Lothar 1., 795-855, frankisk (med)kejser fra 817. Lothar var Ludvig 1. den Frommes ældste søn og blev af sin far i Ordinatio imperii (817) udset til at være medkejser og efterfølger. De andre sønner skulle være underlagt Lothars myndighed. Dette var en nyskabelse i frankisk politik, og den stødte derfor på modstand.

Lothar selv ønskede ikke at afgive land til den sentfødte halvbror Karl (2. den Skaldede), og det kom i 830'erne til et opgør med faderen. Efter hans død i 840 søgte Lothar at håndhæve sin myndighed over brødrene Ludvig (2. den Tyske) og Karl, men de forenede deres styrker mod ham og besejrede ham i Slaget ved Fontenoy i 841.

I traktaten fra Verdun (843) fik Lothar tilkendt Francia media (Det Mellemste Frankerrige), men han måtte opgive sin magt over brødrene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig