Indiens historie indtil 1750

I løbet af det 2. årtusinde f.v.t. trængte indoarisktalende stammer formentlig i flere bølger ned fra Centralasien og bredte sig til forskellige dele af subkontinentet. Hovedbevægelsen skete formodentlig omkring 1700 f.v.t. dvs. kort før overgangen til jernalder i området. Med bronzevåben og lette stridsvogne var de våbenteknologisk overlegne, og i mødet med den bosiddende befolkning sejrede indoarierne både militært og kulturelt i den nordlige del af Indien. Med tiden blev også Sydindien stærkt kulturelt påvirket, men her bevaredes det dravidiske sprog. De ariske stammers kultur kendes først og fremmest fra den religiøse hymnesamling Rigveda. Arierne slog sig i første omgang ned i Indusområdet, men bredte sig efterhånden mod øst på Gangessletten, hvor de brændte skovene af og etablerede landbrug. Formentlig var arierne ret få, men som samfundets øvre lag kontrollerede de den oprindelige befolkning.

I løbet af det 1. årtusinde f.v.t. bredte ariernes kultur og religion sig langsomt til hele Indien og blev blandet med førariske elementer, der især i syd blev ved med at være fremtrædende.

I årtusindets første halvdel udviklede en række stammeterritorier i Nordindien sig til egentlige territoriale kongeriger, og større bydannelser dukkede op. I samme periode blev stridsvognene afløst af krigselefanter som den dominerende militærteknologi, hvilket gav mulighed for at samle småstater til større politiske enheder. Fra 500-tallet f.v.t. blev den østlige del af Gangessletten et politisk og kulturelt centrum; her etableredes en ny type magtstat med kongen som dominerende faktor, først og fremmest repræsenteret ved Magadhariget.

I samme periode blev grundlaget lagt for en række forskellige lærdomsgrene. Mere systematiske religiøse overvejelser tog form, bl.a. samlet i upanishaderne, en gruppe religiøse tekster, som fik stor betydning for hinduismens senere udvikling. Samtidig blev grundlaget lagt for jainismen og buddhismen af hhv. Mahavira og Buddha.

Med udgangspunkt i Bihar fik Magadhariget efterhånden kontrol over store dele af subkontinentet. I det nordvestlige Indien lettedes ekspansionen af, at statssystemet var brudt sammen, da Alexander den Store i midten af 320'erne f.v.t. kortvarigt var trængt ind i Indusområdet. Få år senere etablerede Chandragupta 1. sig som hersker over Magadhariget og grundlagde Mauryadynastiet.

Ashoka, som regerede i 200-tallet f.v.t., blev dynastiets store hersker, og hans rige var det første egentlige storrige på subkontinentet. Riget strakte sig ud i næsten alle hjørner bortset fra den sydligste del. Det er dog tvivlsomt, hvor effektiv statens kontrol var uden for hovedhandelsvejene, når man kom syd for bjergkæden Vindhya Range, ca. 600 km syd for Delhi.

Ashokas rige var ikke en centraliseret enhedsstat. Kerneområdet var afgrænset mht. størrelse og underlagt en centraliseret administration, og de øvre lag i de mere perifere områder, fx guvernører og militære ledere, var formodentlig under en form for central myndighed og blev holdt sammen af loyalitet mod kongen. Derimod stod de lavere niveauer under lokale myndigheder, det være sig lydkonger, småfyrster, godsejere eller store jordejere i landsbyerne. Jo længere man kom fra kerneområdet, desto mere begrænset blev statens magtmonopol. Til gengæld havde staten en betydelig rækkevidde, når det gjaldt om at intervenere eller demonstrere sin magt med militære midler.

Alt efter afstanden til centret var statens vigtigste interesse indsamling af skatter fra bønderne, tribut eller blot plyndring under krigstogter. Konsekvensen var, at de perifere områder kunne skifte tilhørsforhold eller selv forsøge at etablere sig som kerneområder i nye statsdannelser, og dette kan ses som en model for den politiske magts udvikling i Indien helt frem til det britiske kolonistyre. En stats fremgang var afhængig af, at statsstrukturen kunne finansieres, men kommunikationsmidler samt administrative og militære resurser var i reglen for svage til, at man forsøgte at integrere de perifere områders økonomi i et ensartet mønster.

Da Ashoka døde ca. 233 f.v.t., faldt riget sammen, og den følgende periode blev præget af flere bølger af indvandrere fra nordvest. Forskellige græske dynastier etablerede sig og blev senere afløst af indoskyther fra Centralasien, shakaer, og af kushaner. Indvandrerne oprettede stater, og i en række tilfælde var herskere i stand til at knytte lokale fyrster til sig og skabe større regionale kongeriger, der fungerede som kulturelle og religiøse centre. Den vigtigste af de nye herskere var kushanfyrsten Kanishka, som formentlig regerede i 100-tallet e.v.t. Det politiske tyngdepunkt var fortsat Nordindien, mens det centrale og sydlige Indien endnu var præget af stammestater eller løse konføderationer.

I løbet af 300-tallet dukkede et nyt storrige op i Nordindien. Guptariget, der opstod i samme område som Mauryariget, kom gennem erobringer og ægteskabsalliancer til at dominere det nordindiske flodsletteland. Riget havde nære kontakter til det centrale Indien og foretog krigstogter mod syd. I slutningen af 400-tallet brød det dog sammen under pres fra nye indtrængende stammer fra Centralasien, heriblandt hunnerne. I 600-tallet lykkedes det kortvarigt for kong Harsha på ny at skabe en stat over næsten hele Nordindien, men herefter blev regionen delt i mindre riger.

Guptaperioden er langt senere blevet opfattet som Indiens klassiske tid. Fyrsterne støttede et blomstrende kulturliv, og religiøse institutioner blev støttet med bl.a. jordtildelinger. Guptarigets administrative struktur og det hinduistiske kongeideal fik stor betydning som forbillede i andre dele af Indien.

I de første århundreder e.v.t. voksede handelen med andre områder, ikke mindst i Sydindien. Man havde mange kontakter både med Sydøstasien, hvortil der også var en storstilet kultureksport, og med Romerriget. Byerne voksede pga. den øgede handel, og i sammenhæng hermed skete der en religiøs differentiering, idet de store religioner, hinduisme, buddhisme og jainisme, fandt nye udtryk og spaltedes i flere retninger.

I løbet af det første årtusinde e.v.t. udviklede Central- og Sydindien sig til lige så vigtige politiske regioner som Nordøstindien, der nu udgjorde et område for sig, og det øvrige Nordindien. Perioden 600-1200 var præget af mange regionale kongeriger og ofte ret kortlivede dynastier. Alle væsentlige politiske processer fandt sted i disse regioner, hvor der sædvanligvis kun var én hovedmagt; og ingen regionale herskere var i stand til at udøve kontrol over andre regioner i længere tid ad gangen. Militære konflikter regionerne imellem drejede sig for det meste om kontrol med grænseområder eller om blot at vinde krigsbytte.

Regionalrigerne opstod i tre trin: "Stammehøvdinge" blev til små lokale hindufyrster; en sådan fyrste blev konge omgivet af samantaer, dvs. undertvungne tribut- og loyalitetspligtige nabokonger; storfyrster opstod og kom til at kontrollere større områder. De integrerede samantaerne i rigets interne struktur.

I denne proces spillede præsteskabet, brahmanerne, en stor rolle, idet staterne i høj grad legitimeredes religiøst. Kongen var religionens beskytter. Han gav jord til religionens vogtere og byggede store kongelige tempelkomplekser som symbol på sin magt og rigets religiøse identitet; det var ikke mindst kongens rituelle overhøjhed, der bandt riget sammen.

Ofte ønskede kongens stormænd den samme, mere frie status, som samantaerne havde. Da der desuden var mangel på kontante penge til betaling af embedsmænd, og da kongens prestige afhang af antallet af tributydende fyrster, var der en tendens til, at kredsen af samantaer voksede, mens inderkredsen blev mindre. Det underminerede kongens magtbase, og hvis han blev for svag, stod større tributfyrster klar til at løsrive sig eller til selv at tage magten. Regionalrigernes voksende politiske betydning blev især i perioden 1000-1300 fulgt af en kulturel regionalisering inden for sprog og litteratur. Samtidig fandt en øget folkeliggørelse af hinduismen sted, idet lokale guddomme fik større betydning, og nye religiøse centre opstod i forbindelse med de store tempelbyer.

Cholariget (ca. 850-1278) i Sydindien udgør en undtagelse fra de kortvarige regionalriger. Riget udviklede sig fra 800-tallet til et kraftcentrum, der gennem store købmandsgilder drev international handel med både Vest- og Sydøstasien.

Allerede i 700-tallet havde arabere erobret dele af Sindh i det nuværende Pakistan, og i slutningen af 800-tallet fandtes der både her og i Punjab selvstændige arabiske dynastier. I begyndelsen af 1000-tallet destabiliseredes statssystemet i Nordindien af en lang række indfald fra Afghanistan, foretaget af Mahmud, en af Ghaznavidedynastiets herskere. Det var en af forudsætningerne for Delhisultanatet, som blev grundlagt i 1206 af muslimer fra Centralasien og i løbet af 100 år udviklede sig til et storrige.

Det var først med Delhisultanatet, at islam fik varig indflydelse i Indien. Mens tidligere indtrængende fra nordvest temmelig hurtigt blev assimileret i indisk kultur og tog de indiske religioner til sig, fastholdt de nye muslimske erobrere deres tro og bevarede længe deres kontakter til Centralasien, hvorfra der til stadighed rekrutteredes nye medlemmer af herskerklassen. Der opstod en blandingskultur med både muslimske og indiske elementer, og med tiden blev Delhisultanerne indiske herskere, men af en anden religion end hovedparten af undersåtterne.

I begyndelsen havde islam i Indien nærmest karakter af at være den nye herskende klasses stammekult, og Delhisultanatet var i religiøse anliggender underlagt kaliffen i Baghdad. Men efter kalifatets sammenbrud i 1258 blev sultanerne selv en religiøs autoritet, og islam fik status som statsreligion. Der foregik en stor tilvandring af muslimske soldater, købmænd og håndværkere foruden af lærde og hellige mænd. De slog sig ned i byerne, men med tiden og især under Mogulriget i 1500-1600-tallet var der dog også store grupper i landområderne, der konverterede. Det skete især i nordvest blandt grupper, der forlod en nomadetilværelse for at blive bofaste bønder, og i Bengalen, hvor muslimske pionerer ryddede skove til landbrug og vandt de lokale beboere for islam.

Det nye rige havde sit grundlag i en ny militær teknologi, et slagkraftigt kavaleri, og staten organiseredes som en militær feudalstat. Hærkommandanter og embedsmænd fik overdraget jordskatten i bestemte områder og havde til gengæld pligt til at stille med et bestemt antal tropper. Det blev kombineret med en forvaltning, som i princippet, men næppe i praksis var centraliseret.

Hindufyrsternes legitimitet var i høj grad funderet i den fælles religion. Dette var naturligt nok ikke muligt for de muslimske fyrster, som måtte forlade sig på evnen til at føre krig. Hele økonomien blev derfor meget afhængig af krigsførelse: Statens territorium måtte til stadighed udvides for via skatter at skaffe finansiel dækning for udgifterne til bl.a. hærlederne og krigsførelsen. Der opstod således en snæver sammenhæng mellem stat, økonomi og militær, hvilket gjorde staten sårbar over for militær fiasko, og der var grænser for, hvor stort et område man kunne beherske effektivt. Dertil kom, at herskerklassens loyalitet var nært knyttet til sultanens person, hvorfor fx tronskifter kunne føre til oprør og forsøg på løsrivelse.

Sultanatet adskilte sig fra hindustaterne ved, at samantaerne var erstattet af kavaleriførere, men på andre punkter lignede det regionalrigerne; forsøg på økonomiske og administrative reformer, der skulle give sultanen større kontrol over områder uden for kerneområdet, slog næsten alle fejl, om end nogle af de skattesystemer, som blev indført, fik langtrækkende virkninger.

Delhisultanatet, hvis statsmodel efterhånden blev den dominerende i Indien, kulminerede omkring 1330, og umiddelbart derefter begyndte det at opløses i regionale stater. Ca. 1340 blev det store hinduistiske rige Vijayanagar i Sydindien grundlagt. Det eksisterede indtil 1646 og skabte mange af de magtmæssige og økonomiske strukturer i Sydindien, som europæerne senere mødte. I det centrale Indien på Deccanplateauet, i Bengalen og i Gujarat udfyldte en række muslimske hærførere som selvudnævnte sultaner tomrummet efter Delhisultanatet.

I begyndelsen af 1500-tallet blev grundlaget for et nyt storrige skabt. Udgangspunktet var igen en invasion fra Centralasien, og atter kunne erobrernes succes tilskrives en ny militær teknologi, nemlig et effektivt feltartilleri kombineret med det bevægelige rytteri. Mogulriget blev grundlagt af Babur, som i 1526 besejrede den sidste Delhisultan, og under hans sønnesøn Akbar iværksattes en storstilet erobringspolitik, hvorved de andre regionalriger blev undertvunget; i slutningen af 1600-tallet under Aurangzeb havde Mogulriget kontrol med hele subkontinentet bortset fra sydspidsen.

Mogulriget var ligesom Delhisultanatet baseret på militærfeudalisme, men havde større central kontrol over embedsmændene, og riget var mere effektivt administreret ikke mindst med hensyn til opkrævning af skatter. Som tidligere storkonger havde også mogulerne problemer med kontrollen af riget i periferien og på lokalt niveau.

Den snævre, loyale muslimske herskerklasse blev efterhånden udvidet med hinduer, men hele tiden stod undertvungne fyrster og stormænd på spring for at frigøre sig, hvis muligheden bød sig. Staten havde vanskeligheder med at få det ofte stridbare krigeraristokrati til at fungere som embedsmænd og med at få lokale godsherrer, zamindarer, og dominerende grupper i landsbyerne til at bistå med opkrævning af skatter og afgifter fra bønderne. Dertil kom problemer med at få konger og småfyrster, som ikke var under direkte kontrol, til at acceptere mogulernes overhøjhed.

Mogulerne støttede det blomstrende kulturliv ved hoffet, hvilket bl.a. har sat sig spor i en storstilet magtarkitektur med gravmælet Taj Mahal i Agra og bygningen af hovedstaden, det nuværende Old Delhi, som de mest berømte eksempler.

Økonomisk var Mogulriget i høj grad baseret på den handel med europæiske sømagter, som kom i gang fra begyndelsen af 1500-tallet, og som tilførte Indien store mængder af sølv fra de spanske kolonier i Amerika. Sølvet fungerede som en økonomisk spore, og landbruget, der var en afgørende forudsætning for rigets magtudøvelse, oplevede formentlig en voksende produktivitet. Skattetrykket hvilede imidlertid hårdt på bønderne og førte ofte til oprør, der belastede rigets økonomi.

Også den stadige erobringspolitik tærede på resurserne, hvortil kom, at den militære elites loyalitet dels var bundet til mogulens person, dels afhang af militær succes. Det første forhold førte til tilbagevendende tronfølgekrige, det andet til forsøg på løsrivelse og selvstændiggørelse fra guvernører og lydfyrster, når riget svækkedes.

I slutningen af 1600-tallet blev rigets resurser under Aurangzeb strakt til det yderste, og fra omkring 1690 var det i permanent krise. Det centraliserede rige begyndte at opløses i regionale kongedømmer, der var løseligt knyttet sammen af symbolsk tribut til mogulkejseren i Delhi. Processen tog fart i første halvdel af 1700-tallet, da der opstod en række egentlige efterfølgerstater med livskraftige regionale centre. Vigtigst var marathaernes konføderation med centrum i Pune, men også mogulernes øverste embedsmand, Nizam al-Mulk, skabte sit eget fyrstendømme i Hyderabad i Deccan, og det samme gjorde flere guvernører, bl.a. i Bengalen og Oudh. Samtidig blev NV-Indien igen udsat for indfald fra Centralasien. Ændringer i den militære teknologi spillede endnu en gang en hovedrolle, da Mogulriget gik i opløsning: Udbredelsen af håndvåben kombineret med let kavaleri satte modstanderne i stand til at klare sig over for mogulernes tungere udrustede hære.

Læs videre om Indiens historie fra 1750

• Indiens historie
• Indiens forhistorie
• Indiens historie indtil 1750 (denne artikel)
• Indiens historie fra 1750
• Indien generelt