Arbejderlitteratur, et litterært og politisk stærkt omdiskuteret begreb. I videste betydning er arbejderlitteratur al den litteratur, der skildrer underklassens vilkår.
Snævrere bruges begrebet om den litteratur, der udspringer af den organiserede arbejderbevægelses kamp. Forudsætningerne stammer fra den naturalistiske epoke inden for roman (Émile Zola: Germinal, 1885), drama (Gerhart Hauptmann: Die Weber, 1892) og novelle (Henrik Pontoppidan: Fra Hytterne, 1887).
I Danmark finder vi litteratur knyttet til arbejderbevægelsen fra 1870'erne. Dens grundformer er kampsangen (se arbejdersang) og den erindringsfarvede prosafortælling. I prosaen fik arbejderlitteraturen sit gennembrud ca. 1900.
Hovedværket, Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren (1906-10), blev det uopnåelige forbillede for den rige, realistiske litteratur, som skød frem i 1930'ernes krisesamfund (Erik Bertelsen, Harald Herdal, Nils Nilsson mfl.).
Da arbejderlitteraturen igen aktualiseredes i 1970'erne, begyndende med Grete Stenbæk Jensens Konen og æggene (1973), var det overvejende i dokumentarform og som venstrefløjsprotest mod det monotone, opslidende arbejde, som højkonjunkturens rationaliseringer havde afstedkommet.
En af den moderne arbejderlitteraturs betydeligste forfattere, Per Larsen (Krapyl, 1977), vendte sig mod selve begrebet og kaldte det "dødfødt vrøvl".
Arbejderlitteraturen havde en frodig blomstring i svensk litteratur i mellemkrigstiden (Ivar Lo-Johansson mfl. såkaldte autodidakter). En heroiserende og ideologisk udgave af arbejderlitteraturen udvikledes i Sovjetunionen og den internationale kommunistiske litteratur efter vedtagelsen af doktrinen om socialistisk realisme i 1934.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.