Aksum er en by i Etiopien i nordregionen Tigre, 15 kilometer vest for Adwa, 2130 m.o.h.; 54.000 indbyggere (2012). Aksum er Etiopiens religiøse centrum og et hovedsæde for den etiopisk-ortodokse kirke. Byen blev grundlagt i 1. århundrede e.v.t. og var hovedstad i Aksumriget i storhedstiden indtil begyndelsen af 600-tallet.

Faktaboks

Også kendt som

Axum

Aksums betydning afspejles i ruiner af flere store bygningsværker, heriblandt den store Dongourborg med udhuggede stentroner og en monumental stentrappe. Desuden findes gravanlæg, sarkofager og et stort antal delvis bevarede stenstøtter, flere med indskrifter. En af støtterne var 34 meter høj og menes at være den største monolit, der nogensinde har været rejst; støtten blev ført til Italien i 1937, men ført tilbage til Etiopien i 2005 og er siden blevet genrejst. Ifølge den etiopiske tradition opbevares Moses' lovtavler i byens domkirke, Maria af Zion, bygget i 1600-tallet. Tavlerne blev bragt til Aksumriget af dets sagnomspundne grundlægger, Menelik 1.

Aksum er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig