inkaer

I 1200- og 1300-t. var Inkariget et blandt flere små høvdingedømmer i den centrale del af Andesområdet, og inkaerne var arvtagere efter især Huari- og Tiahuanacokulturerne. Spanierne nævner 13-14 inkaherskere, men kun de sidste, Viracocha Inka, Pachacuti, Tupac Inka Yupanqui, Huayna Capac og halvbrødrene Huascar og Atahualpa, er historisk kendte.

Inkaherskeren og hans store familie, ca. 40 000 mennesker i rigets sidste tid, var de eneste, der var inkaer. Alle andre var undertvungne folk. Inkaernes ekspansion begyndte så småt under Viracocha i begyndelsen af 1400-t.; nabogruppers territorium var formodentlig også tidligere blevet erobret, men uden at inkaerne etablerede sig som egentlige herskere uden for det ret begrænsede område i Cuzcodalen.

Ekspansionen tog for alvor fart under Pachacuti, der herskede 1438-71. Området mellem Cuzco og Titicacasøen og et område af tilsvarende størrelse mod nordvest blev erobret inden 1463. I 1471 var erobringerne under ledelse af Pachacutis søn Tupac Inka Yupanqui nået helt til Quito i det nuværende Ecuador, og i løbet af Tupacs egen regeringsperiode 1471-93 blev områderne mod syd i det nuværende Bolivia, Argentina og Chile samt de resterende dele vest for Cuzco og Titicaca indlemmet i Tawantinsuyu.

Efterfølgeren Huayna Capac (1493-1527) afsluttede ekspansionen med erobringen af områder i Ecuador og det nordlige Peru. Der er ikke enighed blandt forskerne om kronologien i erobringerne.

Huayna Capac var født i Ecuador og tilbragte en stor del af sit liv i de nordlige områder. Han døde i 1527, sandsynligvis af en af de epidemiske sygdomme, som europæerne havde bragt med sig til den nye verden.

Ved samme lejlighed døde også den søn, der var udset til hans efterfølger, og i de følgende år rasede en borgerkrig mellem de to inkaer, halvbrødrene Huascar og Atahualpa, der var udpeget i henholdsvis Cuzco og Quito.

Den politiske splittelse bidrog kraftigt til, at det i 1532 lykkedes de spanske conquistadorer med Francisco Pizarro i spidsen at erobre Tawantinsuyu. At inkaernes våben, som bestod af slynger, køller med sten- og kobberhoveder, lanser og skjolde, var spaniernes underlegne, havde formodentlig ikke særlig stor betydning, om end mødet med skydevåben og heste nok har haft en vis psykologisk effekt.

Efter rigets fald oprettede efterkommere af Huayna Capac den såkaldte Neo-inkastat i Vilcabamba i det uvejsomme jungleområde øst for Machu-Picchu. Staten blev opløst, da den sidste inka, Tupac Amaru, blev henrettet i 1572. Se også Peru (historie).

Inkariget var et agerbrugssamfund, og indbyggerne dyrkede bl.a. kartofler, majs og bønner. Man indvandt landbrugsjord ved at anlægge terrasser på de stejle bjergsider. Desuden holdt man lamaer og marsvin. Klæde af lamauld og bomuld blev vævet på en enkel lændevæv af en type, som stadig anvendes i Andesområdet.

Den grundlæggende sociale enhed var aylluen, dvs. en formelt set endogam slægtsgruppe, hvis medlemmer hævdede at nedstamme fra samme forfader. De fleste fælles arbejdsopgaver, fx anlæggelse og vedligeholdelse af terrasser og kunstvandingskanaler, blev udført i dette regi.

Administrativt forsøgte man at ensrette Tawantinsuyu. Inkaernes skattesystem var baseret på en tredeling af alle erobrede områder. Produktionen fra de respektive dele gik til hhv. inkaen (dvs. staten), præsteskabet og den lokale befolkning selv.

Til gengæld genfordelte inkaen en stor del af sin indtægt ved store fester og i tilfælde af fejlslagen høst eller for at sikre særlige gruppers loyalitet. Alle havde pligt til i visse perioder at arbejde for inkaen; dette system, mit'a, gjorde det bl.a. muligt at gennemføre store anlægsarbejder.

Inkaen var overhoved for en meget kompleks centraliseret administration i Cuzco, og for at kunne styre det efterhånden enorme rige havde han et stort, hierarkisk opbygget embedsapparat under sig. Tawantinsuyu, som betyder landet med de fire kvarterer, bestod af Chinchaysuyu i nordvest, Cuntisuyu i sydvest, Collasuyu i sydøst og endelig Antisuyu i nordøst.

De fire kvarterer, hvis hjørner mødtes i Cuzco, blev ledet af guvernører, som under sig havde et antal provinsguvernører. De havde atter embedsmænd under sig, og på denne vis fortsatte forgreningen ned til de lavest rangerende, som havde ansvar for op til hundrede mennesker. Denne hærskare af embedsmænd, som hele tiden var på farten til og fra de undertvungne områder, skulle kontrollere og optælle befolkningen samt sikre ro og orden om nødvendigt vha. militærmagt.

Særlig besværlige og oprørske folk blev ofte tvangsforflyttet til andre egne af riget; dels lettede det kontrollen med dem, dels kunne man på den måde skaffe arbejdskraft til områder, hvor der var behov for det.

Information om befolkningstal, produktion etc. blev bl.a. formidlet vha. quipuen, en snor med knuder, der i forbindelse med brug af titalsystemet fungerede som en slags regneinstrument, som kunne angive antal. En quipu kunne desuden bruges til at holde rede på genealogier m.m.

Kommunikation og hurtig militærindsats blev lettet af et veludbygget vejsystem, som strakte sig fra Cuzco ud til alle egne af riget. Et korps af løbere havde til opgave at bringe meddelelser til og fra Cuzco.

Overalt blev der langs vejene opført kontrolstationer, rastepladser samt større administrationscentre og inkabebyggelser. I tilknytning hertil lå statslagre, hvor afgrøder og produkter fra statens jorder blev opbevaret.

Inkaerne havde flere oprindelsesmyter, der bl.a. skulle retfærdiggøre deres magtposition i Cuzco. Ifølge de fleste drog Manco Capac, den mytiske grundlægger af Inkariget, af sted med sine tre brødre og fire søstre fra en ø i Titicacasøen, ifølge andre versioner fra en bjerghule. Kun Manco Capac og en enkelt søster, som også var hans hustru, overlevede den lange og besværlige rejse.

Da de nåede Cuzco, forsvandt den guldstav, som de havde med sig, ned i jorden: Det var tegnet fra solguden på, at de, hans søn og datter, skulle slå sig ned her. Også de senere inkaherskere blev betragtet som sønner af Solen og var derfor guddommelige.

Ifølge en anden myte var mennesket opstået, ved at en gud havde formet en række lerfigurer, malet tøj på dem og givet dem liv. Klædedragt og mønstre var således guddommeligt bestemt; inkaernes klædedragt var udført i det fineste uld med mønstre i mange farver, mens alle andre havde groft naturfarvet tøj.

Hver hersker var stamfader til en ayllu og byggede et palads til den. Når han døde, blev en af hans sønner udpeget til efterfølger. Det var den bedst egnede og ikke altid den førstefødte, der blev valgt, og denne procedure har formodentlig ofte medført konflikter. Den nye inka måtte på mange måder begynde forfra. Han arvede sin fars privilegier, men ikke palads, rigdomme og jorder.

De afdøde, mumificerede inkaherskere var genstand for en omfattende dødekult. De forblev i deres paladser, hvor deres ayllu og tjenerskab passede på dem, ligesom aylluen overtog og administrerede deres ejendom. Nogle forskere har ment, at netop dødekulten skal ses som en væsentlig årsag til Inkarigets hurtige ekspansion, idet den nye inka var tvunget til at erobre nyt territorium til sig selv og sin ayllu.

Den vigtigste guddom var Inti, solguden. Månen var Solens kvindelige modpol, og stjernerne var deres børn. Torden- og lynguden var Intis budbringer og tjener og blev tilbedt, når regnen udeblev. Den øverste skaberguddom var guden Viracocha, og Pachamama, Moder Jord, var knyttet til landbruget.

Særlige bjergtoppe, klipper, søer og kildespring blev opfattet som hellige og var genstand for kult. Bjergenes guddomme var formidlere mellem jord og himmel, og Mælkevejen ansås for en flod gennem himmelhvælvet.

Coricancha, Solens Tempel, var den vigtigste helligdom i Cuzco. Den store hal i templet var viet til de vigtigste himmellegemer: Sol, Måne, Venus og Plejaderne. Inkaerne var dygtige astronomer; orienteringen af såvel hallen som de omkringliggende gader løber i linjer, der rammer Solens position på himlen ved sommer- og vintersolhverv. Linjerne inddelte endvidere landskabet i de fire kvarterer.

Centrale bygninger blev anlagt og orienteret i forhold til naturlige og kunstigt opførte fikspunkter i landskabet, hvorved man nøje kunne iagttage både nattehimlens og Solens bevægelser året rundt. Iagttagelserne dannede grundlag for en kalender med dertilhørende fester, hvormed agerbrugets forskellige faser blev markeret rituelt.

Vort kendskab til festkalenderen er langtfra fyldestgørende, men man ved bl.a., at Inti Raymi, Solens Fest, fandt sted på en bjergtop i juni måned. Her ofrede inkaen med hjælp fra folket hundredvis af lamaer.

I centrum for festlighederne var udskårne træfigurer klædt i kostbare dragter; ved festens afslutning blev de brændt. Klæde blev ofret i store mængder under alle ceremonier; andre offergaver var marsvin, lamafostre, kokablade, majs, salt og ved særlige lejligheder mennesker.

Inkaerne var eksperter i stenarkitektur. Udsendte arkitekter forestod opførelsen af statsbygninger over hele landet ud fra fastlagte bygningselementer som tre til fire rektangulære huse omgivet af en mur, langhuse, vandkanaler og rituelle bade med trapezformede døråbninger, vinduer og nicher.

Bygningerne blev opført i tilhuggede rektangulære eller flersidede sten, der var nøje tilpasset hinanden. Dyrefigurer som pumaer og slanger samt geometriske mønstre blev udhugget i naturlige klippeoverflader som rituelle tilhørssteder.

Soltemplet i Cuzco var beklædt med udhamrede guldplader, da guld var symbolet for Solen og inkaherskeren, sølv for Månen og inkadronningen.

Specialiserede håndværkere fremstillede luksusvarer i guld og sølv til inkaklassen i de fleste kendte teknikker som smeltning, legering, støbning, udhamring og lodning; knive, økser og mejsler fremstilledes i kobber og bronze.

Keramik og tekstiler blev udført i standardiserede former og med geometriske mønstre og stiliserede dyremotiver; farverne var fortrinsvis sort, rød, gul og hvid. Det fineste lertøj og tekstiler blev ofte givet som prestigegaver til nyligt betvungne høvdinge.

Der er kun meget lidt overleveret af inkaernes litteratur, der byggede på mundtlig tradition. Heraf kendes forskellige bønfaldelser til guderne, hymner, kærlighedsdigte og sange samt fortællende digte om historiske begivenheder og dramastykker. Sidstnævnte blev akkompagneret af forskellige fløjter og panfløjter samt trommer.

I Inkariget taltes der over 20 forskellige sprog; selv talte inkaerne quechua. Det fremgår af grammatikker fra 1500-t., at der fandtes i hvert fald to forskellige quechuasprog: Det ene, der muligvis fungerede som lingua franca, taltes ved kysten i det nuværende centrale Peru, det andet var en tidlig form af det quechua, der stadig tales i Cuzcoområdet.