Social orden, det, der holder samfund og andre sociale systemer sammen og danner grundlaget for et stabilt socialt liv. Ubalancer i den sociale orden imødegås gennem social kontrol. Thomas Hobbes formulerede i 1600-t. social orden som et resultat af en social kontrakt, en samfundspagt, mellem menneskene indbyrdes og en hersker i stedet for en naturtilstand i konstant krig med hinanden. Sidst i 1700-t. blev ordensproblemet aktualiseret med fremvæksten af det moderne industrialiserede og kapitalistiske samfund og de heraf frembragte sociale forandringer. Karl Marx hævdede, at samfundets sammenhængskraft var forankret i de økonomisk privilegerede klassers magt over de mindre privilegerede klasser. Émile Durkheim fremhævede fællessæt af normer, værdier og en kollektiv bevidsthed som det integrationsskabende. Fortsat er relationen mellem struktur og handling central i sociologisk teori om social orden.