Pacifikationen i Gent

Pacifikationen i Gent, overenskomst i 1576 mellem de nederlandske provinser i både syd og nord. Med Pacifikationen udsatte man afgørelsen af religionsspørgsmålene og opretholdt status quo. I de syv nordlige provinser beholdt calvinismen således sin fremtrædende plads, samtidig med at udøvelsen af andre trosretninger sikredes. I de ti sydlige, katolske provinser blev kætterlovgivningen midlertidigt sat ud af kraft.

Pacifikationens religiøse tolerance skulle samle alle 17 nederlandske provinser i kampen mod det spanske styre og mod det tiltagende anarki, der opstod efter spaniernes plyndring af Antwerpen og den spanske statholder Luis de Requeséns y Zúñigas død.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig