Glottaler, (afledt af gr. glottis 'stemmeridse'), sprogvidenskabelig betegnelse for lyde, som artikuleres i glottis, dvs. mellemrummet mellem stemmelæberne. Glottalt lukke, [ʔ], kendes i dansk som sprængansats foran vokaler, men er i visse sprog en lukkelyd på linje med p t k. [h] er en ustemt glottal hæmmelyd. Den tilsvarende stemte lyd, [ɦ], kendes i fx tjekkisk. Det danske stød kan beskrives som en glottalisering eller laryngalisering.