finanspolitik

Ved at forøge de offentlige udgifter eller reducere skatterne kan staten øge den samlede efterspørgsel og dermed aktivitet i økonomien. Dette kaldes en ekspansiv eller lempelig finanspolitik. Den omvendte situation, hvor udgifterne reduceres eller skatterne hæves, kaldes en kontraktiv eller stram finanspolitik og tilstræber at begrænse den økonomiske aktivitet. En såkaldt modcyklisk (også kaldet kontracyklisk) finanspolitik går ud på, at man under en lavkonjunktur med lav vækst og høj arbejdsløshed fører ekspansiv finanspolitik, og under en højkonjunktur med risiko for overophedning fører kontraktiv finanspolitik for at bremse aktiviteten. En sådan modcyklisk finanspolitik vil medvirke til at mindske udsving i den samlede økonomiske aktivitet og kan derfor være en vigtig form for stabiliseringspolitik.

Aktiv konjunktur- eller stabiliseringspolitik via finanspolitikken forbindes med den keynesianske tankegang. Denne står i modsætning til monetarismen, der lægger vægt på pengepolitikken som det væsentligste konjunkturinstrument. Effekterne og behovet for en aktiv stabiliseringspolitik er et kontroversielt spørgsmål, og Finanskrisen i 2009 har genoplivet diskussionen.

Finanspolitikken kan også i sig selv være en årsag til udsving i den økonomiske aktivitet og dermed virke destabiliserende. Det kan skyldes tiltag gennemført med andre formål end konjunkturhensyn eller en såkaldt politisk konjunkturcykel, hvor politikerne kort før et valg fører en ekspansiv politik for at øge genvalgssandsynligheden og efter valget er nødt til at stramme politikken op. Dette medfører, at politikken får en selvstændig rolle i at skabe udsving i økonomien frem for at stabilisere udsving. Tilsvarende kan der være en tendens til underskud og stigende gæld, hvor populære udgiftskrævende tiltag gennemføres, mens mindre populære finansieringsforslag skubbes frem i tid. Dette kan skabe en systematisk tendens til underskud og gældsopbyggelse. Denne problemstilling er især relevant i lande, hvor den politiske beslutningsproces fungerer mangelfuldt.

Disse potentielle problemer har givet anledning til forslag om i lovgivningen at indføre begrænsninger i, hvilke finanspolitiske tiltag det er muligt at gennemføre, eksempelvis ved at forhindre eller sætte bindende grænser for at operere med underskud på den offentlige saldo. Der kan være både fordele og ulemper ved sådanne selvpålagte restriktioner på finanspolitikken, og der er blandt økonomer en mangeårig diskussion om, i hvor høj grad finanspolitikken bør underlægges faste regler fremfor at give maksimal fleksibilitet for politikerne til at gennemføre aktive (dvs. diskretionære) finanspolitiske tiltag. For begrænsende regler tæller de tidligere nævnte problemer med, at finanspolitikken kan være styret af for kortsigtede hensyn eller af politisk stemmefiskeri i strid med befolkningens langsigtede interesser. Imod begrænsninger tæller, at det er meget vanskeligt at lave en finanspolitisk regel, der vil virke hensigtsmæssig i alle fremtidige situationer. Der kan således være gode grunde til at operere med underskud på saldoen både midlertidigt og mere langvarigt, så længe finanspolitikkens langsigtede holdbarhed ikke trues.

I møntunioner som ØMUen er der et ekstra argument for at lave fælles begrænsninger på den finanspolitik, som landene individuelt kan føre, idet de enkelte lande ellers kan blive tilskyndet til at føre en udisciplineret politik, fordi omkostningerne ved en sådan til dels kan overvæltes på de øvrige lande, der deler samme valuta. Det er baggrunden for de gælds- og underskudsbegrænsninger, som er indført i EU som følge af skabelsen af euroområdet.

I en økonomi som den danske med en fast valutakurs til euro-området kan man ikke bruge pengepolitikken som instrument til at påvirke konjunkturerne. Derfor er der en større vægt på finanspolitikken som konjunkturinstrument end i vores nabolande, der ikke fører fastkurspolitik. Det gælder både i forhold til at understøtte fastkurspolitikkens troværdighed og i forhold til stabilisering af den økonomiske aktivitet.

Storhedstiden for den diskretionære finanspolitik i Danmark var i 1970'erne og starten af 1980'erne, hvor der i kølvandet på oliekriserne blev gennemført en række finanspolitiske indgreb, der vekslede mellem ekspansive indgreb, der skulle mindske arbejdsløshed, og kontraktive indgreb for at mindske underskuddet på de offentlige finanser.

Væsentlige senere kontraktive finanspolitiske indgreb er Kartoffelkuren fra 1986, der indeholdt opstramninger for at reducere privatforbruget, samt Pinsepakken fra 1998, som i god tid skulle reducere en tendens til stigende lønninger og forringet konkurrenceevne.

En ekspansiv finanspolitik blev ført blandt andet i årene 1993-1994 med indfasning af en skattereform og forsøg på at kickstarte økonomien. Senest blev der ført en meget ekspansiv finanspolitik i 2020 og 2021 for at afbøde de økonomiske virkninger af covid-19-pandemien.

Finanspolitikken har siden 1980’erne fået større fokus på strukturelle aspekter. Adskillige skattereformer har eksempelvis forsøgt at forandre de økonomiske incitamenter til at arbejde og spare op, og siden 1997 har politikken været ført indenfor rammerne af såkaldte mellemfristede planer, der forankrer de årlige prioriteringer i et mere langsigtet perspektiv. Et væsentligt omdrejningspunkt for den økonomiske politik har været mulighederne for at øge arbejdsudbuddet. En række reformer har haft finanspolitiske implikationer. Det gælder ikke mindst velfærdsaftalen i 2006 og tilbagetrækningsaftalen i 2009, der reducerede efterlønsordningen kraftigt og indførte en indeksering af aldersgrænsen for folkepension, så den fremover skal stige i takt med levetiden.

Demografiske forskydninger i retning af en aldrende befolkning har skabt fokus på finanspolitikkens holdbarhed. Med finanspolitisk holdbarhed forstås, om indretningen af velfærdssamfundet er holdbart på længere sigt i fremtiden, således at skattesystemet skaber tilstrækkelige indtægter til at finansiere de udgifter, der følger af systemets indretning, når der tages hensyn til befolkningens ændrede sammensætning og andre væsentlige forhold af betydning for de offentlige finanser. Holdbarhedsanalysen knytter sig altså ikke til et enkelt år, men til om man samlet over en meget lang årrække har udsigt til en tilstrækkelig finansiering af de offentlige velfærdsordninger og tilbud. En holdbarhedsanalyse er således en mulighedsanalyse og ikke en stillingtagen til, om indretningen er hensigtsmæssig eller ønskværdig.

Mens holdbarhedsanalyser for Danmark i starten af 2000-tallet pegede på, at de offentlige finanser havde et mærkbart langsigtet finansieringsproblem, har danske holdbarhedsberegninger efter gennemførelsen af velfærdsaftalen og tilbagetrækningsaftalen vurderet, at den danske finanspolitik er holdbar. Faktisk opfattes finanspolitikken nu som overholdbar. Det vil sige, at under de gængse anvendte beregningsantagelser – herunder ikke mindst, at befolkningen i fremtiden vil tilbringe flere år på arbejdsmarkedet – vil de fremtidige skatteindtægter i det lange løb overstige de fremtidige offentlige udgifter.

• offentlig saldo
• finanspolitisk holdbarhed
• finansloven
• økonomisk politik
• pengepolitik
• konjunktur