Rex in regno suo imperator (forløbere for statssuverænitet)

Impulsen bag rex in regno suo imperator est er at finde i den konflikt mellem kejser og pave, der brød ud i slutningen af det 11. århundrede (Investiturstriden), og som politisk kom til at dominere de kommende århundreder. Konflikten blev blandt andet ført med juridiske og teologiske argumenter og i løbet af det 12. århundrede forsøgte jurister og teologer på universiteterne i Paris og Bologna at fastlægge pavens, kejserens, og øvrige monarkers stilling ved brug af kanonisk ret og den genopdagede romerret.

Fortalere for henholdsvis pagens og kejserens overhøjhed kunne finde forlæg, der passede i deres kram. Romerretten var blevet endeligt udformet i senantikken under de romerske kejsere, og den beskrev derfor kejseren som øverste kilde til både lovgivning og magtudøvelse. Men gradvist blev doktriner, der i stedet betonede kongers uafhængighed af kejseren, udviklet, dels i romerretten, dels i kanonistikken. Dette skete som led i et forsøg, orkestreret af pavemagten, på at stække den tysk-romerske kejsers autoritet.

Således blev doktrinen om rex in regno suo imperator est i pave Clement 5.’s bulle Pastoralis cura fra 1313 brugt til at argumentere for, at den normanniske konge af Napoli ikke var underordnet den tysk-romerske kejser – eller mere generelt, at den tysk-romerske kejser kun havde en højere autoritet over de monarker, hvis territorium var en del af kejserriget.

Rex in regno suo imperator est undsagde den hidtidige forestilling om, at kejseren havde en højere status end alle andre monarker; at der kort sagt eksisterede en universel kejsermagt som tronede over alle andre magthavere. Denne forestilling, der gik tilbage til antikkens romerske kejsere, var blevet genopvækket med kejserkroningen af Karl den Store i 800 og Otto den Store i 962.

Fortalere for ideen om den universelle kejsermagt reagerede trodsigt på disse ideer. De betonede, at der kun kunne være én kejser, ligesom der kun kunne være én gud, og nogle af dem så ligefrem kejserriget svækkelse som følge af konflikten mellem kejser og pave som et tegn på antikrists komme. Blandt andet var det populært at henvise til forestillingen om, at fire store imperier skulle opstå og falde før dommedag, af hvilket Romerriget (herunder det Tysk-romerske kejserrige) blev set som det fjerde og sidste.

Rex in regno suo imperator est var således en revolutionær doktrin. Den og andre lignende forestillinger bidrog på længere sigt til forestillingerne om, at stater er ligestillede i international politik.

Disse vordende forestillinger om statssuverænitet blev yderligere udviklet af dominikanermunken Jean de Paris under en storstilet konflikt mellem den franske kongemagt og paven omkring år 1300. Resultatet af denne konflikt, der blev vundet af den franske konge, var, at paverne i perioden 1309-1376 kom til at residere i den sydfranske by Avignon, dengang en del af det tysk-romerske kejserrige, men under fransk indflydelse. Dette var med til at svække en anden forestilling, som var blevet lanceret efter kejserrigets svækkelse, nemlig forestillingen om pavens overhøjhed i verdslige anliggender, eller andre ord forestilling om en form for universelt paveligt monarki.

Middelalderens forløbere for forestillingen om suverænitet er netop kun forløbere. Der var endnu langt til den moderne forestilling om statssuverænitet. Men ifølge flere forskere blev kimen til de ideer, som senere skulle blive videreudviklet af politiske tænkere som Jean Bodin og Thomas Hobbes, altså lagt under højmiddelalderens konflikt mellem kirke og stat. I stedet for at enten kejseren eller paven blev set som kilden til den øverste verdslige politiske autoritet, tilfaldt denne autoritet i stigende grad monarkerne i territorielt adskilte enheder, herunder kongeriger som Frankrig og England.

• stat
• suverænitet
• romerret
• kanonisk ret
• Investiturstriden
• Tysk-romerske kejserrige
• pave