ursemitisk | lex.dk – Den Store Danske

Skematisk fremstilling af de semitiske sprogs "stamtræ". De fleste af undergrupperne indeholder flere enkeltsprog.

Det semitiske "stamtræ"

Af Kasper Siegismund.

Licens: CC BY SA 3.0

Ursemitisk er det grundsprog, som de semitiske sprog har udviklet sig fra. Dette grundsprog er ikke bevidnet i overleverede kilder, men kan delvist rekonstrueres ved sammenligning mellem de historisk kendte semitiske sprog. De semitiske sprog er nært beslægtede og opviser især i deres ældste former mange ligheder. På baggrund af systematiske overensstemmelser mellem de enkelte sprog har forskere rekonstrueret en del af det ursemitiske lydsystem, bøjningssystem og ordforråd.

Faktaboks

Også kendt som: protosemitisk, det semitiske grundsprog

Det ursemitiske sprog i tid og sted

Hvor og hvornår ursemitisk har været talt, er omdiskuteret. Det ældste overleverede semitiske sprog er akkadisk, og allerede i tekster fra før 2500 f.v.t. er der akkadiske særtræk, der adskiller sproget fra andre semitiske sprog og fra rekonstrueret ursemitisk. Det fælles grundsprog må have eksisteret væsentligt tidligere end dette tidspunkt, måske i 4000-tallet f.v.t. eller i 3000-tallet f.v.t.

Tidligere mente mange forskere, at ursemitisk havde sit udgangspunkt på Den Arabiske Halvø, men nu hælder de fleste til en oprindelse i det nordøstlige Afrika eller den vestlige del af Mellemøsten (Levanten). Dette spørgsmål må ses i sammenhæng med de semitiske sprogs fjernere slægtskab. Semitisk er en del af den afroasiatiske sprogæt, der ud over den semitiske sprogfamilie omfatter sprogfamilierne berberisk, kushitisk, tchadisk og omotisk samt det egyptiske sprog. Alle disse sprog hører hjemme i Afrika, og mange forskere antager, at ursemitisk også har sin oprindelse dér, før de første semitisktalende folk kom til Mellemøsten og spredte sig mod øst til Mesopotamien, mod nord til Syrien og mod syd ned på den arabiske halvø.

De semitiske sprog, der nu tales i Øst- og Nordafrika (etiopiske semitiske sprog og arabisk), er bragt dertil i senere tid: de etiopiske semitiske sprog fra det sydlige Arabien måske omkring 500 f.v.t og arabisk med islams udbredelse i tiden efter 600 e.v.t.

Opsplitning og indbyrdes påvirkning

Ursemitisk må ligesom alle andre sprog have været præget af dialekter og andre former for sproglig varians. Da de semitisktalende folk spredte sig, udviklede disse sproglige forskelle sig med tiden i en sådan grad, at der opstod selvstændige sprog, som igen med tiden kunne opsplittes i flere sprog ved nye folkebevægelser. På den måde opstod de forskellige undergrupper inden for den semitiske sprogfamilie og de historisk bevidnede semitiske enkeltsprog (se den skematiske fremstilling af det semitiske ”stamtræ” øverst). Hver undergruppe er kendetegnet ved bestemte nydannelser, som er sket, mens denne gruppes sprog endnu udgjorde en enhed, og som lever videre i alle eller nogle af de sprog, der hører til gruppen. Selve undergrupperne (som fx centralsemitisk eller nordvestsemitisk) er ikke overleveret som sådan – de er rekonstruerbare grundsprog for de faktisk overleverede medlemmer af gruppen, ligesom ursemitisk er det for alle de semitiske sprog.

Gennem historien har flere af de semitiske sprog, også fra forskellige undergrupper, været i tæt kontakt med hinanden. Det betyder, at der er sproglige træk, som kan have spredt sig mellem sprogene på tværs af inddelingen i undergrupper. Fx er en række af de sydligste sprog kendetegnet ved både lydlige og bøjningsmæssige fællestræk, der sandsynligvis er eksempler på sådanne områdebestemte fællestræk.

Lydforhold i ursemitisk

Oversigt over de ursemitiske konsonanter, som de rekonstrueres i nyere fremstillinger (med alternative, traditionelle skrivemåder i parentes).

Ursemitiske konsonanter

Af Kasper Siegismund.

Licens: Begrænset anvendelse

De semitiske sprog opviser systematiske overensstemmelser i lydene i nedarvede ord. På den baggrund kan man rekonstruere det ursemitiske lydsystem og de lydlove, som lydene i de enkelte sprog har udviklet sig efter. Den præcise udtale i et rekonstrueret grundsprog kan man ikke være sikker på, men de rekonstruerede lyde har alligevel en høj grad af pålidelighed, fordi de bygger på de faktisk overleverede sprog og på fonetisk viden om, hvordan sproglyde mest naturligt udvikler sig.

Ursemitisk har haft et stærkt konsonantisk præg med 29 eller måske 30 forskellige konsonanter (se skemaet). Af vokaler var der kun tre: a, i og u, der hver også kunne forekomme i lang form. Mange af konsonanterne optræder i par af tre – ustemt, stemt og emfatisk, fx t, d og t’. De emfatiske konsonanter er faryngaliserede eller uvulariserede (med indsnævring i svælget eller ved drøbelen) på moderne arabisk, men glottaliserede eller ejektive (med lukke af stemmeridsen) på de etiopiske sprog og i nogle andre sprog. På ursemitisk har de nok været glottaliserede.

Nogle af de overleverede semitiske sprog har bevaret næsten alle 30 konsonanter (oldsydarabisk og klassisk arabisk), mens flere af lydene er faldet sammen i andre sprog som hebraisk, aramæisk og fønikisk, hvorved det samlede antal konsonanter er reduceret. Det ældst overleverede semitiske sprog, akkadisk, har et væsentligt reduceret lydsystem, hvor bl.a. de faryngale og glottale lyde er gået tabt, givetvis under påvirkning af det ikke-semitiske sprog sumerisk.

En stor del af konsonanterne er meget stabile gennem historien og findes som udgangspunkt bevaret i stort set alle sprogene (fx b, d, l, m, n, r). Andre har undergået karakteristiske forandringer i nogle sprog. Fx er ð (blødt d) blevet til z på hebraisk og geez, til d på aramæisk og akkadisk, mens den oprindelige lyd er bevaret på arabisk.

Hvad angår vokalerne, har klassisk arabisk bevaret det oprindelige a-i-u-system, mens de fleste andre sprog har udvidet og ændret repertoiret ved forskellige lydudviklinger (fx langt e og o udviklet af aj og aw). Den kanaanæiske gruppe er bl.a. kendetegnet ved udvikling af langt a til langt o. Desuden findes der i nogle sprog reduktion eller forlængelse af vokaler betinget af deres position i ord.

Nogle grammatiske forhold i ursemitisk

Ligesom de semitiske enkeltsprog har ursemitisk været præget af konsonantiske rødder, der danner grundlag for afledning af ord ved hjælp af forskellige vokalmønstre, forlængelse af en af konsonanterne eller tilføjelse af præ-, in- eller suffikser. De fleste rødder har tre konsonanter, men sammenligning mellem enkeltsprogene og intern rekonstruktion tyder på, at en del rødder på det ursemitiske stadium oprindelig kun har haft to konsonanter.

Pronominer

De ursemitiske personlige pronominer har ligesom de enkelte sprogs haft forskel mellem maskulinum og femininum ikke bare i tredje person singularis (”han” og ”hun”), men også i pluralis og desuden i anden person, altså forskellige former for ”de”, ”du” og ”I” afhængig af den/de omtaltes køn. I første person er der ingen kønsforskel.

Nominalbøjning

På ursemitisk er substantiver enten maskulinum (uden særlig markering) eller femininum, der i nogle tilfælde også er umarkeret, især ved ord for levende feminine væsner (som ”mor”), men som typisk er markeret med en endelse -at (eller -t).

Der er tre tal: singularis, dualis og pluralis. Singularis er umarkeret, dualis markeres med suffikser, mens pluralis kan være ekstern, dvs. markeret med suffikser, eller intern, såkaldt ”brudt” pluralis, hvor ordets vokaler ændres. Femininumsord med -at forlænger a’et i pluralis.

Der er tre kasus i singularis: nominativ med u-vokal, akkusativ med a og genitiv med i. I dualis og pluralis er der kun to kasus: nominativ og en fælles akkusativ/genitiv. Nominativ har langt ū i pluralis maskulinum og langt ā i dualis. Akkusativ/genitiv har ī i pluralis maskulinum og aj i dualis. Femininum pluralis har kort u og i, sat oven på det forlængede femininumssuffiks, -āt. På baggrund af forholdene i enkeltsprogene kan man desuden antage, at et substantiv, der optræder selvstændigt, ender på -m i singularis og -na i dualis og pluralis, efter de vokaliske kasusendelser (femininum pluralis har -m). Når substantivet knyttes sammen med et følgende ord i genitiv, mistes dette m eller na (se skemaet nedenfor).

Man har desuden rekonstrueret to adverbielle suffikser, et lokativisk -u(m) og et retningsangivende -isa, der bliver til -aha på vestsemitisk (bl.a. bevaret i det hebraiske he locale).

Der kan ikke rekonstrueres en fælles ursemitisk bestemt artikel. En sådan er først senere blevet udviklet i nogle enkeltsprog, enten foranstillet som på arabisk og hebraisk eller efterstillet som på aramæisk og oldsydarabisk.

Talord

Oversigt over den ursemitiske nominalbøjning, som den kan rekonstrueres ved sammenligning mellem de semitiske enkeltsprog.

Rekonstrueret nominalbøjning i ursemitisk

Af Kasper Siegismund.

Licens: Begrænset anvendelse

Et karakteristisk træk ved de fleste semitiske enkeltsprog, som også må rekonstrueres for ursemitisk, er den såkaldte ”kønspolaritet” ved talordene for 3 til 10: Hvis det substantiv, talordet hører til, er maskulinum, får talordet en form, der ligner femininum. Er substantivet femininum, har talordet en maskulin form.

Verber

Rekonstruktionen af det ursemitiske verbalsystem er omdiskuteret. Ifølge en udbredt opfattelse var kernen i systemet to grundformer, der begge blev bøjet ved hjælp af præfikser til betegnelse af person, tal og køn (og med suffikser i nogle personer). Den ene grundform havde strukturen -K₁K₂VK₃-, hvor K’erne betegner rodens tre konsonanter og V en vokal, der varierede alt efter verbets rod, med præfiks foran og eventuelt suffiks bagefter. Denne form betegnede relativ fortidighed eller perfektivisk aspekt. Den samme form kunne også bruges med modal betydning (jussiv), muligvis markeret med anden trykplacering. Den anden grundform havde strukturen -K₁VK₂K₂VK₃-, med forlængelse af rodens anden konsonant. Denne form betegnede relativ ikke-fortidighed (samtid, eftertid) eller imperfektivisk aspekt. Begge former kan illustreres med akkadiske verber, i anden singularis maskulinum fra roden PRS: ta-prus og ta-parras.

Desuden fandtes der en nominal konstruktion, der bestod af et verbaladjektiv med efterhængt pronomen. På det ursemitiske stadium – og endnu på østsemitisk – betegnede denne form blot en tilstand (”stativ”), men på vestsemitisk blev den til en egentlig verbalform, bøjet med personsuffikser. Efterhånden fortrængte denne form den ældre form -K₁K₂VK₃- til udtryk for relativ fortidighed eller perfektivisk aspekt. Det er denne nye form, der på de klassiske sprog som hebraisk, arabisk m.fl. kaldes ”perfektum”. På de fleste vestsemitiske sprog findes der dog rester af den ældre form med relativ fortidig eller perfektivisk betydning, ligesom den også blev bevaret som udtryk for jussiv i de fleste sprog.

I den centralsemitiske undergruppe opstod der endnu en nydannelse med en ny verbalform til udtryk for relativ ikke-fortidighed eller imperfektivisk aspekt. I stedet for den ældre type -K₁VK₂K₂VK₃- dannede man en ny form med strukturen -K₁K₂VK₃- udvidet med -u (eller -na i de personer, der havde et suffiks på). Det er efterkommere af denne form, der på arabisk, hebraisk m.fl. kaldes ”imperfektum”. Den ældre form med forlængelse af rodens anden konsonant blev bevaret i østsemitisk, de etiopiske sprog og de moderne sydarabiske sprog.

Det ursemitiske verbalsystem har desuden bl.a. været kendetegnet ved en række afledte stammer, der som i de semitiske enkeltsprog kunne dannes af verbalrødder ved tilføjelse af præ- eller infikser eller ved forskellige vokalmønstre eller fordobling af rodkonsonanter. Man kan bl.a. rekonstruere en kausativstamme med s- (der blev til h- i de fleste vestsemitiske sprog og i nogle udviklede sig videre til ʔ), en stamme med forlængelse af rodens anden konsonant og en række passive eller refleksive stammer markeret med t, som enten var et præfiks eller et infiks.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Semitiske sprog

Kasper Siegismund

Postdoc, Københavns Universitet