Inkaerne havde flere oprindelsesmyter, der bl.a. skulle retfærdiggøre deres magtposition i Cuzco. Ifølge de fleste drog Manco Capac, den mytiske grundlægger af Inkariget, af sted med sine tre brødre og fire søstre fra en ø i Titicacasøen, ifølge andre versioner fra en bjerghule. Kun Manco Capac og en enkelt søster, som også var hans hustru, overlevede den lange og besværlige rejse.
Da de nåede Cuzco, forsvandt den guldstav, som de havde med sig, ned i jorden: Det var tegnet fra solguden på, at de, hans søn og datter, skulle slå sig ned her. Også de senere inkaherskere blev betragtet som sønner af Solen og var derfor guddommelige.
Ifølge en anden myte var mennesket opstået, ved at en gud havde formet en række lerfigurer, malet tøj på dem og givet dem liv. Klædedragt og mønstre var således guddommeligt bestemt; inkaernes klædedragt var udført i det fineste uld med mønstre i mange farver, mens alle andre havde groft naturfarvet tøj.
Hver hersker var stamfader til en ayllu og byggede et palads til den. Når han døde, blev en af hans sønner udpeget til efterfølger. Det var den bedst egnede og ikke altid den førstefødte, der blev valgt, og denne procedure har formodentlig ofte medført konflikter. Den nye inka måtte på mange måder begynde forfra. Han arvede sin fars privilegier, men ikke palads, rigdomme og jorder.
De afdøde, mumificerede inkaherskere var genstand for en omfattende dødekult. De forblev i deres paladser, hvor deres ayllu og tjenerskab passede på dem, ligesom aylluen overtog og administrerede deres ejendom. Nogle forskere har ment, at netop dødekulten skal ses som en væsentlig årsag til Inkarigets hurtige ekspansion, idet den nye inka var tvunget til at erobre nyt territorium til sig selv og sin ayllu.
Den vigtigste guddom var Inti, solguden. Månen var Solens kvindelige modpol, og stjernerne var deres børn. Torden- og lynguden var Intis budbringer og tjener og blev tilbedt, når regnen udeblev. Den øverste skaberguddom var guden Viracocha, og Pachamama, Moder Jord, var knyttet til landbruget.
Særlige bjergtoppe, klipper, søer og kildespring blev opfattet som hellige og var genstand for kult. Bjergenes guddomme var formidlere mellem jord og himmel, og Mælkevejen ansås for en flod gennem himmelhvælvet.
Coricancha, Solens Tempel, var den vigtigste helligdom i Cuzco. Den store hal i templet var viet til de vigtigste himmellegemer: Sol, Måne, Venus og Plejaderne. Inkaerne var dygtige astronomer; orienteringen af såvel hallen som de omkringliggende gader løber i linjer, der rammer Solens position på himlen ved sommer- og vintersolhverv. Linjerne inddelte endvidere landskabet i de fire kvarterer.
Centrale bygninger blev anlagt og orienteret i forhold til naturlige og kunstigt opførte fikspunkter i landskabet, hvorved man nøje kunne iagttage både nattehimlens og Solens bevægelser året rundt. Iagttagelserne dannede grundlag for en kalender med dertilhørende fester, hvormed agerbrugets forskellige faser blev markeret rituelt.
Vort kendskab til festkalenderen er langtfra fyldestgørende, men man ved bl.a., at Inti Raymi, Solens Fest, fandt sted på en bjergtop i juni måned. Her ofrede inkaen med hjælp fra folket hundredvis af lamaer.
I centrum for festlighederne var udskårne træfigurer klædt i kostbare dragter; ved festens afslutning blev de brændt. Klæde blev ofret i store mængder under alle ceremonier; andre offergaver var marsvin, lamafostre, kokablade, majs, salt og ved særlige lejligheder mennesker.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.