arbejderlitteratur

Arbejderlitteraturen opstår i takt med den industrielle revolution og arbejderbevægelsens fremvækst. Begrebet kan spores til den franske antologi Poésies Sociales de Ouvriers [arbejdernes sociale poesi] fra 1843, hvis bidrag er signeret af i dag ukendte forfattere.

I sidste halvdel af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. institutionaliseres begreber som arbejderlitteratur i de fleste nationale kontekster. Overlappende termer er bl.a. arbejderdigtning, proletarlitteratur og social litteratur.

Fælles for betegnelserne er, at de etablerer en forbindelse mellem litteratur og arbejderklasse. Sammenknytningen understreges af den mest udbredte definition af arbejderlitteratur som litteratur af, om og for arbejdere.

Arbejderlitteraturen knyttes til forfatterskaber og værker, der er blevet institutionaliseret som typiske udtryk for arbejderlitteraturen og har etableret den som litterær tradition.

Dens forudsætning fremhæves ofte som det 19. århundredes realistiske og naturalistiske repræsentationer af de mest udsatte samfundslag, som de blev skildret af forfattere som franske Émile Zola (Germinal 1885), tyske Gerhart Hauptmann (Die Weber 1892) og amerikanske Rebecca Harding Davis (Life in the Iron Mills 1863). I Skandinavien er Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil Over evne II (1895) og danske Henrik Pontoppidans Fra hytterne (1887) vigtige bidrag.

Andre litteraturhistoriske forbindelseslinjer kan dog iagttages. De socialistiske dagblades føljetoner (såvel oversat litteratur som danske tekster) var således ofte af borgerlig, populærlitterær eller melodramatisk tilsnit. De skønlitterære bidrag til den tidlige fagpresse er ofte inspireret af bl.a. religiøs og didaktisk digtning.

Traditionen tegnes særligt af venstreorienterede forfattere fra det det 20. århundredes første årtier, der opnåede national berømmelse og ofte international udbredelse. Eksempler er Jack London, Upton Sinclair, John Steinbeck (USA), Henry Poulaille, Louis Aragon (Frankrig), Richard Llewellyn, Walther Greenwood, Ellen Witkinsson (Storbritannien), Maksim Gorkij (Rusland) samt danske Martin Andersen Nexø og de svenske nobelprismodtagere Eyvind Johnson og Harry Martinson.

Flere af disse er autodidakte forfattere fra arbejderklassen, mens andre kommer fra borgerlig baggrund. Betydningen af forfatterens eget klassetilhørsforhold er et gennemgående spørgsmål i den definitoriske diskussion om hvad, arbejderlitteratur er.

Det tidlige 1900-tal udgør i flere lande en lokal arbejderlitterær guldalder. I USA var den såkaldte proletarroman i 1930’erne en markant litterær tendens, der dog har haft et begrænset litteraturhistorisk efterliv. Mange steder finder man ligeledes arbejderlitterære booms under 1970’ernes kulturkamp.

Arbejderlitteraturen har varierende nationale og regionale udviklingslinjer. Mens arbejderlitteraturen i Danmark tildeles en marginal litteraturhistorisk rolle, udgør den i Sverige i et centralt spor. Det grundlagdes med mellemkrigstidens kanoniserede forfattergeneration, som ud over nobelprismodtagerne Johnson og Martinson også tæller bl.a. Moa Martinson og Ivar Lo-Johansson.

En særlig ideologisk toning af arbejderlitteraturen opstår i Sovjetunionen efter vedtagelsen af doktrinen om socialistisk realisme i 1934, der i forskellig grad påvirkede periodens internationale socialistiske litteratur. I Danmark fik doktrinen kun begrænset opmærksomhed og effekt.

Den danske arbejderlitteraturs historie fremstilles generelt som udspændt mellem 1870’erne og 1970’erne og kan opdeles i fire overordnede perioder.

Traditionen opstår med arbejderbevægelsens etablering og Socialdemokratiet grundlæggelse i 1871. Hermed vokser arbejderpressen frem, fx Socialisten (1871-1874; fra 1874 Social-Demokraten), der bragte føljetonversioner af oversat litteratur (fx Nikolaj Gogols ”Døde sjæle” og Victor Hugos De elendige) samt danske tekster som En kvinde af folket. Socialitisk roman (Henry og Peter Levald (pseudonym) 1872) og Mordbrænderen. En fabrikshistorie (anonym, 1872).

Fagbevægelsens agitatoriske arbejdersange fremhæves ofte som de første eksempler på dansk arbejderlitteratur. Herudover finder man poesi (fx Saxo Wieggells Den røde fane (1878)) og drama, fx A.C Meyers Sypiger (1900) og den senere statsminister Thorvald Staunings Livets løgne (1904), der havde præmiere på Arbejdernes teater, som blev grundlagt i 1898.

Arbejderlitteraturen og -prosaen etablerer sig med det 20. århundredes folkelige gennembrud og forfattere som Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø.

Aakjær og Skjoldborg voksede begge op i landproletariatet og engagerede sig senere i hhv. tyende- og husmandsbevægelsen. Såvel erfaringsstoffet som det politiske engagement kommer til syne i deres arbejderlitterære værker som Vredens børn ((1904) og Gydholm (1902). Begge romaner blotlægger landarbejdernes vilkår og skildrer karakterer, der udvikler politisk bevidsthed og søger at organisere sine klassefæller til politisk modstand. Således giver de løfter om muligheden af en kommende samfundsforandring, der dog ikke bliver realiseret i værkerne.

Den agitatoriske og engagerede tone præger også i periodens arbejderpoesi, herunder Frederik Andersen, Oskar Hansen og Axel Engelbert Nielsens digtning.

Traditionens storhedstid er sammenfaldende med Socialdemokratiets stigende politiske indflydelse, der manifesteres med 1924-valget, der gjorde Thorvald Stauning til partiets første statsminister.

Det medførte et øget fokus på kulturdebat og -politik. Et centralt indlæg i diskussionen om en distinkt kultur for arbejderklassen var den socialdemokratiske litteraturkritiker og politiker Julius Bomholts Arbejderkultur (1932). Heri defineres arbejderlitteraturen som en litteratur, der må basere sig på arbejderklassens liv, erfaringer og værdier. Endvidere skal den være kampberedt, optimistisk og insistere på samfundsforandrende kræfter. Symptomatisk afviser Bomholt bl.a. rædselsrealismen som ’rigtig’ arbejderlitteratur, mens Nexø prises som idealets inkarnation.

Årtierne herefter er et lavpunkt i traditionen om end den videreførtes af bl.a. Gunner Gersov, Ludvig Søndergaard og Hilmer Wulf i 1940’erne.

Endvidere debuterede arbejderlitterære forfattere som Ditte Cederstrand, Jens Jackie Jensen og Erik A. Clausen i 1950’erne og 1960’erne. Dog oplevede de først deres interessetoppunkt i 1970’erne, hvor arbejderlitteraturen med et igen kom på mode.

Genkomsten har flere årsager. Bl.a. banede automatisering og fokus på rationalisering og effektivisering vejen for talrige arbejdskonflikter. Fra 1973 intensiveredes spændingerne grundet økonomisk krise og høj arbejdsløshed. Endelig opstod der med og i kølvandet på ungdomsoprøret en venstredrejning i intellektuelle miljøer, hvorfor man i 1970’erne fandt det kvantitative højdepunkt i dansk arbejderlitteraturforskning, ligesom aktører som Socialistisk Kulturfront og tidsskriftet HUG! forsøgte at etablere samarbejde mellem intellektuelle og skrivende arbejdere.

Efter 1970’erne er arbejderlitteraturen flere gange blevet erklæret død. Det spejler argumenter om klassesamfundet og den traditionelle arbejderklasses forsvinden. Dog har dele af de følgende årtiers realistiske litteratur arbejderlitterære træk.

Fra 2010’erne er temaer som klasse, udsathed, arbejde og ulighed igen blevet iøjnefaldende i samtidslitteraturen. Af eksponenter kan man fx nævne Morten Pape, Asta Olivia Nordenhof, Jonas Suchanek, Helle Helle, Kenneth Jensen, Lone Aburas, Yahya Hassan, Stine Askov, Hanne Højgaard Viemose og Glenn Bech. Endvidere beskæftiger forfattere som bl.a. Merete Pryds Helle og Kim Blæsbjerg sig med det danske klassesamfund i historisk perspektiv.

Den samtidsorienterede klasselitteratur viderefører flere af traditionens kendetegn. Mange er selvbiografiske udviklingsromaner og skildrer misbrug, vold, arbejde og opløsningstruede familier.

Værkernes aktualisering af traditionen involverer også nybrud. Klasseperspektivet podes fx tydeligere med spørgsmål om etnicitet, køn og seksualitet. Endvidere beskrives nye typer af arbejde, der ikke udføres i industrien, men fx i lavbetalte servicefag. Endelig skildres ofte miljøer domineret af karakterer uden tilhørsforhold til arbejdsmarkedet. Således udspiller den nye klasselitteratur sig i vidt omfang inden for velfærdsstatens rammer og institutionaliserede hjælp, som er genkommende mål for kritik.

Der er ikke er enighed om, hvorvidt sådanne værker kan kategoriseres som eksempler på en samtidig dansk arbejderlitteratur. Vægtes traditionens historiske forbindelse til og forankring i fagbevægelsen og de politiske partier lever mange titler ikke op til kriterierne.

Den klasseorienterede samtidslitteratur flugter dog med udenlandske forfatterskaber, der internationalt fremhæves som fornyere af arbejderlitteraturen, bl.a. franske Édouard Louis og britiske Douglas Stuart.

Den beskrevne danske samtidslitterære tendens modsvarer også nyere teoretiseringer af arbejderlitteraturen. Her nedtones ofte spørgsmål om ideologi til fordel for repræsentationen af og synliggørelse af samfundets mest udsatte medlemmer.

Et genkommende argument her er, at arbejderlitteraturen er historisk foranderlig, hvorfor flere studier fx forbinder traditionens nye former og udtryk med den britiske økonom Guy Standings forståelse af prekariatet som en ny klasseformation.

Arbejderlitteraturforskningens aktualisering af den arbejderlitterære tradition involverer også nye tilgange til dens historie. Blandt andet er der stærkere fokus på samspillet mellem klasse og køn, kultur og etnicitet; øget interesse for arbejderlitteratur uden for det globale nord; samt større opmærksomhed på kredsløb, forbindelser og udvekslinger mellem de nationale traditioner.

• genre
• fiktion
• arbejdersang
• arbejderteater
• realisme
• naturalisme
• socialistisk realisme
• det moderne gennembruds litteratur