det moderne gennembruds litteratur

De politiske partier – Det Forenede Venstre, Højre og Socialdemokratiet – organiserede sig og fik navn, og politiske og ideologiske holdninger tog form og blev profileret. Ordet ’radikal’ (i modsætning til ’moderat’) vandt netop i 1870’erne indpas som betegnelse for de frisindede, reformivrige personer, ofte akademikere, der søgte ’til roden’ (radix) af problemerne og den erfaring af modernitet, der slog igennem overalt i samfundet.

Da den konservative regering under J.B.S. Estrup uden at have flertal i Folketinget fra 1877 gennemførte provisoriske (midlertidige) finanslove, kulminerede de politiske modsætninger i en forfatningskamp, der i 1894 førte til et foreløbigt forlig, men først blev afsluttet med systemskiftet i 1901.

Fra januar 1884 (og til 1934) udkom Tilskueren. Maanedsskrift for Literatur, Samfundsspørgsmaal og almenfattelige videnskabelige Skildringer med venstremanden Niels Neergaard som redaktør, og fra den 1. oktober samme år blev dagbladet Politiken stiftet med juristen, journalisten og politikeren Viggo Hørup som redaktør. Avisen skulle være ”Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk”.

Efter et foredrag af Georg Brandes i maj 1882 blev den konservative Studenterforening splittet. En gruppe brød ud og stiftede Studentersamfundet, der arrangerede diskussioner. Året efter tilbød man Aftenundervisning for arbejdere og i 1885 Retshjælp for Ubemidlede.

Dansk Kvindesamfund var blevet stiftet i 1871, bl.a. med henblik på at øge kvinders muligheder for at drive selvstændig virksomhed; Kvindelig Læseforening kom til i 1872, og i 1875 fik kvinder adgang til Københavns Universitet. Dansk Kvindesamfund begyndte i 1885 at afholde møder og udgive bladet Kvinden og Samfundet, redigeret af Elisabeth Grundtvig. To år senere stiftedes Kvindevalgretsforeningen. I 1888 stiftedes den mere radikale Kvindelig Fremskridtsforening, der udgav kvindesagsbladet Hvad Vi Vil.

Udfordringerne med de traditionelle og fastlåste kvinderoller, der viste sig utidssvarende, og de nye og usikre, der skulle indtages, fandt således fora for diskussion og kom i høj grad til at præge litteraturen. Men for kvinder var vejen til udgivelse af skønlitteratur langt vanskeligere end for mænd, selvom brugen af mandlige pseudonymer – samt hjælp fra kritikere som Brandes og Herman Bang – kunne være en hjælp.

Kredsen af (mandlige) forfattere signalerede, at det moderne gennembrud i usædvanlig grad gjorde sig bredt gældende i de nordiske lande, men også at de kvindelige forfattere blev overset. Tidligere i 1883 havde Brandes udgivet Mennesker og Værker i nyere evropæisk Literatur, hvor han så ud over den danske horisont og skrev om nye forfattere og filosoffer som Paul Heyse, John Stuart Mill, Ernest Renan, Gustave Flaubert og brødrene Jules og Edmond de Goncourt.

Få år senere gjaldt det franskmændene Emile Zola og Guy de Maupassant og russerne Ivan Turgenev, Fjodor Dostojevskij og Leo Tolstoj.

I Danmark var reaktionen derimod fortsat – og stivnet. Det danske samfund havde ifølge Brandes udviklet sig sådan, at det ”under Frihedens Maske bærer Tyranniets Træk”. Udfordringen bestod derfor i at sammenligne de hjemlige forhold med de europæiske og lede de moderne strømninger ind i dansk kulturliv for at standse reaktionen. Den havde haft sin historiske mission. Nu skulle Danmark bringes videre, synkroniseres og følge de europæiske hovedstrømninger. Med det mål for øje hyldede Brandes fra universitetets talerstol principperne om ”den frie Forsknings Ret” og ”den frie Tankes endelig Sejr.”

Men reaktionen havde endnu magt. Brandes blev udelukket fra en universitetskarriere, blev freelancer og bosatte sig 1877-1883 i Berlin, hvorfra han blev en kendt europæisk kritiker, der banede vej for det moderne gennembrud i dansk og nordisk litteratur, som København blev et centrum for. Det tog ti år. I en tale i 1904 pegede Brandes på, at fremskridtet i Danmark især havde udmærket sig ved antallet af stoppesteder.

Brandes’ udgangspunkt var, at en levende litteratur kan kendes på, at den sætter Problemer under Debat. En tidssvarende litteratur skulle udtrykke det nærværende liv og forholde sig til det på nutidens vilkår. Forfatteren skulle fordybe sig i virkeligheden og gøre det med et blik for dens levende enkeltheder og problemer.

1870’ernes og 80’ernes litteratur befandt sig i et spændingsfelt mellem en til tider illusionsløs (og evt. modløs) naturalistisk determinisme, ofte tegnet i billedet af en flanør og en liberal, fremskridtstroende individualisme, ofte inkarneret ingeniøren og lægen.

Romanen blev periodens mest udbredte genre. Gennembruddets romaner fremstår som skæve varianter af den foregående periodes dannelsesromaner, hvis trefasede grundmønster er, at hovedpersonen vokser op ’hjemme’, dernæst bryder op, sprænger sine grænser og bliver ’hjemløs’, men til sidst integrerer de nye erfaringer og i mere end én forstand kan vende ’hjem’.

Efter 1870 fremstår hovedpersonerne (som regel mænd, men i stigende grad kvinder) som ’problematiske naturer’, der aldrig når ’hjem’. Ofte forbliver de i en uopløst konflikt med normer og udfordringer i det patriarkalske samfund, så resignation, fortolkningssammenbrud, skilsmisse eller selvmord bliver resultatet.

I fremskrivningen af disse problematiske naturer med deres hjemløshed og resignation, blander to spor sig med hinanden. Det ene er en i udgangspunktet romantisk individualisme, mens det andet er naturalisme. De to spor spænder sig op imod hinanden, og de blander sig med hinanden.

Den romantiske individualisme, der har tråde tilbage til bl.a. Søren Kierkegaard, tegnes af Georg Brandes’ og Henrik Ibsen i forestillingen om den stærke personlighed, der – trods et meget omskifteligt liv – (for-)bliver sig selv. Disse ses i en række værker, lige fra J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) til Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904).

I det andet spor, naturalismen, forstås mennesket i dets sociale kontekst og som en del af en gruppe eller et fællesskab sådan som det bl.a. ses hos Alexander Kielland, Arne Garborg og den tidlige Henrik Pontoppidan.

Et signalord blev den realisme, der kom til at præge især prosaen, men også teateret. Realismen vil vise den faktisk foreliggende virkelighed gennem troværdige og detaljerede handlingsforløb. Handlingsforløbne er henlagt til det samtidige hverdagsliv og samfundsliv, lokaliseret i byen eller på landet, gerne med præcist opfattede interiører og naturbilleder. Dagligstuen blev teatrets foretrukne scene, hvor den fjerde væg ud mod tilskuerne, der sidder i mørke, blot er fjernet; regibemærkningerne bliver detaljerede og funktionelle.

Med fremhævelse af, at mennesket er et biologisk væsen og psykologisk set et driftsvæsen, der må forstås som et produkt af arv og miljø, ses realismen ofte skærpet til naturalisme. I forhold til realismen, der tilsigter kritisk bevidstgørelse, fører naturalismens søgen efter årsagsforklaringer og nøjagtige beskrivelser af fx sygdom og død eller sociale konflikter ofte til determinisme og pessimisme.

Den unge naturvidenskabsmand og senere forfatter, J.P. Jacobsen, skrev i 1871 i en introduktion til Charles Darwins evolutionsteori og arvelighedslære: ”Vi ombytte Underets gamle Poesi med Lovbestemthedens Poesi, vi bytte en vilkaarlig, overnaturlig personlig Styrelse med en klar Naturordning.”

