bondedigtning

Bondedigtning, så længe forskellige former for kvægavl og agerbrug har været næring for de fleste mennesker, har bondens liv, vilkår (bl.a. årstidsbetingelser) og arbejde også været emne for digtning.

Fra oldtiden kan således nævnes berømte læredigte som grækeren Hesiods Værker og dage (ca. 700 f.Kr.) og den romerske digter Vergils Georgica (1. årh. f.Kr.). I oldtiden grundlagdes tillige en hyrdedigtning, som dog gerne har andre pointer og en anden historie.

Digte og sange om landbrugsarbejdet har også floreret i nyere tid, undertiden i forbindelse med historisk eller politisk fokusering på "folket", fx i svenskeren E.G. Geijers digt "Odalbonden" (1811) eller danskeren C. Hostrups sang "Helt tungt han efter sig Foden drog" (1866, udg. 1872; med omkvædet "Frem, Bondemand, frem!"), siden også i form af husmands- og landarbejdersange af Johan Skjoldborg ("Naar Vinteren rinder i Grøft og i Grav", 1915), Jeppe Aakjær ("Hvem sidder dér bag Skærmen", 1906) o.a.

Idylpræget poesi om bondeliv og bondekultur har dog været det almindeligste, i Skandinavien fra Christian Winthers Træsnit (1828) til svenskeren E.A. Karlfeldts digtning omkring 1900. Den varme nostalgi i Aakjærs Rugens Sange (1906) er beslægtet hermed.

Særlig i bondedigtningen på vers får "folket" undertiden sit eget mæle i form af dialektdigtning; i prosafortælling forekommer det ligeledes, men sjældnere.

Omkring midten af 1800-tallet indtager bonde- eller landsbyfortællingen en betydelig plads: i Norden med Blicher (De tre Helligaftener, E Bindstouw) og Bjørnson, i Frankrig George Sand, i Tyskland og Schweiz J. Gotthelf, B. Auerbach, G. Keller.

Også hos de store russere skildres bondelivet, om end oftest fra godsejer-synsvinkel, fx Ljovins i L. Tolstoj: Anna Karenina (1875). Realister som Balzac med Les paysans (1842) og Zola med La terre (1887, da. Jord s.å.) lægger ligesom ofte Henrik Pontoppidan og August Strindberg i bondeskildringer vægt på det gerrige, animalske, udsultede.

Delvis som hjemstavnsdigtning og som civilisationskritik findes i begyndelsen af 1900-tallet myndige episke forherligelser af den rodfæstede, naturnære, nøjsomme bonde: Jakob Knudsens Sind (1903), Th. Gravlunds trilogi Sognet (1915-18), Knut Hamsuns Markens Grøde (1917).

I Marie Bregendahls En Dødsnat (1912) beskrives bondelivet fra kvindens synsvinkel. Uden for skandinavisk litteratur kan nævnes polakken W.S. Reymont, nobelprisbelønnet 1924, med hovedværket Bønderne (1904-09, da. 1925-27).

Det fattige liv på landet, evt. med et religiøst tryk, afgav siden stof til realistiske roman- og novelleforfattere, bl.a. Jørgen Nielsen herhjemme og flere amerikanske mellemkrigsforfattere.

Det kriseramte landbrug har siden 1930'erne været et væsentligt tema i moderne litteratur, tidligt i Martin A. Hansens Nu opgiver han (1935) og nutidigt i Knud Sørensens lyrik og prosafortællinger, fx Bondeslutspil (1980), og i Anne Marie Løns og Grethe Stenbæk Jensens romaner.

I det europæiske drama, som er en by-kunstart, er bonden traditionelt blevet fremstillet som primitiv, evt. dum, afstumpet — en komisk rolle som i Holbergs Jeppe paa Bierget (opf. 1722, udg. 1723); endnu Kaj Munks religiøse skuespil Ordet (opf. 1932) rejser sig på basis af bondedrama.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig