Indiens historie fra 1750

Europæerne havde handlet på Indien, siden Vasco da Gama i 1498 var sejlet syd om Afrika og havde krydset Det Indiske Ocean. De skaffede sig handelsstationer på kysten, sommetider omgivet af mindre landområder, fx det portugisiske Goa og det danske Tranquebar. De europæiske interesser blev varetaget af handelskompagnier, hvoraf de vigtigste var det britiske East India Company og det franske Compagnie française des Indes. I midten af 1700-tallet begyndte kompagnierne direkte at blande sig i indiske forhold for at sikre egne økonomiske interesser.

I konkurrence med franskmændene, repræsenteret først og fremmest ved Joseph François Dupleix, sikrede briterne sig efter Robert Clives sejr i Slaget ved Plassey 1757 kontrollen med det rige Bengalen. I 1765 efter Slaget ved Baksar fik de skatteopkrævningsretten i området. Dermed var et nyt regionalrige etableret, og East India Company havde et økonomisk grundlag for de følgende årtiers ekspansion ikke alene fra Bengalen, men også fra Madras (Chennai) i Sydindien og fra Bombay (Mumbai) i det vestlige Indien.

Ekspansionen var ikke resultat af en langsigtet plan. Den var snarere en utilsigtet følge af kompagniets bestræbelser på at sikre sine handelsinteresser og de allerede erobrede områder mod de konkurrerende indiske fyrster. Briterne benyttede sig af et velfinansieret og disciplineret infanteri hovedsagelig bestående af indiske lejesoldater, som i det lange løb viste sig de indiske fyrsters feudale opbud overlegent. Mysore, som i anden halvdel af 1700-tallet under den muslimske hersker Hyder Ali og derefter hans søn Tipu Sultan udviklede sig til en regional stormagt, blev besejret af briterne i 1799, og fra omkring 1820 udgjorde briterne den dominerende magt på subkontinentet. Det sidste større rige, Punjab, kom under britisk kontrol i 1840'erne. Efter nedkæmpelsen af det store nordindiske oprør i 1857-1858, Sepoyoprøret, var briterne den eneste tilbageværende magt. Et nyt storrige var etableret, og i 1858 overtog den britiske krone styret fra East India Company.

Det britiske styre adskilte sig fra tidligere storriger ved at være i stand til at sætte sig igennem over en langt større del af subkontinentet. I praksis havde briterne kontrol med hele området, selvom store dele af det fortsat var overladt til lokale fyrsters styre. En anden forskel var, at erobrerne ikke blev en del af Indien. Hovedbasen forblev udenfor.

Britisk Indien blev det centrale led i Det Britiske Imperium. Indien blev råvareproducent med bl.a. jute og bomuld for dele af den importafhængige britiske industri, og Storbritannien havde indtil 2. Verdenskrig et handelsoverskud i forhold til Indien, som derfor spillede en central rolle for det verdensomspændende britiske finanssystem. Endvidere var Indiens strategiske beliggenhed i Det Indiske Ocean og muligheden for at anvende indiske tropper i hele dette område vigtig for Storbritanniens stormagtsstatus. Som i sine andre kolonier havde briterne desuden et ideologisk ønske om at udbrede den vestlige civilisation.

Den britiske kompagnistat havde i begyndelsen mange lighedspunkter med fx Mogulriget og dets efterfølgerstater, hvis administrative strukturer briterne byggede videre på. Men efterhånden som samfærdsels- og kommunikationsmidler tillod det, skabtes en moderne stat med et moderne kontrolapparat og en mere effektiv skatteopkrævning. Briterne var dog samtidig, ligesom tidligere storriger havde været det, i høj grad afhængige af, at undersåtterne opfattede dem som legitime herskere. Derfor spillede lokale aristokratier og højstatusgrupper i landsbyerne en central rolle som mellemmænd og skatteopkrævere, og de indgik sammen med skriftkyndige i et netværk af indiske støtter, som kunne forestå hovedparten af det praktiske arbejde for de fåtallige briter.

Kolonien var således også sårbar over for dette netværks sammenbrud, og man kan hævde, at det præcis var, hvad nationalistbevægelsen Den Indiske Nationalkongres og især Mahatma Gandhi gennemskuede.

I slutningen af 1800-tallet var der blandt uddannede indere stigende utilfredshed med de ringe muligheder for adgang til højere stillinger i administrationen og med den manglende indflydelse på de politiske beslutninger. I 1885 dannedes Den Indiske Nationalkongres, INC, der blev centrum for de følgende 60 års nationale kamp. I begyndelsen havde INC meget moderate ønsker, men efterhånden, og især efter 1. Verdenskrig, blev kravet Indiens uafhængighed.

Dermed blev der sat spørgsmålstegn ved briternes prestige og deres styres legitimitet, og de blev i stigende grad ramt af de kampagner for ikke-samarbejde og civil ulydighed, som først og fremmest Gandhi stod i spidsen for. Da de økonomiske relationer, som oprindelig have været briternes hovedargument for overhovedet at sætte sig på magten, samtidig forandrede sig, og Indien ikke længere spillede den samme rolle i det britiske imperiesystem, erkendte de, at det var på tide at trække sig ud.

I denne proces blev inderne delt efter religiøse retningslinjer, hinduer over for muslimer. Det hang dels sammen med kulturelle og sociale forskelle, dels og i lige så høj grad med en britisk del og hersk-politik, som udnyttede, at muslimske separatister, organiseret i Den Muslimske Liga med Muhammad Ali Jinnah i spidsen, stod over for det hindudominerede INC. Resultatet blev en deling ved uafhængigheden i august 1947 i et overvejende hinduistisk Indien og et todelt muslimsk Pakistan bestående af Nordvestindien og Østbengalen (Vest- og Østpakistan).

Under det britiske kolonistyre skabtes mange samfundsmæssige strukturer, som stadig præger det moderne Indien. Nok er det tvivlsomt, hvor langt kolonimagten kunne sætte sin vilje igennem på lokalt niveau, men dens mere effektive administration og skatteopkrævning satte sine spor. I denne proces var inderne selv aktive medspillere, idet de søgte at udnytte de muligheder, der bød sig i kraft af briternes behov for partnere og manglende kendskab til det indiske samfund.

Skattesystemerne, som briterne overtog fra forgængerne, blev udnyttet mere effektivt, og sammen med indførelsen af privat ejendomsret efter europæisk mønster førte det til øget social differentiering på landet. De velstillede blev rigere og de fattige fattigere, og det var i de bedrestillede lag, briterne opbyggede deres netværk af støtter.

Handelen blev tilpasset britiske behov og koncentreret i britiske centre, især i havnebyerne Mumbai, Kolkata og Chennai. Tidligere regionale centre mistede betydning, og befolkningen herfra søgte mod landbruget. Britiske handelsinteresser førte sammen med den moderne stats økonomiske krav til en øget kommercialisering af landbruget. Indisk industri var længe hæmmet af hensynet til britiske interesser og var ved uafhængigheden i 1947 kun svagt udviklet i få regionale centre.

Meget tyder på, at der under kolonialismen skabtes nye samfundsformer, som senere er blevet betragtet som ældgamle, traditionelle systemer. Kastevæsenet forstået som et stift religiøst hierarki, domineret af brahmanerne, er muligvis delvis et produkt af kolonimagtens ønske om at forstå og administrere samfundet i klare og håndterlige kategorier. Det kastevæsen, som briterne oprindelig havde mødt, var efter alt at dømme ganske fleksibelt og knyttet sammen med den politiske magt. Men da den nye statsmagt mente, at samfundet på et religiøst grundlag var opdelt i klart adskilte grupper, indrettede inderne sig efter denne situation, fordi det kunne være fordelagtigt, når statens resurser skulle fordeles.

Den indiske nationalisme, 2. Verdenskrig og Storbritanniens svækkelse tvang briterne til afkolonisering i 1947. De mange hundrede indiske fyrstestater, som havde været underlagt briterne, blev indlemmet i Pakistan og Indien. I 1956 blev de få tilbageværende franske områder, bl.a. Pondicherry, officielt indlemmet i Indien, og i 1961-1962 fulgte de tidligere portugisiske kolonier efter, bl.a. Goa. Indlemmelsen skete på trods af protester fra de tidligere kolonimagter. Selvom det moderne, uafhængige Indien ikke omfatter hele subkontinentet, kan det betegnes som et nyt sydasiatisk storrige.

Kongrespartiet, INC, under Jawaharlal Nehrus ledelse satte sig fra begyndelsen på centralmagten i Delhi. Som statsform valgte man efter vestligt forbillede den sekulære demokratiske forbundsstat, baseret på forfatningspatriotisme og social reform. Indien har siden selvstændigheden haft tre hovedproblemer: national integration, økonomisk udvikling og sikringen af den nationale uafhængighed. 'Enhed i mangfoldighed', Unity in Diversity har været et slagord, når det gjaldt den nationale integration, men mangfoldigheden har skabt adskillige problemer, bl.a. i spørgsmålet om fordelingen af magt mellem centralregering og delstater. De enkelte regioner har kæmpet for deres sproglige og kulturelle identitet, og en række steder, bl.a. i Assam, Nagaland, Tamil Nadu og Punjab, er der opstået separatistbevægelser. Desuden har statens religiøse neutralitet været udsat for modstand fra især den hindunationale bevægelser (se hindunationalisme).

Udenrigspolitisk var forholdet til Pakistan længe et hovedproblem. Spørgsmålet om Kashmirs tilhørsforhold – indisk, pakistansk eller selvstændigt – førte til krig i 1947-1948 og 1965. En krig i 1971 blev udløst af bengaleres ønske i Østpakistan om løsrivelse fra den pakistanske stat og førte til dannelsen af Bangladesh. Som det var tilfældet med indlemmelsen af de tidligere europæiske kolonier i Indien, var Sovetjunionen på indisk side overfor vestmagterne, inklusiv USA.

Også med den anden store nabo, Kina, har der været grænsestridigheder, som i 1962 blev til regulær krig i de nordøstlige grænseområder, hvor Kina ikke anerkendte McMahonlinjen som grænse. Forholdet mellem de to naboer har siden været anspændt, og forholdet til Kina må i dag (2023) anses som Indiens største sikkerhedsmæssige udfordring.

Internationalt valgte Indien fra begyndelsen at stå uden for stormagtsblokkene som alliancefri stat med stillingtagen fra sag til sag. Man accepterede gerne bistand fra alle sider, men da USA, der var i militær alliance med Pakistan, efter 1965 suspenderede sit hjælpeprogram til Indien, knyttede landet sig nærmere til Sovjetunionen, og i 1971 blev en indisk-sovjetisk venskabstraktat underskrevet.

Efter Jawaharlal Nehrus død i 1964 blev Lal Bahadur Shastri premierminister, men da han allerede døde i 1966, overtog Nehrus datter Indira Gandhi embedet. Hun var valgt som kompromiskandidat, men kom snart på kollisionskurs med Kongrespartiets gamle ledere, hvilket i 1969 førte til en splittelse af partiet. Indira Gandhi beholdt imidlertid magten indtil valget i 1977, da hun led nederlag til Janata, en koalition af oppositionspartier, og blev afløst som premierminister af Morarji Desai. Baggrunden for valgnederlaget var, at hun i en politisk krisesituation i 1975 havde indført undtagelsestilstand, som varede indtil 1977. I 1980'erne genvandt Kongrespartiet magten i Delhi under Indira Gandhi; da hun i 1984 blev myrdet af sikhseparatister, efterfulgtes hun af sin søn Rajiv Gandhi, der selv blev offer for et politisk attentat under en valgkamp i 1991.

Siden 1985 har Indien været medlem af den sydasiatiske regionale samarbejdsorganisation SAARC (South Asian Association for Regional Cooperation), der bl.a. søger at løse konflikter på subkontinentet med fredelige midler.

Under Narasimha Raos regering i 1991-1996 blev den indiske økonomi gradvis liberaliseret, hvor ikke mindst finansminister Manmohan Singh var central. Liberaliseringerne førte til øgede udenlandske investeringer, rupien blev gjort konvertibel og de indiske børser kunne nu fungere på markedsvilkår. Sammen med en satsning på it-industrien og -uddannelse, som blev iværksat under Rajiv Gandhi, lagde det fundamentet for Indiens indtræden på verdenscenen som vækstøkonomi. 1991 og årene efter blev dermed også et gradvist farvel til den planøkonomiske tænkning, The Licence Raj, der havde præget Indien siden Nehru.

Op gennem 1990’erne øgedes spændingerne mellem hinduer og muslimer, hvilket bl.a. kom til udtryk ved yderligtgående hinduaktivisters nedrivning af Babri-moskéen i Ayodhya i 1992. Ved valget i 1996 blev det hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party, BJP, Indiens største. Fra 1998 fortsatte en BJP-ledet regering under Atal Bihari Vajpayee liberaliseringspolitikken.

I 1998 foretog Indien en serie atomprøvesprængninger, der få dage efter blev modsvaret af Pakistan. Atomprøvesprængningerne førte til omfattende internationale protester, bl.a. fra Danmark, og medførte at de danske hjælpeprogrammer under DANIDA blev blokeret fra indisk side.

Forholdet til Pakistan nåede i 1999 og 2002 nye lavpunkter som følge af Kashmirproblemet; i 1999 kom det til regulære krigshandlinger ved våbenstilstandslinjen i de høje bjerge i Kargil. Indien beskyldte i perioden Pakistan for at sponsorere muslimske terrorangreb i Kashmir og for indirekte at stå bag et angreb på det indiske parlament i New Delhi i 2001 og i 2008 mod flere mål i Mumbai.

I den BJP-ledede delstat Gujarat kom det i 2002 til voldsomme optøjer mellem hinduer og muslimer, efter at en togvogn med hindupilgrimme blev sat i brand ved byen Godhra – mindst 800 muslimer, sandsynligvis flere, omkom ved efterfølgende hævnmord. Den britiske regering udarbejdede i kølvandet på urolighederne en rapport, der fastslog, at førsteministeren i Gujarat, Narendra Modi, premierminister i Indien fra 2014, var direkte ansvarlig for folkedrabet og at han havde beordret politiet til ikke at gribe ind og stoppe blodsudgydelserne. Gujarat-affæren betød at Modi havde indrejseforbud til en række lande, herunder Danmark, i 10 år. Den indiske højesteret frikendte i 2012 Modi for at have været ansvarlig for sammensværgelse, der skulle have ført til urolighederne i 2002.

Som et led i valgkampen i 2004 iværksatte den BJP-ledede koalitionsregering en kampagne under mottoet India Shining, som skulle fortælle vælgerne om de store fremskridt Indien havde opnået under hindunationalisterne. Trods Vajpayees store popularitet gav kampagnen bagslag, bl.a. fordi en stor del af de senere års økonomiske fremskridt ikke i særlig stort omfang var kommet de fattige til gode. Valgkampens sejrherre var Kongrespartiets leder, den italienskfødte Sonia Gandhi, enke efter Rajiv Gandhi. Hun valgte at overlade regeringsledelsen til Manmohan Singh, der fortsatte liberaliseringen af økonomien, dog i langsommere tempo som følge af modstand fra bl.a. kommunisterne i koalitionsregeringen.

Tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 kostede cirka 12.000 indere livet – værst gik det ud over delstaten Tamil Nadu og øgruppen Andamanerne.

Manmohan Singh var imidlertid ikke i stand til at tøjle den omfattende korruption, som også fandt sted inden for Kongrespartiet. Den økonomiske vækst var også dalende. Det var medvirkende til, at Kongrespartiet i 2014 led et knusende nederlag til BJP og dets leder, Narendra Modi. Modi, der havde været førsteminister i Gujarat, blev ny premierminister.

Med baggrund i Modis regeringstid i Gujarat, der havde oplevet økonomisk vækst under hans ledelse, vandt BJP en komfortabel valgsejr på en dagsorden om økonomisk fremgang, god regeringsførelse og afskaffelse af korruption, men det lykkedes kun delvist at indfri målene i valgperioden – bl.a. steg arbejdsløsheden.

14.02.2019 gennemførte en pakistansk baseret terrorgruppe et angreb mod indiske sikkerhedsstyrker ved Pulwama i Kashmir. 40 blev dræbt. Få dage efter bombede indiske fly områder ved pakistanske Balakot, tæt ved den indisk-pakistanske grænse som gengældelse. Pulwama-episoden skabte voldsom folkelig vrede i Indien, og blev et nyt lavpunkt i det indisk-pakistanske forhold.

Ved valget i 2019 vandt BJP en rekordstor sejr, og Modi stod uantastet som leder af regeringen mens krisen i det tidligere så dominerende Kongresparti var større end nogensinde. Hans anden regeringsperiode tydeliggjorde, at hvor BJP tidligere var et parti, der især tiltrak højkastegrupper, så formåede det nu at favne langt bredere blandt lavkaste og kasteløse grupper, et vælgersegment, som tidligere var del af Kongrespartiets base.

I anden valgperiode har Modi-regeringen gennemført en mere udpræget, hindunationalistisk kurs. Det er bl.a. kommet til udtryk gennem en borgerskabslov, Citizenship Amendment Act, CCA, fra december 2019, der giver asyl til forfulgte mindretal fra nabolandene, hvis de er ankommet før 2014. Loven omfatter ikke muslimer, og er dermed første gang at et indisk statsborgerskab kan baseres på et religiøst tilhørsforhold. Tiltaget blev bredt kritiseret internationalt af bl.a. FN, der betegnede det som et brud på den indiske forfatnings sekulære principper. Også i Indien var der omfattende protester mod hvad der blev set som et initiativ, der skærpede polariseringen af den indiske befolkning.

Kritikken blev forstærket af regeringens planer om at gennemføre et nationalt register, National Register of Citizens, NRC, der inkluderer personers religiøse tilhørsforhold. NRC er blevet gennemført i den nordøstlige delstat Assam, der har et stort muslimsk mindretal, særligt fra nabostaten Bangladesh. Planerne om et NRC for hele Indien er fortsat ikke gennemført, bl.a. pga. protester fra delstatsregeringer, der har nægtet at implementere NRC.

Under Modi er der også gennemført andre tiltag, der længe har været en del af den hindunationalistiske dagsorden. Det gælder bl.a. i spørgsmålet om den overvejende muslimske delstat Jammu og Kashmir, som i forfatningens afsnit 370 var sikret en særstatus med delvis autonomi. Det blev i august 2019 ophævet, og delstaten er nu to unionsterritorier underlagt centralregeringen. Kommunikation og journalisters adgang til området blev længe forhindret, bl.a. gennem en omfattende nedlukning af telefonlinjer og internet, som først efter flere måneder blev gradvist genåbnet.

I 2020 fremsatte regeringen en serie love, der havde til hensigt at modernisere det indiske landbrug bl.a. ved at tillade store virksomheder at investere i fødevareproduktion. Det afstedkom de voldsomst protester i Indien siden uafhængigheden, og særligt uden for Delhi, hvor i 10.000-vis af bønder i månedsvis barrikaderede indfaldsvejene til hovedstaden. Lovene blev i 2021 frafaldet.

Indien er det land i verden, som hyppigst har gjort brug af nedlukninger af internet- og mobilkommunikation. Seneste har den indiske regering forbudt en BBC-dokumentar, India. The Modi Question, der forholder sig kritisk til regeringens politik over for muslimer. Indien rangerede i 2022 som nummer 150 ud af 180 lande på Journalister Uden Grænsers oversigt over den globale pressefrihed.

Forholdet til Kina fortsætter med at være anspændt. Efter grænsestridigheder i 2020 forbød Indien en lang række kinesiske produkter, bl.a. mobiltjenesten TikTok. Nye sammenstød mellem indiske og kinesiske grænsevagter i december 2022 har vist, at konflikten om grænsedragningen mellem verdens to folkerigeste nationer ikke er løst. På begge sider af grænsen gennemføres der store infrastrukturprojekter, som forberedelse til eventuel yderligere konflikt. Kinas samarbejde med Pakistan om Belt and Road-initiativet, der skal sikre Kina bedre adgang til verden, er en yderligere bekymring for regeringen i Delhi.

Indien er en af verdens hurtigst voksende økonomier, og det har bl.a. betydet et tættere forhold til USA og EU. I forbindelse med Ruslands angreb på Ukraine har Indien afstået fra at stemme mod Rusland i FN – bl.a. fordi hovedparten af det indiske militære udstyr af historiske årsager er af sovjetisk-russisk afstamning. Som det har været tilfældet siden uafhængigheden tilstræber Indien således en fleksibel alliancepolitik baseret på rent indiske hensyn. Indien er med i QUAD, et sikkerhedspolitisk forum bestående af USA, Australien, Japan og Indien, hvis formål er at inddæmme kinesisk dominans.

Indiens selvstændige ageren i Ukraine-spørgsmålet har ikke medført sanktioner eller lignende tiltag fra vestens side – det har tværtimod styrket Indiens position som uundværlig partner i en geopolitisk situation, hvor magtbalancen i Asien i stigende grad globalt er i centrum.

• Indiens historie
• Indiens forhistorie
• Indiens historie indtil 1750
• Indiens historie fra 1750 (denne artikel)
• Indien generelt