”Vi ombytte Underets gamle Poesi med Lovbestemthedens Poesi, vi bytte en vilkaarlig, overnaturlig personlig Styrelse med en klar Naturordning.”

Beskrivelser af storbyen (Stockholm, København og Kristiania (Oslo)), dens flanørtyper og forskellige miljøer kom med August Strindbergs Röda rummet. Skildringer ur artist- och författarlivet (1879), Sophus Schandorphs Skovfogedbørnene (1884), Herman Bangs Stuk (1887), Holger Drachmanns Forskrevet (1890) og Knut Hamsuns Sult (1890).

Storbyens omfattende prostitution tematiseres direkte i Hans Jægers Fra Kristiania-Bohèmen (1885) og Christian Krohgs Albertine (1886), der begge blev beslaglagt, ligesom i øvrigt Herman Bangs Haabløse Slægter (1880).

Forholdsvis sent dukker det moderne livs psykiske problemer og psykiatriske behandlingsmiljøer op i letterær form, bl.a. i Amalie Skrams to romaner Professor Hieronymus og Paa Sct. Jørgen (1895), i Herman Bangs Ludvigsbakke (1896) og August Strindbergs Inferno (1897).

Kønsrolleproblemer, brud og skilsmisser gjorde sig især gældende hos mandlige forfattere som Henrik Ibsen, J.P. Jacobsen, Holger Drachmann og Vilhelm Topsøe og kvindelige forfattere som Victoria Benedictsson (Ernst Ahlgren), Olivia Levison, Amalie Skram og Erna Juel-Hansen.

En genkommende konstellation er forholdet mellem en lidt ældre, erotisk erfaren (enke-)mand og en meget yngre, som regel helt uerfaren kvinde, der er uvidende om, hvad hun går ind til – og svigtes. Baggrunden for denne genkommende konstellation er en bornert opdragelse og et traditionelt fornuftsægteskab.

Eksemplerne strækker sig – i forskellige varianter – fra Vilhelm Topsøes Jason med det gyldne Skind (1876), over Amalie og Erik Skrams romaner og Victoria Benedictssons Pengar (1885) og Arne Garborgs Mannfolk (1886) til Herman Bangs Tine (1889) og Ludvigsbakke (1896).

Diskussionen om kønsroller og dobbeltmoral spidsede især til under sædelighedsfejden (1883-1887), der blev udløst af to skuespil, Edvard Brandes’ Et Besøg (1882) og især Bjørnstjerne Bjørnsons En hanske (1883) med dets krav om ligestilling mellem mænd og kvinder i spørgsmålet om seksualmoral.

Under den intense fejde plæderede man på Brandes’ side for en mere fri seksualmoral, mens blandt andre Bjørnstjerne Bjørnson argumenterede for seksuel afholdenhed og monogami. I sommeren 1887 rejste Bjørnson Norden rundt med sit store foredrag ”Engifte og mangegifte”; støttet af Elisabeth Grundtvig blev ligestillingen her strammet til et krav om seksuel renhed for begge parter før ægteskabet.

I Herman Bangs noveller og romaner blev den nybrydende impressionistiske fremstilling mere og mere scenisk og situativ; det var de små handlinger, bevægelser, situationer og replikker, der gav læseren adgang til en forståelse af personernes psyke. Den indre monolog, der lader personerne formulere, hvad de knap selv ved, blev her udviklet med stadig større raffinement, evt. sådan at syntaksen blev brudt op eller fragmenteret.

Grundlæggende anvendes den samme litterære teknik i periodens noveller og kortprosa, men med det gennemgående træk, at pointerne ikke lukkes og slutningerne ofte forbliver åbne.

Det moderne gennembrud er ikke rigt på lyrik. I de bedste digte hos J.P. Jacobsen og Holger Drachmann forlades traditionens faste strofeformer til fordel for frie ustrofiske vers, der lader en stemning i naturen eller sindet folde sig ud. Det var her 1890’ernes lyrikere (det sjælelige gennembrud) senere kunne knytte til.