geez

Udtalen af geez kendes ikke direkte, men den kan i vidt omfang udledes gennem en velovervejet udforskning af forskellige elementer som skriftsystemets opbygning, den traditionelle udtale inden for den etiopiske kirke, lydsystemet i de moderne etiopiske sprog og ved sammenligning med andre semitiske sprog. Disse elementer peger ikke altid i samme retning, idet der er en række sproglyde, som man antager oprindeligt har været i brug i geez, men som i den lærde udtaletradition på grund af påvirkning fra amharisk udtales ens. Det gælder fx tre forskellige h-agtige lyde, der transskriberes som hhv. almindeligt h, h med prik under (faryngal hæmmelyd) og ḫ (uvulær hæmmelyd), men som i den lærde tradition alle udtales som almindeligt h. Men eftersom skriftsystemet indeholder tegn for alle tre, regner man med, at geez i sin tidligste form har skelnet mellem dem – ligesom det har været tilfældet i de fleste andre oldsemitiske sprog. På samme måde har geez oprindeligt, ligesom de fleste andre semitiske sprog, skelnet mellem en glottal lukkelyd, der transskriberes ’ (kaldet alef), og en ustemt faryngal hæmmelyd ʽ (kaldet ayin), men i den traditionelle udtale er begge blevet til alef eller faldet helt bort.

I de faktisk overleverede manuskripter skrives sådanne oprindeligt forskellige konsonanter ofte mere eller mindre tilfældigt uafhængigt af et ords faktiske etymologi.

Af karakteristiske træk kan nævnes udviklingen af ursemitisk *p til f og af de ursemitiske interdentale lyde (”blødt” t og d) til s-agtige lyde (s og z). Geez har flere laterale konsonanter, hvilket lader til at være et arkaisk træk, der er bevaret fra ursemitisk. Udtalen af de såkaldte emfatiske konsonanter har været ejektiv eller glottaliseret, hvilket mange forskere også betragter som et arkaisk træk (i forhold til den faryngaliserede eller uvulariserede udtale i fx moderne arabisk). Af nydannelser kan nævnes udviklingen af labiovelære lyde som k^w og g^w, som også er et typisk træk ved andre sprog i området. I geez er de i en del tilfælde opstået i forbindelse med vokalen u, fx ordet for ”al”, k^wǝll-, der kommer af *kull-. Sproget har to forskellige p-lyde: et ”normalt” og et ejektivt/glottaliseret, som forekommer i ikke-semitiske låneord. Det oprindelige semitiske *p er blevet til f.

Vokalsystemet omfatter vokalerne a, u, i, ā, e, ǝ og o. Nogle forskere skriver ä i stedet for a, og a i stedet for ā, hvilket afspejler amharisk udtale og en opfattelse af, at systemet slet ikke indeholder længdeforskelle. To vigtige udviklinger adskiller geez fra ursemitisk: De oprindelige vokaler *u og *i er blevet reduceret til kortvokalen ǝ, der i slutningen af ord senere er faldet helt væk, og diftongerne *ay og *aw er blevet trukket sammen til hhv. e og o. Vokalerne påvirkes desuden generelt, når de står tæt på de såkaldte laryngallyde (alef og ayin, de forskellige h-lyde).

Substantiver har grammatisk køn, og de bøjes i tal og kasus. Kønnene er maskulinum og femininum, men en del substantiver hører ikke fast til i den ene eller den anden kategori. Kun nogle ord har en endelse på -t, der markerer dem som femininum, fx bǝ’ǝsit, ”kvinde”, over for bǝ’ǝsi, ”mand”, men som oftest er det kun tilknyttede kønsbøjede adjektiver eller verber, der viser, hvilket køn et substantiv har.

Pluralis dannes enten ved endelsen -āt (eller af og til -ān på ord, der betegner hankønsvæsner) eller oftere ved såkaldt intern eller ”brudt” pluralis, hvor ordets vokalisering eller hele struktur ændres, eventuelt også med tilføjet forstavelse eller endelse. Der er ingen faste regler for, hvilken type pluralis et ord med en bestemt struktur danner, og nogle ord har mere end én pluralisform. Nogle eksempler: ’әgr > ’әgar, ”fod” > ”fødder”; nəguś > nagaśt, ”konge” > ”konger”; faras > ’afrās, ”hest” > ”heste”; hagar > ’ahgur, ”by” > ”byer”. Om alle pluralisord gælder det desuden, at de får en endelse -i- foran de pronominalsuffikser, der kan hænges på dem til markering af ejerskab.

Kasusbøjningen er noget reduceret i forhold til det ursemitiske tre-kasussystem. Kun akkusativendelsen -a er bevaret til markering af det direkte objekt, mens nominativens -u og genitivens -i er gået tabt. Til gengæld har a-endelsen fået udvidet sit funktionsområde til også at markere første led i konstruktforbindelser, ligegyldigt om det er direkte objekt eller ej. En konstruktforbindelse er en forbindelse mellem to eller flere ord, som udtrykker det, der på dansk typisk ville udtrykkes ved en genitiv eller et sammensat ord. Det, der ejes (eller i bredere forstand defineres), står først med -a på, og så følger ”ejeren” (eller det, der på anden vis definerer det første ord nærmere), fx bet-a nәgus, ”kongens hus” eller ”en konges hus”, evt. bare ”kongehus”.

Som det kan ses i eksemplet, har geez ikke nogen bestemt artikel. Bestemthed kan ofte udtrykkes ved en særlig form for omskrivning med possessivsuffiks på første led og med andet led introduceret af præpositionen la, fx bet-u la-nәgus, ”kongens hus” (direkte oversat: ”hans hus, til/for konge”). En tilsvarende metode kan anvendes, hvis det skal markeres, at et objekt er bestemt: ”Han dræbte ham, til/for konge”, det vil sige ”han dræbte kongen”.

Adjektiver markerer generelt femininum med -t, maskulinum pluralis med -ān og femininum pluralis med -āt. Andre har vokalændring og fordobling af midterkonsonanten i femininum, fx ordet for ”stor”, der i singularis hedder ʽabiyy i maskulinum og ʽabbāy i femininum. Akkusativ dannes med -a som ved substantiver.

Som på andre semitiske sprog findes der både selvstændige pronominer og pronominalsuffikser, der kan hænges bag på præpositioner til markering af styrelsen for præpositionen, på verber til markering af objekt og på substantiver til markering af ejerforhold. Hvis substantivet er i pluralis, forbindes pronominalsuffikset til substantivet med et -i-.

Geez har to grundformer til udtryk for tidsforhold. Perfektum betegner noget, der er sket før det tidspunkt, der tales om. Det svarer til dansk datid, førnutid, førdatid, førfremtid. Denne form bøjes ved hjælp af suffikser, fx qatal-a, ”han dræbte”, qatal-ku, ”jeg dræbte”, qatal-u, ”de (maskulinum) dræbte”. Imperfektum betegner i modsætning hertil noget, der sker, vil ske, ville ske eller var ved at ske samtidig med eller efter det tidspunkt, der tales om. Det svarer til dansk nutid, fremtid, fremtid i fortiden og vedvarende/igangværende hændelser i fortiden. Imperfektum er i de fleste verber kendetegnet ved at rodens midterkonsonant fordobles, og den bøjes ved hjælp af præfikser og i nogle former også suffikser, fx yə-qattəl, ”han vil dræbe”, ’ə-qattəl, ”jeg vil dræbe”, yə-qattəl-u, ”de (maskulinum) vil dræbe”.

Desuden findes en tredje finit verbalform, der ligesom imperfektum bøjes med præfikser og suffikser, men som har en kortere form: yə-qtəl, ’ə-qtəl, yə-qtəl-u. Denne form kaldes jussiv (eller konjunktiv i nogle fremstillinger) og bruges både til at udtrykke modale nuancer i hovedsætninger (”han skal dræbe” eller ”lad ham dræbe”) og til at markere, at verbet er afhængigt af et overordnet verbum, altså fx i formålsbisætninger (”for at han skal/skulle dræbe”).

Perfektum, imperfektum og jussiv bøjes i person og tal – og i anden og tredje person også i køn. Desuden findes en imperativ, der bruges i anden person, singularis og pluralis, maskulinum og femininum. Imperativ kan ikke negeres. En negativ ordre udtrykkes ved en negation plus jussiv.

Verbalsystemet omfatter også en infinitiv og en dermed beslægtet form, som kaldes gerundium, og som egentlig bare er en slags infinitiv med pronominalendelser ligesom dem, der sættes på almindelige substantiver for at markere ejerskab, fx qatilo, ”hans dræben”. På dansk gengives den typisk som en tidsbisætning, hvis præcise betydning afhænger af hovedverbet og sammenhængen, fx ”efter at/da han havde dræbt”, ”idet han dræber” eller ”når han har dræbt”.

Som i andre semitiske sprog findes en given verbalrod typisk i forskellige afledningsstammer. Nogle af disse stammer er rent leksikalske og ikke produktive – dvs. at en verbalrod typisk kun optræder i enten grundstammen (oftest med en form svarende til qatala i perfektum, i nogle rødder uden det andet -a-), fordoblingsstammen (der ville hedde qattala) eller som en forlængelsesstamme (der ville hedde qātala). Andre stammer er produktive, dvs. at de kan dannes mere eller mindre frit af mange verbalrødder: Der er en kausativ/faktitiv stamme med et ’a-præfiks (”at få nogen til at gøre et eller andet”, ”gøre noget til et eller andet”), en passiv eller refleksiv stamme med ta-præfiks og en passiv-kausativ stamme med ’asta-præfiks. Især i den sidstnævnte stamme er der mange forskellige betydningsnuancer, som kan være forskellige fra ord til ord.