inkaer

Fra omkring år 1000 begyndte inkaerne lidt efter lidt at dominere dalen, hvor de grundlagde Cuzco, deres hovedstad. Uheldigvis var dalen allerede beboet, så inkaerne måtte først slås med de lokale. Politiske og økonomiske alliancer med de omkringboende folk hvor strategiske ægteskaber især spillede en stor rolle, blev senere en af inkaernes mange ekspansionsmodeller.

Inkaerne benyttede især en oprindelsesmyte til at retfærdiggøre deres magtposition og tilstedeværelse i området. Den fortæller om to søskendepar, der kommer ud af en grotte nær Cuzco som Solens børn. Søskendeparret gennemgår forskellige trængsler, således bliver den ene broder spærret inde i en grotte, og en anden broder bliver til en stenstøtte på toppen af et bjerg. Omsider når de sidste overlevende frem til Cuzco, hvor de stikker en guldstav ned i jorden, et tegn på dalens frugtbarhed, og her slår de sig ned.

Spanierne nævner 13-14 inkaherskere, men kun de sidste, Viracocha Inka, Pachacuti, Tupac Inka Yupanqui, Huayna Capac og halvbrødrene Huascar og Atahualpa, er historisk kendte.

Inkaherskeren og hans store familie, ca. 40 000 mennesker i rigets sidste tid, var de eneste, der var inkaer. Alle andre var undertvungne folk.

Inkaernes erobringer begyndte så småt under Viracocha Inka i begyndelsen af 1400-tallet; nabogruppers territorium var formodentlig også tidligere blevet erobret, men uden at inkaerne etablerede sig som egentlige herskere uden for det ret begrænsede område i Cuzcodalen.

Erobringerne af enorme landområder med tørre og varme ørkener langs Stillehavskysten over Andesbjergenes iskolde højder over 6.000 meter og til dels ned i Amazonas fugtige og hede regnskove mod øst tog for alvor fart under Pachacuti, der herskede ca. 1438-1471. Den sidste store inkahersker Huayna Capac (ca. 1493-1527) afsluttede ekspansionen med erobringen af områder i Ecuador og det nordlige Peru. Da strakte riget sig fra den sydlige del af Colombia, Ecuador og Peru, og dele af Bolivia, Argentina og Chile, et område på over 5.000 km i længden med ca. 16 millioner indbyggere

Der er dog ikke enighed blandt forskerne om kronologien i erobringerne

Cuzco, verdens navle, var det geografiske centrum i Inkariget og dets politiske og religiøse hovedstad, som fra midten af 1400-tallet blev ombygget under inkaherskeren Pachacutec. Byens grundplan var udformet som en puma, hvis hoved repræsenteredes af Sacsahuaman, et militært, religiøst anlæg på en bakketop mod nord, mens halen udgjordes af to floders sammenløb. Store forrådshuse og statslagre til at forsyne byen var anbragt på bjergskråningerne oven for Cuzco.

Det var også her, hvor herskerne havde deres paladser. Når en ny hersker (den bedst egnede af den forrige Inkas sønner) blev udpeget ved sin faders død, måtte han begynde forfra. Han arvede sin fars privilegier, men ikke sin fars palads, rigdomme eller jorder, hvorfor han måtte ud og erobre nyt land. Det antages at være en af årsagerne til inkaernes hurtige ekspansion over så stort et område.

Inkaerne havde udviklet en ”knudeskrift” til organisationen og administrationen af det store rige Quipu’en var en knudesnor, der bl.a. fungerede som et kommunikationssystem og regneinstrument, hvorpå man anførte alle statistiske oplysninger om fx, befolkningstal, dyrehold, produktion m.m. efter decimalsystemet. Quipuen var også et memoteknisk huskeredskab, hvor legender, inkaernes historie og digte kunne genfortælles af særlig udlærte quipuembedsmænd.

Inkasamfundet var en særdeles organiseret og kontrolleret stat. Inkaen, herskeren, var Solens søn og overhoved for en centraliseret og kompliceret administration Når han ville indlemme et nyt område i riget, sendte han først spioner ud for a skaffe sig viden om landet og befolkningen. Man forsøgte først ved overtalelse og forærede de lokale høvdinge rige gaver i form af smukke kvinder og kostbare tekstiler. Lod de sig ikke overtale gjorde man sig rede til regulær krigsførelse.

Inkaerne inddelte groft de nyligt erobrede områder i tre dele, således at en tredjedel tilfaldt den øverste hersker, Inka’en og hans familie (den øvrige elite), der også bar navn af inkaer, en anden tredjedel tilkom guderne via præsteskabet, og den sidste tredjedel fordeltes til resten af befolkningen. Resten af befolkningen bestod af mange forskellige etniske grupper, der blev underlagt inkaerne under erobringerne. De skulle alle lære sig quechua og underlægge sig solkulten, men kunne beholde deres egne guder.

Udvalgte embedsmænd rejste riget rundt for at optælle og kontrollere befolkningen og sørge for, at det arbejde der var grundlaget for statens indkomster, blev udført. Særligt smukke unge piger i omkring 10-års-alderen blev anbragt i klosterlignende skoler, hvor de lærte at fremstille chicha (majsøl) og spinde- og væve klæder af vicuña-uld (fra en lama-art), som kun benyttedes af inka-klassen. Nogle avancerede fra vævere og spindersker til præstinder som soljomfruer, og måtte som sådanne leve resten af deres liv i total kyskhed, mens andre blev konkubiner for Inka’en og den øverste inkaklasse. Udvalgte drenge i samme aldersklasse oplærtes som tjenende ånder for hof og præsteskab

Skat blev afregnet i arbejde. Vejanlæg, opførelse af hængebroer, soldatertjeneste og minearbejde var en del af skattebetalingen; men vigtigst var landbrugsarbejdet på først inkaenes jord, dernæst på præsteskabets og til sidst på bøndernes egne jorder. Produkterne blev anbragt i forrådshuse, der var opført i ethvert større administrationscenter over hele riget.

Specialiserede håndværkere fremstillede luksusvarer i guld og sølv til inkaklassen i de fleste kendte teknikker som smeltning, legering, støbning, udhamring og lodning; knive, økser og mejsler blev fremstillet i kobber.

Keramik og tekstiler blev udført i standardiserede former og med geometriske mønstre og stiliserede dyremotiver; farverne var fortrinsvis sort, rød, gul og hvid. De fineste tekstiler blev ofte givet som prestigegaver til nyligt betvungne høvdinge.

Statslagerne spillede en overordentlig vigtig rolle i Inkariget, ikke kun på grund af de mange krige, men i tilfælde af hungersnød et sted, hvor nye forsyninger kunne hentes.

Særlig besværlige og oprørske folk blev tvangsforflyttet til andre egne af riget, hvorved man opnåede at kontrollere de ufredelige elementer og kunne bruge deres arbejdskraft nye steder.

Fra midten af Cuzco udgik fire hovedveje til rigets fire storprovinser: Chinchaysuyu mod nordvest, Cuntisuyu mod sydvest, Collasuyu mod sydøst og Antisuyu mod nordøst.

Kommunikationen blev varetaget af et veludbygget vejsystem, hvor løbere, chasquis, konstant bragte meddelelser fra embedsmændene til herskeren. Løberne kunne tilbagelægge 200–250 km på en dag i en slags stafetsystem. Store lamakaravaner transporterede landbrugsprodukter og luksusvarer mellem højland og lavland fra provinserne til Cuzco. Vejene var sine steder op til 5 meter brede, stenbrolagte veje, andre steder smalle stier, hvor trappetrin var hugget ind i klipperne på de stejle bjergsider. Hængebroer og træbroer førte over floderne. Hele vejsystemet dækkede 40.000 km.

Langs vejene blev der opført kontrolstationer, rastepladser og større administrationscentre samt andre inkabebyggelser overalt i de forskellige provinser. I tilknytning hertil lå statslagrene, som tidligere omtalt, hvor afgrøder og produkter fra statens og religionens jorder blev opbevaret.

Inkaerne udbyggede de landbrugssystemer, der i forvejen fandtes i områderne med nye stenterrasser og kunstvandingssystemer. Man regner med, at der var en 10 % forøgelse af landbrugsarealet under inkaerne.

Majs var den mest prestigefyldte afgrøde, der især blev brugt til fremstilling af majsøl (chicha). Da man havde et såkaldt ”noget for noget”-system, afholdt Inkaen store mad-og drikkegilder som tak til befolkningen for det arbejde, de havde udført for Inkaen; heri indgik majs som en vigtig bestanddel.

Ellers var de vigtigste afgrøder forskellige rodfrugter, hvor kartoflen er den mest kendte. Også bønner, græskar, quinoa, amaranth, avocado, chili, cherimoya, jordnødder og maniok var en del af føden. Marsvin blev spist ved særlige lejligheder, ligesom inkaerne spiste alpakaer, hjorte, agerhøns og moskusænder.

Inkaerne stod i nær forbindelse med det barske bjerglandskab, som de boede i, og mente, at klipper og sten var besjælede. I krig kunne sten omdanne sig til levende krigere og for derefter atter blive til sten.

Inkaarkitekterne forstod at udnytte de naturlige klippeformer og omdanne dem, så de passede ind i deres bygninger. Stenblokke på flere tons blev udvalgt i naturlige stenbrud og trukket hen over det bjergrige terræn ved hjælp af tovværk på fugtige, fast anbragte træstammer. En stor arbejdsstyrke trak de tunge sten til det ønskede sted for anvendelsen. Her blev stenene forarbejdet ved at banke på dem med stenhamre af forskellig størrelse, vægt og hårdhedsgrad, indtil de have opnået den ønskede form. Flere mure og bygninger, hvor stenene nøje er tilpasset hinanden, står stadig tilbage fra inkaernes tid.

Arkitekturen var meget standardiseret i rektangulære, større eller mindre bygninger med trapezformede døråbninger, der kunne modstå jordskælv.

De afdøde, mumificerede inkaherskere var genstand for en omfattende dødekult. De blev fremvist i procession under særlige ceremonier, men “levede” videre i deres respektive huse, hvor deres familie og tjenerskab tog vare om dem og passede deres jorder og ejendele.

Soltemplet var det religiøse centrum i Cuzco. Det lå på det sted, hvor spanierne opførte Santo Domingo-kirken. Væggene var helt dækket med guldplader, og gudefigurer bl.a. af Solen var udført i guld, mens Månen var i sølv. Store officielle ceremonier blev afholdt i forbindelse med landbrugscyklussen, hvor man ofrede til de vigtigste guddomme, Solen, månen, Plejaderne, torden og lyn. Hver måned havde sine ofringer af et utal af lamaer, marsvin, kokablade, salt, majs og klæde, der blev brændt på den centrale plads i Cuzco, for at formilde guderne mod alverdens ulykker. De havde udviklet et system af ceques, som var imaginære linjer, der udgik fra Coricancha, hvorpå der var udlagt en række huacas, helligsteder, der også skulle ofres til. Mælkevejen blev anset for en flod gennem himmelhvælvet.

Offergaverne til bjergtoppene var ved særlige lejligheder også unge drenge og piger i 10-15-årsalderen, der inden ofringen blev drukket berusede og siden anbragt på toppen af særligt hellige bjerge. Som følge af de menneskeskabte klimaforandringer er flere af disse børnemumier dukket frem fra de smeltende gletsjere i Sydperu, Chile og Argentina.

Ved et tragisk sammenfald døde Huayna Capac i Quito i 1527 af en af de europæisk indførte sygdomme, der havde spredt sig som en steppebrand fra europæernes tidligere ankomst til Argentina. Det var samme år, som den spanske conquistador Francisco Pizarro første gang ankom til Perus kyst. Uheldigvis døde ved samme lejlighed også den søn, der var udset som Huayna Capacs efterfølger. Resultatet blev flere års borgerkrig mellem Huascar, der var udpeget som hersker af Cuzco-fraktionen, og Atahualpa, der var udpeget af Quito-fraktionen.

I 1532, mens borgerkrigen mellem to inkaer stadig raserede, vendte Pizarro tilbage til Peru med 168 mand. Da inkaherskerne blev set som Solens sønner og derfor var guddommelige, så de sig selv som urørlige. Atahualpa var således vant til at være frygtet af sine undersåtter og ingen dødelig kunne nogensinde se direkte på ham. Den grusomme tilfangetagelse af ham, hvor 6.000 fra Atahualpas hær omkom, kom derfor som en total omvæltning.

Mens Atahualpa sad fangen, lod han sin halvbroder Huascar myrde i Cuzco. Atahualpa lod et rum fylde med guld og sølv for at lade sig løskøbe, men Pizarro beskyldte ham for forræderi og lod ham garottere i Cajamarca den 26.juli 1533. Myten om Inkarri fortæller, at Atahualpas legemsdele blev begravet forskellige steder i Tawantinsuyu, og når de er vokset sammen igen, vil Inkariget opstå på ny. I alt blev der omsmeltet ni tons guld og 60 tons sølv fra alle de genstande, som spanierne havde røvet fra inkaernes templer og helligsteder. Det blev sejlet til Spanien, hvoraf en femtedel tilfaldt den spanske krone.

Inkaerne formåede at belejre Cuzco i 10 måneder 1536–1537, men måtte opgive til sidst. Blandt spanierne var der intern uro mellem to fraktioner, Diego de Almagro og Francisco Pizarro, hvilket endte med, at de begge blev myrdet i Lima, Pizarro i 1541. Borgerkrigen mellem de to fraktioner ophørte ikke, før den spanske konge udnævnte den første vicekonge af Peru i 1544.

I 1530'erne var de sidste inkaer, efterkommere af Atahualpa, flygtet ned i tågeregnskoven nordvest for Cuzco for derfra at bekrige spanierne og oprette en ny inkastat. Efter flere års guerillakrig besluttede den spanske vicekonge, Francisco de Toledo, en gang for alle at bringe “inkaproblemet “ til en afslutning. Den sidste inka, Tupac Amaru, var flygtet ud i regnskoven, men blev taget til fange og ført til Cuzco. Her blev han halshugget den 24. september 1572.

Da Inkarigets øverste politiske og religiøse topfigur var fjernet, blev vandkanaler, vejsystemer og byer blev forladt. Spanierne havde en overlegen krigsførelse med heste og ryttere samt våben som geværer og armbrøster. Daa mere end halvdelen af befolkningen uddøde på grund af europæernes sygdomme, forsvandt et af verdenshistoriens store riger inden for mindre end 30 år. Mange af de undertvungne folk sluttede sig til spanierne for at blive fri for inkaernes åg, men forandringen blev ikke stor, da de i stedet blot kom under spaniernes åg.

Der kom ikke mange nydannelser under inkaerne. Selv om de var glimrende organisatorer og fremragende arkitekter, blev innovationen hæmmet af opfattelsen ”før vi inkaer kom, var der ingen kultur”. Således overtog de, hvad de stødte på i de erobrede områder og gjorde det til deres eget, men uden at udvikle eller lære af, hvad de mødte.

Den øverste repræsentant for den spanske konge i de nye besiddelser i Sydamerika blev vicekongen, der boede i kongernes by: Lima. Vicekongen styrede på vegne af den spanske konges i samarbejde med Real Audencia, som var den højeste domstol i Sydamerika; den bestod udelukkende af personer, der var født i Spanien.

Indianerne blev underlagt spanierne. De skulle gøres til gode kristne i den katolske tro og blev tvunget til at betale en helt anden form for skat end den, de tidligere havde været vant til. Nu skulle skatten betales i så og så mange produkter og ikke i arbejdskraft som i inkatiden. Nye afgrøder blev indført, heriblandt velkendte kornsorter, som hvede, byg, rug og havre. Desuden blev nye og for den lokale befolkning ofte store og skræmmende dyr som okser, køer, heste, høns og svin fragtet på skibene over Atlanterhavet. Ikke blot skulle indianerne vænne sig til de nye overherrer, der kom med en helt anden verdensopfattelse, men også til helt nye planter og dyr, som de blev tvunget til at dyrke og bruge. Nye bygningsmetoder med brændte teglmursten og tagtegl blev indført og skulle læres af den indfødte befolkning.

Flere høvdinge forstod dog at udnytte det spanske system. De blev driftige handelsmænd, der ejede både skibe og forretninger med køb og salg af bl.a. vin og cocablade. Andre sørgede for at få tildelt skøder på deres bondesamfunds jorder, så de på den måde kunne beskytte sig mod de spanske opkøb af jord.

Vicekongen Francisco de Toledo gennemførte den mest gennemgribende jordreform rettet mod de oprindelige folk. Loven om reducciones i 1570, der indebar, at hele den lokale befolkning skulle tvangsforflyttes fra deres landsbyer eller spredte bosættelser til nyanlagte landsbyer med en kvadratisk byplan med en kirke, et rådhus og et åbent torv. Hovedformålet var at lette opkrævningen af skat og religiøs indoktrinering.

De spanske kolonister krævede billig arbejdskraft på de jorder, de efterhånden fik mulighed for at købe af den spanske krone. I 1600-tallet blev der flere og flere storgodser, haciendaer, hvortil flere indianere i begyndelsen kom frivilligt for at arbejde, så de kunne betale deres skat og få tildelt et lille jordstykke. De kom dog hurtigt i gæld til godsejeren og mistede deres retsstilling og beskyttelse, fordi de helt blev underlagt godsejerens forgodtbefindende. Storgodserne blev til selvforsynende enheder med egen kirke og præst og med egne håndværkere. Enkelte godser var så store, at man måtte rejse otte dage på hesteryg for at komme fra den ene ende til den anden. Skulle lokale rejse gennem et gods' arealer fra deres egne selvstændige bondesamfund eller fra andre godser, måtte de drage til godsejerens hus og på deres bare knæ ydmygt bede om tilladelse til at passere. Dannelsen af haciendaerne skyldtes, at den spanske konges magt blev svækket, så en jordejende adelsklasse af spansk afstamning kunne opstå. Dertil kom spaniernes interesse for at udvinde guld og sølv, som krævede mange arbejdere. Foruden minedrift blev mange indianere mere eller mindre indespærrede i usunde tekstilværksteder for at spinde og væve bomuld og uld til spanierne. En hel verden blev radikalt ændret.

Den historiske baggrund er således meget vigtig for at forstå, hvordan den oprindelige befolkning og deres landsbysamfund på trods har været i stand til at overleve, og hvilke betingelser de har og har haft gennem tiden.

• Inkariget
• Machu Picchu
• Atahualpa
• Tupac Amaru
• Francisco Pizarro
• indianere – koloniseringen af Sydamerika