stat (samfundsvidenskabeligt begreb)

Ved Den Westfalske Fred 1648 anerkendte de europæiske magter principielt og gensidigt, at der var flere legitime og ligeberettigede udøvere af politisk magt på det europæiske kontinent i modsætning til tidligere, hvor man havde set talrige forsøg på at retablere et fælleseuropæisk imperium som arvtager efter oldtidens Romerrige under en kejsers overhøjhed.

I denne gensidige anerkendelse lå kimen til det moderne, permanente diplomati, der skulle sikre løbende kommunikation mellem staterne. Deri lå også, at moderne staters grænser skal fastslås præcist og respekteres; stater stod dermed i modsætning til traditionelle imperier, som ikke anerkendte deres naboer som principielt ligeværdige og desuden ikke nødvendigvis havde præcise grænser. Det definerede og anerkendte territorium er karakteristisk for den moderne stat.

Den Westfalske Fred dannede tillige udgangspunkt for udviklingen af en folkeret til regulering af forholdet mellem staterne med en accept af statsterritoriets integritet og statens uafhængighed af andre stater.

Moderne stater indgår således i et system, der fødtes i 1648. Statsbegrebet betegner dermed i internationale anliggender en aktør i international politik. Der er her tale om en bekvem forenkling af, at staten udgør et komplekst sæt af institutioner, der frembringer beslutninger og handlinger i det internationale system.

Med accepten af statssystemet anerkendte staterne også hinandens indre suverænitet over territoriet. Suverænitetsteorien var blevet formuleret af Jean Bodin; i hovedværket Six livres de la république (1576, Seks bøger om staten) hævdede han, at de fragmenterede magtstrukturer, som han kendte fra sin tids Europa, var årsag til borgerkrig og uorden.

Magten inden for et rige måtte samles hos én hersker med den "øverste og absolutte myndighed". Suveræniteten bestod i retten til at udstede love, og samtidig var suverænen selv hævet over loven. Heri ligger også suverænitetens logik: Hvis nogen er overordnet og kilden til lov, kan denne ikke samtidig være underlagt lov.

Hermed skabte suverænitetstanken også grundlag for etableringen af absolutismen, som på dansk grund kaldtes enevælde. Jean Bodin så den jordiske magt i analogi med den himmelske. På samme måde som Gud styrede Universet, skulle de jordiske stater styres af alenestående, faderlige herskere. Således repræsenterer suverænitetstanken og absolutismen også et gennembrud for vores tænkning om samfundets organisation i hierarkiske baner.

I den absolutistiske teori var monarken personlig den suveræne hersker. Herfra er der dog ikke så langt til den moderne tanke om staten som den upersonlige og upartiske kilde til lov og retfærdighed. Absolutismen gennemløb da også i praksis en udvikling fra personlig enevælde til en upersonlig bureaukratisk enevælde.

Forestillingen om den gudgivne enevælde veg gradvis for forestillingen om, at herskerens magt var betinget af, at han lyttede til og forstod folkeviljen. Billedet af monarken som personifikation af staten trådte tilbage for forestillingen om monarken som statens første tjener. Ordet stat blev fra midten af 1700-tallet i stigende grad anvendt i ikke alene de større europæiske lande, men også i Danmark-Norge om de magtudøvende institutioner, herunder bureaukrati, hær, flåde og retsapparat.

Parallelt med ordet stat dukkede også begreberne samfund og civilsamfund stadig hyppigere op. Man betragtede samfundene som opdelt i en statslig og en privat sfære, således at den private sfære, samfundet, territorialt og institutionelt var defineret af staten og i stadig højere grad præget af denne.

Statens indre suverænitet medførte dels international anerkendelse af tilstræbte monopoler på et territorium, til at udøve legitim fysisk vold og til at udstede love, dels monopoler på skatteopkrævning og møntudstedelse.

Det moderne statsbegreb har bredt sig fra Kontinentaleuropa til hele verden. Nogle steder bruges selve ordet dog kun lidt og mest i relation til andre stater. I indre anliggender bruges helt andre ord. Det gælder så vigtige stater som USA og Storbritannien; i USA kaldes udenrigsministeriet derfor State Department, mens man i indre forhold ofte taler om Government og mere uformelt om Washington.

Dertil kommer, at USA er en forbundsstat, således at enkeltstaterne også omtales som stater. I Storbritannien taler man ofte om Nation, Government, Her Majesty eller The Crown, hvor vi taler om staten.

Derimod karakteriserer det en række kontinentaleuropæiske samfund, der har overlevet en stærkt militaristisk fortid, at man internt bruger ordet stat med mange betydningslag. Det gælder lande som Frankrig, Tyskland, Rusland, Sverige og Danmark. Statsbegrebet rummer dermed i varierende grad forestillinger om fælles værdier, identitet, almenvellet, respekt for autoriteter og lov og orden samt forestillinger om at være hævet over de snævrere interesser, som må varetages i civilsamfundets hverdagsliv.

Sammenfattende kan man sige, at statsbegrebet inden for det enkelte samfund er et generaliserende, et integrerende og et legitimerende begreb. Det fremhæver den "offentlige magts" særlige karakter og enhed stillet over for samfundet.

Det fokuserer på nødvendigheden af at gøre udøvelse af denne magt upersonlig i institutioner, som derved tillægges en særlig ånd og prestige i forbindelse med det almene vel. Endelig skaber det en sociokulturel bevidsthed om den enestående og bedre karakter, som staten har i sig selv.

Som det kan ses, er statsdefinitionen formel; der kan på det helt generelle niveau intet siges om de specifikke værdier, en stat er bærer af; her nævnes hverken frihed, retfærdighed, demokrati, lighed eller andre værdier, som måske er vigtige for nogle stater.

I de enkelte samfund forbindes statsbegrebet med de mest fremtrædende værdier, hvorefter politisk magt bør udøves. Definitionen er dog ikke værdifri; den betoner statens enhed, og den betoner sondringen mellem stat og samfund inden for en statsligt defineret, fælles ramme. Derved virker begrebet motiverende og meningsgivende for menneskelig handlen.

Statsbegrebet danner basis for social orden ved at pege på en "offentlig magt" med en særlig mission som den endelige beslutningstager på vegne af samfundet. Statsbegrebet skaber også en forestilling om et fællesskab, som har institutionaliseret og legitimeret magt frem for umiddelbar magt. Legitimeringen bygger dels på en accept af de procedurer, hvorefter staten handler, dels på den følelse af fælles retning og formål, som idéen om staten skaber.

Som så mange begreber, der har med magt og politik at gøre, er begrebet stat ideologisk ladet, og det er blevet bemærket fra politologisk side, at den moderne statsmagt er arvtager efter de såkaldte primitive former for magtudøvelse, der byggede på magi og religion.

Stat er blevet et stærkt værdiladet ord, der har med magt at gøre, og det tillægges en art enhed, som kan være svær at genfinde, når man på nærmere hold ser de statslige institutioner både samarbejde med og modvirke hinanden.

I staternes videre udvikling er der foregået en opsplitning af suveræniteten. Udviklingen af forbundsstater med USA som den første har betydet en opsplitning af staters indre suverænitet imellem delstater og forbundsstat. Tanken bag en sådan opsplitning er at undgå en stor magtkoncentration på et enkelt niveau. Nogle stater, herunder Danmark, har også givet kommuner og kirke en selvstændig beskatningsret.

Selvom EU ikke kan opfattes som en forbundsstat, så har også EU betydet delvise suverænitetsafgivelser fra medlemslandene til fælles institutioner; i modsætning til forbundsstater går EU med sine direktiver og forordninger ind og blander sig i medlemsstaternes indre suverænitet, mens den ydre overlades til de enkelte medlemslande.

FN og andre internationale organisationer har også gennem deres virke betydet, at der er lagt begrænsninger på medlemsstaternes ubetingede suverænitet, men i modsætning til EU har FN ingen retlige sanktionsmuligheder over for medlemmerne. Hidtil har FN især benyttet økonomiske sanktioner for at presse stater, fx Sydafrika, til at udvise bestemte former for adfærd.

Yderligere udhuling af suveræniteten kan ikke afvises. Et perspektiv, der er afledt af NATO's krig i 1999 mod Jugoslavien om Kosovoregionens fremtid, er muligheden for en ny international retsorden, hvor suveræniteten vil være betinget af overholdelsen af menneskerettigheder og respekten for mindretal, og hvor en forsvarsalliance med USA som det mest fremtrædende medlem overgår til at regulere enkelte staters adfærd på disse områder.