Faktaboks

Grete Stenbæk Jensen
Født
8. april 1925
Død
13. juli 2009

Grete Stenbæk Jensen, 8.4.1925-13.7.2009, dansk forfatter. Grete Stenbæk Jensen voksede op i et vestjysk, indremissionsk miljø, var tjenestepige og butiksmedhjælper i en årrække, kom på husholdningsskole og blev hjemmegående husmor.

I 1968 blev hun ægpakkerske, og med dagbogsromanen fra dette arbejdsliv, Konen og æggene (1973), fik både hun og arbejderlitteraturen et markant gennembrud. Hun var aktiv i Socialistisk Kulturfront og i Kampagnen mod Atomvåben.

Novellerne Waterloo retur (1978) er beretninger fra typiske kvindearbejdspladser, romanen Martha! Martha! (1979) og en række senere romaner trækker på det selvbiografiske stof.

Romanserien i fire bind om husmandspigen Thea, indledt med Thea (1984), afsluttet med Med tiden (1990), giver et omfattende billede af kvinders liv på landet fra 2. Verdenskrig og frem.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig