Sankt Hans Hospital

Skt. Hans Hospital. Foto: 2008.

.

Sankt Hans Hospital, egl. Sct. Hans Hospital, Københavns Kommunes psykiatriske sygehus ved Roskilde.

Faktaboks

Etymologi
Hospitalet er opkaldt efter Sankt Johannes, skytshelgen for de sindssyge.

Dets historie går tilbage til Københavns Pesthus fra ca. 1620. Her modtoges sindslidende sammen med andre patienter, indtil de i 1651 blev flyttet til Københavns Slots Ladegård, der derefter hed Sanct Hans Hospital for Afsindige, Pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme. I 1808 købte Københavns Fattigvæsen Bistrup hovedbygning ved Roskilde og indrettede her en lemmestiftelse for sindssyge, invalider og fattige.

Da fattiglemmerne efterhånden uddøde, og flere og flere uhelbredeligt sindssyge blev indlagt, måtte der i 1854-59 opføres et nyt kurhus efter oprindelig plan af Gottlieb Bindesbøll. Det blev det første egentlige behandlingssted for sindssyge i Danmark.

Siden har sygehuset med en række udvidelser fungeret som psykiatrisk sygehus for København, på sit højeste med ca. 2000 sengepladser, og efterhånden også for patienter fra Roskilde Amt, som i 1987 overtog en del af det under navnet Roskilde Amtssygehus Fjorden. Sankt Hans Hospital indgik 1995-2006 i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Psykiatrisk Center Sct. Hans er et center under Region Hovedstadens Psykiatri. Det yder stærkt specialiseret behandling og pleje inden for retspsykiatri og dobbeltdiagnoser (psykisk lidelse og misbrug). Der er 180 sengepladser.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig