Østersøen

Farvandet har et tempereret klima, der syd for linjen Kaliningrad-Öland har et oceanisk præg. Nord herfor findes mere kontinentale forhold, hvilket bl.a. muliggør badeliv i det nordlige Sverige. Omvendt bevirker kombinationen af kolde vintre og ringe saltholdighed i havet, at store dele af Den Botniske Bugt og Finske Bugt fryser til hver vinter; således isdækkes farvandet ud for Haparanda midt i december for først atter at blive isfrit midt i maj. Det medførte tidligere, at Finske Bugt i fem måneder hvert år og Den Botniske Bugt i seks til syv måneder ikke kunne besejles, hvilket var medvirkende til, at den nordsvenske jernmalm en del af året måtte eksporteres via Narvik i Norge. Nu sørger en flåde af meget store isbrydere for, at skibsfarten kan opretholdes hele året.

Tidevandet er ret ubetydeligt, men vindstuvning kan medføre store oversvømmelser, især ved storm fra nordøst, der samtidig hæmmer udløbet gennem de danske stræder. Et berømt eksempel er novemberstormen 1872, der sendte havet ind over de lave kyster omkring den vestlige Østersø. Kraftige lavtryk samt længere tids vesten- eller østenvinde kan afstedkomme skadevoldende oversvømmelser pga. stående bølger, de såkaldte seicher, der især er mærkbare i Sankt Petersborg.

Den landhævning, der foregår, efter at trykket fra isen fra den sidste istid er forsvundet, overstiger især i de nordlige dele af Østersøen den samtidige havspejlsstigning; i det nordlige Sverige sker den relative landhævning med en hastighed af 8¹/₂ mm om året, hvilket har været medvirkende til, at det har været nødvendigt at flytte havne. I de sydvestligste dele af Østersøen er landhævningen mindre end havspejlsstigningen.

Det oprindelige kystfiskeri blev i 1970'erne delvis afløst af fiskeri fra trawlere, især fra den daværende Sovjetunion, Polen og Østtyskland, hvilket hurtigt førte til overfiskning med deraf følgende restriktive indgreb. Støren menes udryddet, og i dag fanges især torsk, hvis bestand er stærkt reduceret, samt sild og brisling, der delvis anvendes til fiskeolie. Derudover har bl.a. fangsten af laks, der pga. inddragningen af de fleste svenske elve til kraftudvinding er opfostret i dambrug, samt ål relativt stor økonomisk betydning.

Østersøstaternes samhandel med Vesteuropa foregik oprindelig over Sønderjylland, men fra 1200-t. blev sejlads rundt om Skagen efterhånden almindelig (se ummelandsfarere). Fra 1784 gik en væsentlig del af trafikken mellem Østersø og Vesterhav gennem den nye Ejderkanal. Den blev afløst af Kielerkanalen, som åbnedes 1895.

I dag er Østersøen stærkt trafikeret, og trafikseparering er indført flere steder, ligesom lodstvang har været diskuteret efter flere havarier. En væsentlig del af Ruslands enorme og voksende olieeksport udskibes fra Primorsk nordvest for St. Petersborg og passerer de danske stræder. Fra samme sted anlægges en 1200 km lang naturgasledning til Greifswald i Tyskland; dens linjeføring søger at undgå et felt af kemiske våben fra 2. Verdenskrig, der hovedsagelig dumpedes øst for Christiansø.

Også passagertransporten på Østersøen er betydelig, og salg af toldfrie varer om bord på skibene har i mange år været en medvirkende årsag til ruternes succes. Ruten over Femern Bælt, en del af Fugleflugtslinjen, har stor betydning for transporten mellem Skandinavien og kontinentet. Danmark og Tyskland indgik 2007 aftale om etablering af en fast Femern Bælt-forbindelse, der forventes færdig i 2021.

Om sommeren udfolder der sig et rigt turistliv langs Østersøens kyster, ligesom den omfattende lystbådesejlads, betjent af talrige marinaer, præger farvandet.

Østersøen er et middelhav, der kun har forbindelse til det åbne ocean gennem de smalle og grunde danske bælter. Dette betyder, at udskiftningstiden for vand i Østersøen er ca. 25 år, hvilket gør Østersøen sårbar over for selv små forureningsbelastninger fra de tilgrænsende landområder. Det er grunden til, at Østersøen i dag har verdens største, menneskeskabte område med vedvarende iltsvind, en såkaldt død zone. Området er på størrelse med Danmark.

Østersøen har stor tilførsel af ferskvand via floder, ca. 500 km³/år, hvilket bevirker, at overfladevandets saltholdighed varierer mellem 1‰ i den indre del af Den Botniske Bugt og 7-8‰ ved de danske bælter. I den centrale del af Østersøen stiger saltholdigheden til 8-12‰ på ca. 40 m dybde, og på dybder større end 60 m er saltholdigheden 11-13‰. Udstrømning af fersk overfladevand andrager omtrent 1000 km³ om året, men samtidig strømmer knap 500 km³ salt bundvand ind. Dermed er der nogenlunde balance mellem direkte nedbør til og fordampning fra havoverfladen.

Temperaturen varierer mellem 17-18 °C om sommeren og 0 °C om vinteren; på dybder større end 30 m stiger temperaturen jævnt til ca. 5 °C. Pga. den langsomme vandudskiftning er de dybeste dele af Østersøen det meste af tiden anoxiske (uden ilt). Det frygtes, at et varmere og mere fugtigt klima i forbindelse med intensivering af bl.a. det polske landbrug vil øge tilførslen af kvælstof og dermed yderligere belaste havmiljøet.

Østersølavningen har i Kvartærtiden været både havbugt, indsø, isdæmmet sø og dræningskanal for det skandinaviske isskjold. I begyndelsen af den sidste mellemistid (Eem), for ca. 130.000 år siden, var Østersøen et bredt sund med forbindelse til Nordsøen og Hvidehavet via smalle bælter gennem Danmark og Karelen. Den nordlige forbindelse lukkedes pga. landhævning, og Østersøen blev en havbugt af ca. samme omfang som i dag.

I sidste istid (Weichsel) var de dybere dele af Østersølavningen i flere perioder ferskvandssø med afløb gennem en i dag begravet dal over Skåne og Sjælland. Fra det skandinaviske højland nåede isstrømme de sydligste dele af Østersøen for ca. 50.000, 35.000 og 20.000 år siden. I Sen- og Postglacialtiden gennemløb Østersøen fire stadier, inden området fik sin nuværende udformning: Den Baltiske Issø (ca. 15.000-11.600 år før nu), Yoldiahavet (11.600-10.800 år før nu), Ancylussøen (10.800-9200 år før nu) og Litorinahavet 9200-5000 år før nu), der trængte gennem de danske sunde og bælter ind i Østersøen.

Artsantallet og mængden af levende organismer i Østersøen begrænses af den lave saltholdighed. Faunistisk inddeler man som regel Østersøen i et lille vestligt bassin med Kielerbugten i vest frem til Darßer-tærsklen syd for Gedser og et østligt bassin øst herfor. I det vestlige bassin er flora og fauna meget lig den i det sydlige Kattegat og Bælthavet. Området oplever ofte iltsvind, og de organismer, der dominerer det vestlige bassin, kan tåle lave iltkoncentrationer. Det gælder fx molboøsters, Arctica islandica, der kan holde skallen lukket i meget lang tid.

Øst for Darßer-tærsklen forsvinder de marine arter en efter en i takt med faldet i overfladevandets saltholdighed. Nogle arter, der ellers lever på lavt vand, lever i Østersøen på større dybde, hvor saltholdigheden er højere (såkaldt brakvands-submergens). Øst for Bornholm er der kun ganske få marine arter tilbage. De østligste bestande af marine bunddyr er ikke i stand til at forplante sig, og bestandens fornyelse er helt afhængig af tilførsel af larver udefra.

Ved Bornholm begynder de første ferskvandsarter, der har tilpasset sig brakvand, at dukke op, fx fisk som gedde, skalle, brasen, suder og aborre. Her kan man også finde mosesnegle side om side med strandsnegle og blåmusling. Sidstnævnte bliver ikke ret stor i Østersøen. Reduceret vækst er også karakteristisk for de få marine alger, der lever i Østersøen som såkaldte kummerformer.

Østersøens dyreliv bærer præg af, at miljøet efter sidste istid har skiftet fra arktisk ishav til indsø. Isolationen fra omverdenen har varet længe nok til, at der er opstået selvstændige racer af flere fisk, fx sild og torsk. De yngler på andre tidspunkter end de racer, der lever i Kattegat og Nordsøen, og det er derfor yderst sjældent, at der udveksles genetisk materiale mellem bestandene. Der er ikke meget liv i den dybe del af Østersøen: Saltholdigheden er høj, men der er iltmangel. En del af Østersøens fauna betegnes som relikter, dvs. arter, der ikke i nutiden findes i Kattegat og Bælthavet, men som har overlevet i Østersøen siden istiden, fx østersøkrebs, Saduria entomon. Længst mod nord i Østersøen findes en relikt bestand af ringsæl, som føder sine unger på isflagerne.

Territorialfarvande og grænsedragninger er reguleret af aftaler mellem kystlandene. Mellem Sverige og Danmark (herunder Bornholm) er der aftalt 3 sømil åbent hav i midten; det betyder, at reglerne om internationale stræder ikke skal anvendes her.

Vedrørende havmiljøet er der indgået en lang række internationale aftaler om bl.a. havforurening og fiskeri. En nordisk aftale fra 1993 omfatter også gensidige forpligtelser ved olieudslip m.m. I en særaftale fra 1968 fastslog Sovjetunionen, Polen og DDR, at fastlandssoklen kun må bruges til fredelige formål og ikke af borgere og firmaer fra ikke-Østersølande. Danmark og Vesttyskland så deklarationen som et forsøg på at gøre Østersøen til et lukket hav.

Efter kommunismens fald blev Østersørådet nedsat 1992 med den hensigt at fremme den demokratiske og økonomiske udvikling i regionen. Medlemmer er alle Østersøstaterne samt Norge og Island. Baltic 21-aftalen fra 1998 foreskriver, at alle aktiviteter i området skal være økonomisk, socialt og økologisk bæredygtige fra 2028.

Østersøen har fra forhistorisk tid været forbindelsesvej mellem folkeslagene ved indhavets bredder. Handel, kulturudveksling og erobring har ofte fundet sted ad denne vej. Allerede i 700-tallet fandtes betydelige handelspladser på Østersøens sydlige kyster, og med vikingetidens skandinaviske ekspansion mod Vesteuropa og handelsruten via de russiske floder til Sortehavet blev Østersøen et vigtigt bindeled mellem vest og øst. Det afspejles bl.a. i talløse møntfund i Østersøområdet.

• spionage
• efterretningstjeneste