J. Hvidtved Larsen har været en del af Silkeborgs erhvervshistorie siden 1915, da virksomheden blev grundlagt af smeden med samme navn.

Faktaboks

Også kendt som
Bucher Municipal A/S

I mange år var det en klassisk smedevirksomhed, som udførte jernkonstruktioner til mange formål. I 1955 fik virksomheden en ordre på en slamsuger. I nogle år endnu fortsatte man med at lave stålkonstruktioner til byggeriet sideløbende med den nye produktion af slamsugere, men i 1990’erne fokuserede man udelukkende på udvikling og produktion af slamsugere.

Da man kom ind i det nye årtusinde, var det ikke kun danske kunder, der efterspurgte virksomhedens avancerede slamsugere. Eksporten udgjorde i 2018 over 70 procent af omsætningen og gik primært til andre EU-lande.

Virksomheden blev i begyndelsen af 2016 solgt til Bucher Municipal, en division af den schweiziske koncern Bucher Industries. Bucher Minicipal bruger fortsat navnet J. Hvidved Larsen.

I 2022 beskæftigede J. Hvidtved Larsen ca. 270 medarbejdere og havde en omsætning på 580 mio. kr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig