Faktaboks

Helle Helle

Helle Olsen, Helle Krogh Hansen

Født
14. december 1965, Nakskov
Helle Helle
Af //Ritzau Scanpix.

Helle Helle er en prisbelønnet dansk forfatter, der har skrevet romaner, kortprosa og noveller. I begyndelsen af forfatterskabet blev Helle Helle betragtet som minimalistisk realist, men med tiden har hun i stigende grad eksperimenteret med skrifttematik og fortællertyper.

Forfatterskabet er på én gang let tilgængeligt og komplekst. Teksterne er holdt i et klart og enkelt sprog, og handlingen er ofte hverdagsagtig. Helle Helles tekster henvender sig til en bred læserskare – og inviterer samtidig til nærlæsning og fortolkning.

Helle Helles bøger er oversat til over 22 sprog. Hun har modtaget talrige priser, herunder De Gyldne Laurbær, Akademiprisen og Montanas Litteraturpris.

Helle Helle – opvækst og det tidlige forfatterskab

Da Helle var tre år, flyttede familien til Rødby, hvor moderen bl.a. arbejdede i parfumebutikken på færgerne til Puttgarden. Efter gymnasiet flyttede Helle til København for at studere litteraturvidenskab. Barn- og ungdommen på Lolland blev kunstnerisk produktiv for Helle, der igen og igen vender tilbage til erfaringerne herfra og fra de tidlige voksenår i København.

Helle Helle debuterede med fire digte i tidsskriftet Hvedekorn og kom siden ind på Forfatterskolen, hvorfra hun tog afgang i 1991. Mens hun arbejdede som studievært ved Danmarks Radio, skrev hun i 1993 kortprosasamlingen Eksempel på liv.

Det litterære gennembrud kom i 1996 med novellesamlingen Rester. Heri indgår bl.a. novellen ”Fasaner”, der i dag er fast gymnasiepensum. Helles folkelige gennembrud kom i 2005 med romanen Rødby-Puttgarden.

Temaer og stilistik

Tilbagevendende temaer i Helles forfatterskab er bevægelsen fra provinsmiljø til storbyens uddannelsesmiljø og den vanskelige vej til skriften for en provinspige fra en ikke-boglig baggrund. Fokus ligger ofte på unge menneskers ”fjumreår”, den tid, hvor de endnu ikke truffet afgørende livsvalg eller fortryder de valg, de har truffet.

Selvom død, skilsmisser og ulykker ofte indgår i plottene, er fortællingerne underspillede og udramatiske, og personerne er næsten demonstrativt hverdagsagtige. Helles persongalleri trækker tråde tilbage til Herman Bangs Stille Eksistenser, ligesom hendes suggestive fortælleteknik kan minde om hans impressionisme.

Stilistisk beskriver forfatterskabet en udvikling væk fra den minimalisme, som især kendetegner værkerne fra før 2000. Selvom de enkelte værker udgør lukkede helheder, kan de med fordel læses i sammenhæng, da de både indirekte og direkte kommunikerer og kommenterer på hinanden. Dette bliver særligt tydeligt i den seneste romantrilogi, de, BOB og Hafni fortæller.

Helle Helle – bibliografi

  • Eksempel på liv, roman, 1993
  • Rester, noveller, 1996
  • Hus og hjem, roman, 1999
  • Biler og dyr, noveller, 2000
  • Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand, roman, 2002
  • Min mor sidder fast på en pind, børnebog (med Lars Nørgaard), 2003
  • Rødby-Puttgarden, roman, 2005
  • Ned til hundene, roman 2008
  • Dette burde skrives i nutid, roman 2011
  • Hvis det er, roman 2014
  • de, roman 2018
  • BOB, roman 2021
  • Hafni fortæller, roman 2023

Eksempel på liv

Debutværket, Eksempel på liv fra 1993, er en samling skabelonagtige kortprosatekster på typisk en side hver. De leverer korte, suggestive og kliniske indsnit i en række ofte isolerede, anonyme mennesker, der lever klos op ad hinanden, men har minimal kontakt. Teksterne og individerne kobler enkelte steder sammen (om ikke andet geografisk), måske for at antyde utopiske fællesskabsmuligheder og forbindelseslinjer, der kun undtagelsesvis realiseres.

Teksterne er korte, lakoniske og lidt sterile, som afpillede prosaskeletter eller eksperimenterende skitser. De er indrammet af legesyge titler med tankevækkende tautologier: ”Navne eller hvad de hedder”, ”Ord eller hvad de siger”, ”Alder eller hvor gamle de er”.

Rester

Mere traditionel og genretro er Helles næste bog, novellesamlingen Rester, som åbnede for et bredere publikum med mindre utilgængelige og mere realistiske tekster. Absurdismen er trængt i baggrunden og erstattet af diskret gådefuldhed indvævet i en minimalistisk realisme formidlet i et følelsesforladt, lakonisk sprog.

Novellerne leverer igen ”eksempler på liv”, fragmenter af en provinshverdag med ordknappe dialoger og diskret skrifttematik. Teknikken er en antipsykologisk bestræbelse på at levere en fundamentalt ambivalent ”slice-of-life”-fremstilling. Fortællingerne slutter næsten alle uforløst og åbent, og mange af personerne er passive, livsangste selvbetragtere.

Den korte nutidshandling rummer ofte antydninger af ubearbejdede traumer, latente spændinger, tabuer, fortielser, skjulte katastrofer, fortrængte smertepunkter og mislykkede forsøg på harmonisering. Det kan være utroskab, skilsmisser eller meget ofte dødsfald, for netop døden er et æstetisk produktiv hos Helle. Ubearbejdede dødsfald fremstår ofte som fortrængte ”ikke-begivenheder”, som personerne tilsyneladende styrer udenom, men som alligevel, eller netop derfor, forbliver omdrejningspunkter i deres liv.

Fasaner

En typisk Helle-karakter er den navnløse hovedperson i den berømte novelle, ”Fasaner”, der indleder Rester. Den urovækkende tekst er en form for moderne still-leben, en slags påmindelse om, at livet er skrøbeligt.

En underligt passiv singlekvinde får uventet besøg af en tidligere beboer ved navn Richard. Han leder efter glemte genstande fra sin fortid, endnu en variation af ”rester”. Måske er han nyskilt, måske enkemand. Det begivenhedsfattige møde eller ”ikke-møde” fokuserer på de to ensomme individers kommunikationsløshed og på kvindens vekslen mellem angst, nysgerrighed og afvisning.

Richards mange symbolske og konkrete invitationer kulminerer, da han som tak for hjælpen efterlader en død fasan og en våd avis på kvindens dørtærskel. Begge dele kan symbolisere forgængelighed, og begge minder de – sandsynligvis forgæves – kvinden om ikke at spilde sit liv. Hun sidder angst og på vagt tilbage i lejligheden med et lydløst tv som eneste selskab. Den gådefulde Richard med det uhyggelige kendskab til hendes intime verden er måske en påmindelse om, at også kvinden blot bor til leje i sit hjem – og i sidste ende i tilværelsen.

Som uvelkommen gæst repræsenterer Richard måske døden, ligesom den uhyggelige fasan. Avisen på dørtrinnet peger tilbage til novellens indledning, men også frem mod hele samlingens slutning, idet novellen ”Der er ikke noget nyt” netop slutter med morgenavisen på dørtrinnet.

Dørtrinnet, som indrammer både Rester som bog og ”Fasaner”, bliver et tilbagevendende ledemotiv i forfatterskabet, et særligt, betydningsladet sted for forandring, flytning, overskridelse, refleksion, eftertanke og erkendelse samt ikke mindst skrift.

Hus og hjem

Helles første roman, Hus og hjem (1999), udfolder plottet fra novellen ”Der er ikke noget nyt”. Her er skrifttematikken dog endnu uudviklet, for skønt jeg-fortælleren Anne har en humanistisk uddannelse i bagagen, er det uklart, om hun gider anvende den. Hendes kæreste, Anders, er biolog, og da han får arbejde i Annes barndomsby, Rødby, beslutter de at flytte derned. Anne flytter i forvejen for at gøre deres hus til hjem.

Den unge jeg-svage kvinde har skeletter i skabet. Forældrene mistrivedes i Rødby og døde begge, mens hun var en ung pige, og skønt de hviler på den lokale kirkegård, har Anne aldrig fået dem ”begravet” ordentligt i sin psyke. I stedet for at indrette hjemmet bliver de første måneder i byen et sorg- og helingsarbejde, hvor den tiltrækkende nabopræst fungerer som terapeut og flirt.

På det ydre plan sker der meget lidt i denne stillestående roman. Ikke engang en affære med præsten bliver det til. De to nøjes med at tale og lægge puslespil, et lidt overtydeligt billede på Annes arbejde med at forlige sig med sin fortid.

Biler og dyr

Novellesamlingen, Biler og dyr, fra 2000 fortsætter stilistisk samme spor: små, upåfaldende indblik i parforhold samt familier og hverdagsintimitet formidlet med skrabet realisme og ofte med en diskret katastrofe lurende i baggrunden.

”Mere kaffe” er en slags syndefaldsfortælling (med ekkoer til Karen Blixens skæbneanekdote ”Ringen”), hvor en uselvstændig kvinde ved en tilfældighed bliver klar over hendes mands utroskab, hvilket sandsynligvis mærker hende for livet. ”Globryllup” er en suggestiv beretning om, hvordan en ung kvinde bliver ”spion” ved en bryllupsfest, som hun hvirvles ind i ved et tilfælde og samtidig en sociologisk analyse af hverdagens – og i dette tilfælde festens – sociale teater.

”Indsamling”, ”Min tante døde”, ”En lille tur”, og ”Tilflyttere” er mikroanalyser af vores kultur og samtids manglende evne til at omgås døden samt alle de krumspring, vi gør for (ikke!) at forholde os til den.

Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand

Hvor Hus og hjem endte lykkeligt med begravede forældre, bryllup og hus på landet (og måske barn), ender og begynder Helles anden roman, Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand, med døden.

På nogle måder er romanen en kontrast til debutromanen. Kompositionen er atter cirkulær, og vi følger et år hos Susanne og Kim. Susanne er en ung rengøringsassistent (naturligvis fra Lolland), der lever i et lukket, klaustrofobisk og destruktivt forhold med en uproduktiv forfatterspire, Kim, der dominerer hende gennem sin intellektuelle overlegenhed. Han håner hende for hendes manglende intellekt: ”Du lukker al ånd ud af det her sted” (Helle 2002: 110); men som en nemesis bliver hans skæbne luftmangel, idet han dør af søvnapnø.

Rødby-Puttgarden

Romanen Rødby-Puttgarden udfolder temaet med at blive forfatter. Bogen sætter Rødby på det litterære Danmarkskort og fastlægger det univers, Helles følgende romaner skal videreudvikle. Og romanen grundlægger den stil og den stemme, der bliver særegen for forfatteren. Alene indledningen er blevet legendarisk: ”På en uge døde fire, sådan var det hernede”.

Pointen er ikke, at Lolland er et særligt Hades, eller at Døden har hjemme i Rødby, men teksten demonstrerer fra første færd den særlige teknik med at konfrontere et tabu for umiddelbart derefter at normalisere eller trivialisere det; med kun et komma som overgang. Døden påkaldes og gøres ufarlig i et og samme åndedrag.

En, der dog allerede tidligere er død, er ”Vores mor”, en ugift kvinde til to døtre, den udadvendte og handlekraftige Tine og den mere introverte, reflekterende, følsomme og passive Jane, romanens jeg-fortæller. Ligesom sin mor bliver Tine gravid som ung uden at knytte sig til barnets far, og lille Ditte, Tine og Jane lever i en harmonisk treenighed, hvor Tine hjælper Jane på vej ud i tilværelsen.

Rødby-Puttgarden skildrer solidarisk, genkendeligt og med ømhed hverdagen for en række arbejderklassekvinder i en provins, der sjældent finder vej til litteraturen. Teksten viser, hvordan såkaldt ”almindelige” mennesker er enestående og interessante. Egentlig laver de ikke meget andet end at snakke og drikke kaffe, men kærlighed, seksualitet, fødsel og død løber som understrømme under den tilsyneladende rolige overflade. En udflugt til Fehmern er noget af det vildeste, man kan forestille sig, indtil færgekatastrofen som et jordskælv sætter universet i bevægelse.

Katastrofen finder sted en langfredag, mens Jane er på et erotisk eventyr med en gift elektriker i Hamburg. Jane må på egen hånd finde hjem til Rødby, men færgefarten er påvirket af en tidligere påsejling, hvor en af hendes kolleger blev suget ud af skibet til døden i havet. Måske er skibskatastrofen det, der skal til, for at Jane vågner op og tager ansvar for sit liv. Men svaret svæver som så ofte hos Helle i vinden.

Ned til hundene

Hvor de foregående romaner diskret tematiserede en ung kvindes vej til skriften, er Ned til hundene eksplicit skrifttematisk. En skriveblokeret forfatterinde har forladt hjemmet og lægekæresten Bjørnvig for at give sig i kast med et sorgarbejde: ”Jeg leder efter et godt sted at græde”. Måske er hele romanen hendes gråd?

Denne søgen og et stormvejr lander hende hos venlige fremmede, John og Putte, der giver hende hus- og hjerterum i en fjern udkant uden mobildækning. Putte giver den navnløse, anonyme jeg-fortæller navnet ”Bente”, som hun beholder teksten igennem: ”Bente bor lige lidt hos John og Putte”.

Egentlig vil kvinden ud til en øde ø, ”Kvieøen”, der figurerer som en slags ”Toteninsel”, men turen med Karons båd over Styx til dette Hades udskydes ligesom det selvmord, som ”Bente” potentielt er på vej til at begå. Romanen er en etisk mellemregning, der reflekterer over forholdet mellem skrift og liv, fiktion og virkelighed og forfatterens forpligtethed og ansvar i forhold til omgivelserne. Og den tematiserer midtvejskrise og skriveblokering, voyeurisme og kreativitet.

De marginaliserede provinsboere fra udkantsdanmark fremstilles uden fordømmelse og med stor ømhed, og på trods af deres psykiske og fysiske skrøbelighed fremstår de med ressourcer og menneskeligt overskud; i modsætning til forfatteren, der befinder sig i eksistens-, skrive- og parforholdskrise. ”Løbet er kørt” er den eneste sætning, der falder hende ind, når hun forsøger at skrive.

Dette burde skrives i nutid

Med Dette burde skrives i nutid er Helle tilbage til den fortsatte fortælling om forfatteren som ung kvinde. Dorte studerer i København, men bor i et lille lejet hus i en stationsby. Forældrene er der ikke meget kontakt med, den centrale referenceperson er fasteren, der også hedder Dorte. Hun kan ikke få børn, og Dorte er opkaldt efter hende.

En overgang boede hun sågar hos hende, hvorfor de havde navneskiltet: ”2 x Dorte Hansen”. ”Hvordan skal det forstås?”, spørger postbuddet, hvortil fasteren svarer: ”Det skal forstås fuldkommen som det står”. Denne sætning fungerer også som drilsk metakommentar til de mange læsere (ikke mindst skoleelever), der beder forfatteren forklare, hvad hendes tekster ”betyder”.

I slutningen af Dette burde skrives i nutid dukker en Helle Helle-lignende skikkelse på humoristisk vis op, og hende bryder Dorte sig ikke om. Hun kan især ikke lide den frisure, der er en fast bestanddel af forfatterens offentlige persona. Dorte køber ikke hendes minimalistiske credo, om at man ”for det meste kan (…) nøjes med meget mindre”. Heroverfor fastholder hun: ””Der skal vel også lidt kød på”. Dog skifter hun mening med tiden, for ved romanens begyndelse har hun selv lært det: ”I en af sækkene lå også mine såkaldte tekster. Engang forekom det mig umuligt at kassere en skriftlig formulering, nu var jeg kommet efter det.”

Hvis det er

I Hvis det er befinder vi os i en stor skov i Jylland. ”Det er ikke mig” indleder denne lille roman. Den suggestive og mangetydige sætning peger ikke kun på det atypiske i fortællerens handlinger, men også på, at Helle her for første gang anvender en mandlig jeg-fortæller: en midaldrende mand er på kursus i en jysk skov, men begiver sig ud på en for ham ukarakteristisk løbetur i for små sko, der gnaver. Han farer vild, men møder en kvinde ved navn Weimann, der heller ikke kan finde vej. De overnatter i det fri, og som en anden Sheherezade overtager kvinden fortællingen, indtil hun tier ved daggry, og de to vender tilbage til civilisationen.

Tematiske sammenhænge mellem de, BOB og Hafni fortæller

Helles tre seneste romaner hænger tematisk sammen, idet titelpersonen i BOB (2021) er en biperson i de (2018) og i Hafni fortæller (2023). De er alle en slags elegier: de besynger en moders sidste år, BOB beretter om den første, store kærlighed, det sidste trekvart år, fortælleren boede sammen med sin kæreste, og Hafni fortæller er en skilsmisseroman.

Alle tre romaner eksperimenterer trods deres hverdagsrealisme med excentriske, ”unaturlige” fortællere: de er skrevet i en besynderlig, forceret nutid, og Bob er fortalt af en sært anonym, nærmest usynlig jeg-fortæller, nemlig Bobs kæreste, der har fuld adgang til hans tanker og indre, mens Hafni fortæller er en fortællers fortællings om en venindes romanlange telefonopkald.

de

de er en cyklisk fortælling, der begynder i foråret 1981, hvor den navnløse hovedperson, en pige på 16 år, mister sin ligeledes navnløse mor, der har været dødelig syg i over et år. Datteren har nærmest mirakuløst gennem vennen Bob fremskaffet et blomkål uden for sæsonen. Som var blomkålen en magisk hjælper, vil hun servere det for moderen i håb om at få hende rask.

Men hvad grøntsagen ikke formår, kan fortællingen muligvis, for den fastholdte nutid synes at fornægte moderens endeligt, og som en grammofonplade, der kører rundt i samme rille i en uendelighed, fastholdes beskrivelsen af det sidste år med moderen, den sidste tid, hvor datteren endnu var del af et ”de” i symbiosen mellem mor og barn.

Romanen er således en orfisk projekt, hvor den unge pige som en anden skjald gennem sin fortællekunst forsøger at kalde sin moder hjem fra dødsriget.

BOB

I de er den unge pige og Bob (endnu?) ikke kærester, men det er de i den grad i BOB, der kronologisk begynder et par år efter i de såkaldte ”fattigfirserne”. Den unge kvinde er nu flyttet til Vanløse og begyndt et universitetsstudium. Sammen med kæresten finder hun en etværelses lejlighed, og den fremstår som deres nyfundne paradis.

Denne tilstand varer ikke ved, og romanen følger Bobs trinvise nedtur fra sensommer til forår. Han står som så mange af de Helles unge hovedpersoner og tripper på tærsklen til voksentilværelsen uden at turde tage springet. I stedet overtager han husholdningen, mens kæresten gradvis glider fra ham og over i et studentermiljø, der egentlig er fremmed for dem begge.

BOB er en elegi over den mistede kærlighed, den, man troede, skulle vare livet ud. Både de og BOB handler grundlæggende om symbiotiske forhold, der slutter, henholdsvis ved død og skilsmisse. Begge romaner handler om, hvordan en person skal finde ud af at være ”en” efter at have været del af et ”de”. Skriften fungerer som et sorgarbejde og en nekrolog over en relation, der ikke længere er.

Hafni fortæller

Hafni fortæller fra 2023 følger en veninde fra de, Hanne F. Nielsen (”Hafni”), der som optakt til sin skilsmisse tager ud på en smørebrødsrejse gennem Danmark, en rejse, hun detaljeret beretter om i en telefonsamtale til veninden.

Dette beskrives i en underfundig og dristig fortællekonstruktion, hvor fortælleren fortæller, hvad Hafni fortæller. Hun ringer fra en rasteplads i Ringe på hjemvejen fra en tur, hvor meget lidt går som planlagt. Hafni fortæller er en humoristisk road movie-roman fra Frederikssund til Als og tilbage igen med masser af kulinariske detaljer.

Hovedpersonen oplever både sex og romantik, men ikke med den samme mand, og undervejs afsløres glimt til et dysfunktionelt ægteskab og dybe psykologiske problemer hos hovedpersonen, der lider under gådefulde angstanfald og tilbagevendende følelser af skam og pinlighed.

Isprængt levende beskrivelser af wienerschnitzler, hønsesalat og andepostej og et smørgåsbord af uheld og pinlige optrin fremvises mørke sider af eksistensen, ægte- og moderskabet, der bogstaveligt lander Hafni i en mudderpøl. Men hun rejser sig fra den og begynder sin fortælling.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (1)

skrev Ebbe Klitgård

Det ville være skønt med en opdatering af denne artikel om en af vore største nutidige forfattere, som også internationalt har fået vinger. Hafni fortæller tror jeg bliver en nyklassiker, og så bliver den ovenikøbet på de sidste sider kædet sammen med de også fremragende de og Bob. Som fagansvarlig for britisk litteratur "skylder" jeg også flere forfatterportrætter, jeg ved det kan være svært at nå det hele, men med så mange opslag som Helle Helle har, bør der virkelig ske noget snart. En af de få nulevende absolutte verdensforfattere i Danmark. Vh. Ebbe

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig