Kausativ, (af lat. causativus 'som giver grund til, forårsager', af causa 'grund, årsag'), inden for sprogvidenskab betegnelse for visse verbalformer eller -konstruktioner, der benævner fremkaldelsen af en handling eller tilstand. I ældre indoeuropæiske sprog markeres kausativ ved et suffiks, fx sanskrit -aya- som i vart-aya-ti 'får til at dreje' af verbet vr̥t- 'dreje'. Spor af sådanne suffikser findes i nyere sprog i form af vokalveksel, fx dansk fælde over for falde og lægge over for ligge. Kausativ kan også udtrykkes leksikalsk, fx dræbe over for . I nogle sprog indgår kausativ ligesom i sanskrit i verbalsystemet som en systematisk del, fx tyrkisk öl- 'dø' over for öl-dür 'dræbe' eller japansk sin- 'dø' over for sin-ase 'få til at dø', mens 'dræbe' ligesom i dansk udtrykkes ved et andet verbum, koros-. En mellemting mellem leksikalsk og morfologisk kausativ har man fx i fransk, hvor verbet faire 'gøre' danner kausativ til alle verber, fx venir 'komme' over for faire venir 'få til at komme, hente'. På dansk udtrykkes kausativ også med få (til) eller lade:

Danske kausativer til 'han maler huset'
lade de lader ham male huset
få til de får ham til at male huset
lade de lader huset male af ham
de får huset malet af ham

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig