Med områdets indlemmelse i Romerriget i det 1. århundrede f.v.t., hvorfra vi har skriftlige kilder, kan det siges, at det indtræder i den egentlige historie.
Hollands historie indtil 1713
Holland. Den historiske udvikling før 1713.
Under romere, frankere og karolingere (57 f.v.t.-1384)
I 57 f.v.t. trængte Cæsar frem til Rhinen og til de områder, der i dag udgør Belgien og Luxembourg. Området syd for Rhinen omkring floden Waal, hvor bataverne boede, blev efter Cæsars erobring af Gallien indlemmet i Romerriget, mens romerne for det meste nøjedes med at have handelskontakter med friserne mod nord.
Efter Romerrigets gradvise opløsning i 400-tallet overtog frankerne magten i de tidligere romerske provinser. Disse blev en del af Frankerriget, og herefter vandt kristendommen frem. Ved Frankerrigets deling i 843 blev Nederlandene bortset fra Flandern en del af Lothar 1.s rige, der strakte sig fra Nordsøen til Middelhavet, og ved en ny deling i 959 blev de en del af Nedre Lotharingia.
Siden blev Nederlandene opsplittet i en række små enheder, der opnåede en udstrakt uafhængighed af fyrstemagten samt privilegier til gengæld for bevillinger, og hermed var grunden lagt til Nederlandenes sammensatte karakter.
Under burgundisk og habsburgsk styre (1384-1556)
I 1384 kom hertugen af Burgund i besiddelse af Flandern, og i det følgende århundrede forsøgte de burgundiske hertuger at erhverve de øvrige nederlandske provinser og at centralisere styret. De måtte tage hensyn til provinsernes privilegier, og fra 1460'erne trådte provinsernes fælles stænderrepræsentation, Generalstaterne, jævnligt sammen. Da Karl den Dristige af Burgund faldt i 1477, måtte hans datter Maria af Burgund underskrive en håndfæstning, der sikrede stændernes privilegier. Samme år ægtede hun Maximilian af Habsburg, der i 1493 blev tysk-romersk kejser som Maximilian 1. Nederlandene blev dermed en del af habsburgernes besiddelser.
Maximilians sønnesøn Karl valgtes i 1519 til tysk-romersk kejser som Karl 5. og arvede bl.a. Spanien efter farfaderen. Karl 5. fik målbevidst samlet de nederlandske provinser under sig og videreførte Maximilians politik, der gav Nederlandene en særstilling inden for Det Tyske Rige.
Ved Rigsdagen i Augsburg 1548 fik Nederlandene, "den burgundiske kreds", fastslået denne særstilling, idet de ikke blev underlagt Rigskammerretten, men skulle yde bidrag til fælles rigsudgifter og til hæren. Ved den såkaldte Pragmatiske Sanktion 1549 anerkendte provinsernes stænder Karl 5.s arving som fælles overhoved, ligesom de accepterede at stå under eksisterende centrale institutioner. Med disse to bestemmelser kom Nederlandene til at udgøre en politisk enhed. Karl 5. havde genindført nogle af de centrale institutioner, som stænderne havde ophævet efter Karl den Dristiges død i 1477.
Den politiske ledelse lå hos en generalguvernør, der blev bistået af et statsråd og et gehejmeråd. Endvidere fandtes et finanskammer og en appeldomstol, og i de enkelte provinser en statholder og en provinsstænderforsamling, hvis sammensætning varierede fra provins til provins. Provinsstænder-forsamlingerne sendte repræsentanter med et bundet mandat til Generalstaterne.
Fra 1520'erne fandtes der flere protestantiske grupper i Nederlandene, og fra omkring midten af 1500-tallet vandt calvinismen frem.
Begyndende selvstændighedskamp (1556-1568)
Ved Karl 5.s abdikation i 1556 overtog hans søn Filip 2. Spanien m.m., mens han året før havde fået overdraget Nederlandene.
Filip 2. fremskyndede centraliseringen og skabte en ny kirkelig inddeling med oprettelse af bispedømmer, og forfølgelsen af protestanterne blev skærpet ved indførelsen af kætterlove; samtidig kom de nederlandske provinser til at betale mere til Filip 2.s og Spaniens militære engagementer. Der var også en voksende kritik af den spanske militære tilstedeværelse i Nederlandene samt af den politiske og embedsmæssige tilsidesættelse af nederlændere. Utilfredsheden voksede, og i 1565 krævede en gruppe adelsmænd, at kætterlovgivningen blev lempet. Disse såkaldte geusere ('tiggere') overrakte i 1566 kravene til Filip 2.s generalguvernør i Nederlandene, Margrete af Parma, og samme år gennemførte calvinisterne en billedstorm. Urolighederne stilnede af, men i 1567 sendte Filip 2. hertug Fernando Alvarez de Toledo Alba til Nederlandene for endeligt at nedkæmpe oprøret. Alba oprettede en kætterdomstol, Blodrådet, der fældede en række dødsdomme. Den hårde fremfærd øgede imidlertid blot modstanden, og en træfning ved Heiligerlee i 1568 kan ses som begyndelsen til Den Nederlandske Frihedskrig 1568-1648, også kaldet Firsårskrigen.
Den Nederlandske Frihedskrig 1568-1648
Statholderen i provinserne Holland og Zeeland, den af navn katolske Vilhelm 1. den Tavse, prins af Oranje, blev fra 1572 leder af den nederlandske revolte og konverterede til den calvinistiske lære. Med Pacifikationen i Gent 1576 søgte Vilhelm at forene alle provinser; enigheden blev imidlertid kortvarig.
Den spanske hærfører Alessandro Farnese tilbageerobrede ikke blot store områder i 1580'erne, men det lykkedes ham også at splitte de overvejende katolske sydlige provinser fra de nordlige.
Dannelsen af De Forenede Nederlande og De Spanske Nederlande
Med Arrasunionen i 1579 sluttede de ti sydlige provinser et forbund, der forblev loyalt mod Spanien (De Spanske Nederlande), mens de syv nordlige provinser samme år dannede Utrechtunionen, der fortsatte kampen for religiøse og nationale rettigheder. Hermed var der skabt en opsplitning, der lagde grunden til det senere Belgien og Luxembourg i syd, mens de syv nordlige provinser, Holland, Zeeland, Gelderland, Utrecht, Friesland, Groningen og Overijssel, blev grundlaget for det senere Holland. Senere fik også området Drenthe provinsstatus.
Utrechtunionen afsatte i 1581 Filip 2. som overhoved, og under navnet De Forenede Nederlande kæmpede unionens lande videre for fuld uafhængighed af Spanien.
I kraft af sin velstand og sin store befolkning dominerede provinsen Holland samarbejdet mellem de syv provinser, og rådspensionæren i Holland blev den faktiske leder af udenrigspolitikken. Der var tale om en føderal struktur, hvor en række beslutninger fortsat lå hos de enkelte provinsers politiske forsamlinger. Formandskabet i Generalstaterne gik på skift mellem provinserne. Efter afsættelsen af Filip 2. blev posten tilbudt flere udlændinge, bl.a. hertugen af Anjou, bror til den franske konge. Vilhelm 1. og fra 1585 hans søn Moritz af Oranje var øverste feltherre og havde sammen med Hollands rådspensionær den daglige politiske ledelse.
De nordlige provinsers kamp mod Spanien havde en række økonomiske, sociale, religiøse og politiske årsager og blev også en del af et større europæisk opgør mellem Spanien og dets modstandere. Nederlænderne havde i perioder fået støtte fra tyske protestantiske fyrster og fra Frankrig, og 1585-1588 greb England militært ind i konflikten, da det sendte et hjælpekorps til området. Når konflikten blev den længste i tidlig moderne tid, skyldtes det bl.a., at det spanske imperium samtidig førte krig på andre fronter. Efterhånden var begge parter så krigstrætte, at der kunne sluttes en 12-årig våbenstilstand 1609-1621, hvor Spanien de facto anerkendte De Forenede Nederlandes selvstændighed. Da kampene blev genoptaget, blev nederlændernes frihedskamp en del af Trediveårskrigen. I begyndelsen gik deres krigsførelse dårligt, men under ledelse af de militært dygtige statholdere Moritz af Oranje 1585-1625 og Frederik Henrik 1625-1647 samt med militær støtte fra Frankrig lykkedes det at fastholde et område stort set svarende til det nuværende Holland. I 1640'erne stilnede krigen af, og i 1643 kom fredspartiet til magten. Firs år efter urolighedernes begyndelse blev De Forenede Nederlande ved Den Westfalske Fred i 1648 også formelt udskilt fra Det Tyske Rige og anerkendt af Spanien og de øvrige europæiske lande som en suveræn stat, ligesom de kunne beholde erobrede portugisiske kolonier.
Den langvarige strid havde skabt indre splittelse mellem fredspartiet, der især fandt støtte hos provinsen Hollands købmænd, og statholderne af huset Oranje, der som øverstbefalende havde udnyttet krigen til at udvide deres magt og derfor støttede en militær løsning af konflikten. I slutningen af 1500-tallet var De Forenede Nederlande blevet ledet af statholderen samt provinsen Hollands rådspensionær, Johan van Oldenbarnevelt. Under våbenstilstanden blev forholdet mellem statholderen og repræsentanten for Hollands handelsborgerskab, der ønskede fred, stadig mere anspændt, og i 1619 blev Oldenbarnevelt henrettet, og statholderens magt voksede.
De Forenede Nederlandes storhedstid og tilbagegang (1648-1688)
Da De Forenede Nederlande internationalt fik anerkendt deres suverænitet i 1648, fortsatte konflikten om militærets størrelse mellem Vilhelm 2. af Oranje, statholder 1647-1650, og provinsen Hollands repræsentanter, regenterne. Med militær magt satte Vilhelm sin vilje igennem; da han døde i 1650, fulgte en periode frem til 1672 uden statholder.
De Forenede Nederlande havde med blot 11/4 mio. indbyggere udviklet sig til verdens førende søfarts- og handelsnation med kolonier i Ostindien, Afrika og Amerika. Trods et veludviklet landbrug måtte der importeres fødevarer som fx korn fra Østersøområdet, hvor nederlandske skibe også hentede tømmer, tjære, kobber m.m. Omvendt eksporteredes tekstiler, papir, sæbe samt kolonialvarer som kakao, peber, sukker og tobak.
Frem til udbruddet af revolten i midten af 1500-tallet havde de sydlige Nederlande (nuværende Belgien og Luxembourg) med Antwerpen i spidsen været det økonomiske kraftcenter, men herefter forskubbede tyngdepunktet sig mod nord. Amsterdam blev ikke blot sæde for De Forenede Nederlandes store transithandel, men også et internationalt finanscentrum med en aktiebørs. Mange udlændinge besøgte De Forenede Nederlande for at studere befæstnings- og krigskunst; mejeridriften samt dyrkningsmetoder og afgrøder dannede forbillede for det øvrige Europa på samme måde som arkitekturen og malerkunsten i dette "Nederlandenes gyldne århundrede". Efter freden i 1648 oplevede de nederlandske byer en stor byggeaktivitet, og Amsterdam blev som den første europæiske by forsynet med en omfattende offentlig gadebelysning.
De Forenede Nederlandes førerposition inden for handel var imidlertid skrøbelig. Avancen på transithandelen faldt, da andre lande fik konkurrencedygtige skibe, ligesom det nederlandske sildefiskeri i Nordsøen var i tilbagegang. Nok så afgørende var imidlertid den engelske Navigationsakt i 1651, der betød, at handelen på England kun måtte foregå på engelske eller på producentlandets skibe. Det førte til krige med England 1652-1654 og 1665-1667, hvor De Forenede Nederlande mistede sine nordamerikanske besiddelser, men beholdt Nederlandsk Guyana (Surinam) i Sydamerika. I disse år var rådspensionæren Jan de Witt Nederlandenes reelle leder. Utilfredsheden med hans ledelse voksede, da Frankrig og England i 1672 angreb Nederlandene, der blev invaderet i den såkaldte Nederlandske Hævnkrig. Krigen betød, at De Forenede Nederlandes økonomiske betydning svandt, og Jan de Witt blev dræbt af en folkemængde.
Vilhelm 2.s søn, Vilhelm 3. af Oranje, blev i 1672 valgt til statholder. I 1674 blev der sluttet fred med England, og med hjælp fra Brandenburg, den tysk-romerske kejser og Spanien kunne nederlænderne i 1678 slutte en gunstig fred med Frankrig i Nijmegen.
Personalunionen til Utrechtfreden (1688-1713)
Vilhelm 3. havde i 1677 ægtet Maria, datter af den engelske konge Jakob 2., og efter The Glorious Revolution i England i 1688 besteg ægteparret den engelske trone, hvorved England og De Forenede Nederlande blev forenet i en personalunion.
Freden med Frankrig blev kortvarig; 1688-1697 fortsattes krigen, og i 1702 blev De Forenede Nederlande inddraget i Den Spanske Arvefølgekrig. Samme år døde Vilhelm 3., og frem til 1747 var der ingen statholder. Magten lå hos et fåtalligt borgerskab med provinsen Hollands rådspensionær Anthonie Heinsius som den faktiske leder af udenrigspolitikken. De Forenede Nederlandes gevinst ved Utrechtfreden 1713 efter Arvefølgekrigen var begrænset; dog fik man ved en barrieretraktat ret til at lægge nogle garnisoner på grænsen mellem Frankrig og De Spanske Nederlande, der fremover kom til at tilhøre Østrig.
Læs mere i Den Store Danske
- Hollands historie med tidslinje
- Hollands forhistorie
- Hollands historie indtil 1713 (denne artikel)
- Hollands historie 1713-2000
- Hollands historie efter 2000
- Hollandske statholdere og regenter efter 1581
- Hollandske statsministre
- Holland
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.