produktivitet

Produktivitet, mål for udnyttelse af indsatsen, fx arbejdskraft, i en produktionsproces. Ved produktion af en enkelt vare med et enkelt input kan produktiviteten udtrykkes ved gennemsnitsproduktet, dvs. output pr. enhed input. Er produktionen mere kompleks, må der benyttes et samlet mål for input og output, og det vil som oftest være værdien af input eller af output, opgjort til de priser, hvortil de enkelte varer handles.

Et særligt problem optræder i de tilfælde, hvor produktionen ikke sælges på et marked, men stilles til rådighed for borgerne uden betaling, som det fx overvejende sker i den offentlige sektor. I sådanne tilfælde må der enten bruges konstruerede priser, hvilket tilfører analysen et element af vilkårlighed, eller der må bruges andre teknikker til vurdering af produktiviteten, fx DEA-analyse, hvor den aktuelle produktion sammenlignes med det alternativt mulige, baseret på estimater fra tidligere observationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig