Samfundsbegrebet har også andre betydninger, som træder frem i et bredere idéhistorisk perspektiv. Begrebets skiftende indhold kan bedst indkredses, når det modstilles en række andre centrale nøglebegreber i det moderne menneskes selvforståelse.
Modsætningsforholdet mellem det sociale (samfundet) og naturen har sine rødder i renæssancens og romantikkens filosofi. Samfundet opfattedes heri som den instans, der i form af kultur (videnskab, moral og kunst) skal tæmme den rå og vulgære natur, eller det opfattedes, som hos romantikkens tænkere, som "tæmmet natur", et romantisk potentiale for kritiske samfundsteorier. Bag den førstnævnte tænkemåde ligger et krav om, at mennesket som kulturelt væsen bør hæve sig over naturtilstanden og beherske naturen. Bag den sidstnævnte ligger en mere pessimistisk opfattelse, hvori det spontane menneske og det disciplinerede samfund forbliver i konflikt med hinanden.
Modsætningsforholdet mellem natur og samfund kom klart til udtryk i 1600- og 1700-t.s kontraktteorier og i den grundlæggende idé om samfundet som en fredspagt. Thomas Hobbes opfattede "naturtilstanden" som en alles kamp imod alle, hvor det ikke kan betale sig at dyrke jorden, fordi andre kan berøve én høsten. Ved at besegle deres sammenslutning med en samfundspagt opgiver individerne deres naturgivne frihed og overdrager den til fyrsten (suverænen), men tilbydes til gengæld beskyttelse af liv og ejendom. Med den sociale kontrakt skabes der fred mellem individerne, og de forøger deres chancer for at overleve. Kontraktteorierne har imidlertid flere udformninger.
Adskillelsen mellem samfund og stat er også af nyere dato. Antikkens samfundslære opererede ikke med nogen skelnen; i den græske bystat var samfundet ensbetydende med staten. Idéhistorisk kan man spore en klar spænding mellem stat og samfund i John Lockes kontraktteori, sådan som den udformedes i Two Treatises of Government (1690). Lockes naturtilstand er en tilstand, hvor alle er frie og lige, og hvor der findes privat ejendomsret og pengeøkonomi. Stats- eller kontraktretten kan ikke tilsidesætte denne naturgivne orden. Statens magt må ifølge Locke bygge på individernes samtykke. Den moderne forståelse af samfundsbegrebet udformes imidlertid i et opgør med kontraktteorierne. Allerede David Hume ironiserede over manglen på empirisk belæg for de tidligere kontraktteorier (A Treatise of Human Nature, 1739-40), og i sidste halvdel af 1700-t. videreførte de skotske oplysningsfilosoffer (Adam Smith, Adam Ferguson og John Millar) kritikken og lagde dermed det centrale grundlag til den moderne empiriske samfundsvidenskab. De skotske filosoffer grundlagde ikke blot nationaløkonomien og teorien om markedet som et forhold mellem udbud og efterspørgsel. Ud fra deres opfattelse af samfundsudviklingen forsøgte de ydermere at forklare vitale samfundsforandringer, fx hvordan et primitivt nomadesamfund udvikler kimen til et samfund med husdyrhold og senere agerbrug som central indkomst- og fødekilde. Slutstadiet var det nye markeds- og handelssamfund, som de så under udvikling i England.
Fysiokraterne i Frankrig udarbejdede omtrent samtidig en lignende (materialistisk) samfundsteori, men det var primært de skotske filosoffer, der udviklede forståelsen af det menneskelige arbejde (produktivkræfter) som den drivende kraft i samfundets forandring. Deres historiske samfundsfilosofi lagde grunden til en helt ny forståelse af samfundet som en dynamisk dybdestruktur i forholdet til den synlige verden eller til det, som Marx senere kaldte overbygningen. Samfundet kunne nu forstås videnskabeligt som et resultat af alle menneskers samlede indsats og af uforudsete konsekvenser snarere end som et resultat af en centraliseret magt- eller kontraktinstans.
Kompleksiteten i den nye samfundsforståelse udfoldes i de moderne, differentierede samfundsvidenskaber: politisk filosofi, statskundskab, nationaløkonomi, historie, sociologi og antropologi. Forståelsen af såvel forholdet mellem samfund og stat som forholdet mellem individ og samfund varierer inden for de forskellige discipliner. Den utilitaristiske filosofi erkender en mere grundlæggende spænding mellem individ og samfund end mellem samfund og stat; men i den liberalistisk politiske filosofi bliver individet sammenstillet med civilsamfundet og modstillet staten. I den moderne samfundsvidenskab, især økonomi og politologi, videreføres denne tradition i de nu populære teorier om rationalitet i valg og bytte. Inden for sociologien og antropologien er det dog fortrinsvis mere holistiske teorier med udgangspunkt i kollektivet snarere end i individet, der har været fremherskende.
Kimen til den fremmedgørelsesteori om samfundet, som Hegel og Marx udviklede, kan også spores tilbage til de skotske samfundsfilosoffers angst for, at det moderne handels- og fabrikssamfund skulle løsrive individerne fra deres gamle hjemstavn i landsbyerne og koncentrere dem i nye fabriksbyer med ensomhed, alkoholisme og elendighed til følge. Med denne udsigt til et kuldsejlet socialt liv, et bristet samfund, skrev Adam Ferguson An Essay on the History of Civil Society (1767), hvori han på ny aktualiserede den gamle græske idé om polis — om et samfund, som værner om det fælles bedste. Et sådant civilsamfund skal mindske markeds- og egeninteressernes nedbrydende tendenser. Denne idé om et samfund med kraft til at styre egeninteresserne inspirerede, om end på forskellig vis, både Spencer og Durkheim.
er idéhistorisk set et tredje centralt modsætningsforhold. Den fremherskende tradition inden for især liberalistisk politisk filosofi ser forholdet mellem individet og samfundet (ofte sidestillet med staten) som eksternt og tvingende, mens et internt og organisk forhold er fremherskende i den sociologiske og antropologiske tradition, hvor samfundet og individet udgør hinandens forudsætninger og derfor ikke kan opfattes som forskellige og uafhængige elementer: Individet kan kun udvikle sine egenskaber som menneske, hvis det er medlem af et samfund. Samfundet er og bliver det samlede resultat af menneskers interaktioner, og dets fortsatte eksistens afhænger af de medvirkende individers handlinger. Den tætte kobling mellem individ og samfund som hinandens gensidige forudsætninger er bl.a. blevet set som et naturens supplement til det faktum, at mennesket til forskel fra andre pattedyr ikke er udrustet med instinkter og reflekser, som muliggør dets overlevelse isoleret fra gruppen; mennesket har en lang socialiseringsperiode, under hvilken det lille barn er ekstremt afhængigt af kontakten med voksne mennesker. Erhvervelsen af følelses- og sprogkompetencer sker i direkte kontakt med den omgivende gruppe. Først efter at individet har erhvervet visse grundlæggende menneskelige egenskaber som empati (indføling), objekt- og subjektforståelse, kan det overleve som samfundsvæsen. I moderne samfunds- og kulturvidenskab har sproget fået en helt central rolle i forståelsen af forholdet mellem individ og samfund. I sprogets brug er de centrale samfundsregler allerede til stede som enten latente eller manifeste handlingsregler. Samfundet kan således forstås som dybtliggende sprog- og kompetencestrukturer hos individer, der kan aktiveres mere eller mindre kreativt i konkrete situationer.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.