
Psychotria ipecacuanha brækrod emetin hostemedicin
Rauvolfia serpentina reserpin blodtryksnedsættende
Rhamnus frangula alm. tørstetræ antrakinoner afføringsmiddel
Ricinus communis olieplante ricinusolie afføringsmiddel
Rosa rugosa rynket rose askorbinsyre C-vitamin
Saccharum officinarum sukkerrør rørsukker hjælpestof5
Solanum tuberosum kartoffel stivelse hjælpestof5
Strychnos nux-vomica stryknintræ (bræknød) stryknin2 bittermiddel (appetitfremmende)
Trigonella foenum-graecum alm. bukkehorn diosgenin steroidhormoner
Valeriana officinalis baldrian valerianeolie beroligende3
Zea mays majs stivelse hjælpestof5

1. Flere arter inden for slægten anvendes. 2. Giftplante. 3. Kun svag, stimulerende, ikke helbredende virkning. 4. Slimstof er en tyktflydende, vandopløselig substans, ofte polysaccharidderivater. 5. Hjælpestoffer er neutrale stoffer, som anvendes af smagsmæssige eller tekniske grunde ved medicinfremstilling. 6. Det danske slægtsnavn er anført, hvor der ikke findes et dansk artsnavn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig