tal (grammatisk begreb)

Tal udtrykkes gennem endelser, herunder også nulendelse, modifikation af roden eller begge dele, jf. hus—huse, bil—biler, mus—mus, barn—børn, ko—køer. Derfor regnes singularis ofte for umarkeret og pluralis for markeret; se markering. I mange sprog generaliseres en enkelt endelse i allenominer, jf. spansk, fransk og engelsk, hvor pluralis med enkelte undtagelser udtrykkes ved -s. I isolerende sprog som thai og kinesisk udtrykkes tal ikke grammatisk.

Den grundlæggende modsætning kan gradueres med dualis, som betegner tohed eller par, jf. arab. muslimun 'muslim', muslimâni 'tomuslimer' og muslimûna 'muslimer'. Dualis findes i de ældre indoeuropæiske sprog og er endnu bevaret i fx slovensk og sorbisk samt i enkelttilfælde som da. begge over for alle. Nogle sprog, fx melanesiske, har også trialis til angivelse af tre. På visse sprog findes også paucalis til betegnelse af et fåtal og kollektiv til angivelse af noget sammenhørende, fx ital. il braccio 'armen', i bracci 'armene' over for le braccia 'armene, armparret'.

Nominernes numerusformer er i mange sprog kongruente med fx determinativer, adjektiver og verber, jf. fr. le chien blanc est sorti 'den hvide hund er gået ud' over for plur. les chiens blancs sont sortis; se kongruens.

Numerusformernes grundlæggende modsætning mellem enhed og flerhed er ikke altid anvendelig, jf. stofnavne som smør og blod, der på dansk ikke har pluralisformer, mens disse på andre sprog kan betegne arter og typer eller enheder heraf, jf. fr. beurres 'smørtyper' og sangs 'blodtyper'.

I mange sprog, fx dansk, anvendes ofte singularis, når konteksten viser, at der menes pluralis, jf. Kvinderne stod med frakken på og tasken på armen, selvom der er tale om flere frakker, tasker og arme. Se også morfologi, ord og person.