Beta Israel er en etnisk gruppe i Etiopien, som gør krav på at være af jødisk oprindelse. Deres religion er baseret på den jødiske bibel. Ifølge egen tradition nedstammer de fra en søn af kong Salomon og dronningen af Saba.

Faktaboks

Etymologi

Betegnelsen Beta Israel er fra det oldetiopiske sprog geez 'Israels Hus'.

Også kendt som

Gruppen er tidligere blevet kaldt falasha eller falashaer, hvilket undertiden opfattes som nedsættende.

Sandsynligvis er Beta Israel efterkommere af konvertitter til jødedommen, som var udbredt i Etiopien inden kongeslægtens overgang til kristendommen i 300-tallet. Beta Israel har været konstant forfulgt og blev i 1800-tallet mål for en energisk protestantisk mission. Omkring midten af 1900-tallet ansloges deres antal til at være 25000-30000.

I 1984-1985 (operation Moses) og i 1991 (operation Salomon) foranstaltede Israel pga. tørke og borgerkrig storstilede redningsaktioner, som førte over 20.000 medlemmer af Beta Israel til Israel. Ved deres ankomst til Israel kendte de etiopiske jøder ikke den talmudiske tradition. I 1995 var de første 12 israelsk uddannede rabbinere blevet indsat i menigheden, som i 2015 var på over 100.000.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig