Margrete af Parma, 1522-1586, statholder, uægteskabelig datter af kejser Karl 5. Margrete blev i 1559 udnævnt til statholder i Nederlandene af sin halvbror Filip 2. af Spanien. Under den voksende politiske og religiøse uro i Nederlandene forsøgte hun at forlige parterne. Hun udvirkede, at kardinal Granvelle, hvis kirkelige reformer havde fremkaldt en kraftig modstand, måtte forlade Nederlandene i 1564. Hendes politik blev dog underkendt af Filip 2., der i 1567 sendte hertugen af Alba til Nederlandene for at nedkæmpe urolighederne. Hun fratrådte samme år statholderembedet, men beklædte atter dets civile del 1580-83; denne periode var imidlertid præget af modsætningen til sønnen, hærføreren Alessandro Farnese.