Niels Neergaard

Niels Neergaard var en dansk politiker og historiker, konseilspræsident (statsminister) i 1908-1909 og statsminister 1920-1924.

Efter et kortvarigt studium i teologi studerede Niels Neergaard historie og blev i 1879 magister; siden studerede han økonomi og statsvidenskab med henblik på en politisk karriere.

I 1884 grundlagde han tidsskriftet Tilskueren, som i de følgende 50 år var et respekteret organ for viden og debat. Neergaard var venstremand og medlem af Folketinget 1887-1890 og 1892-1932. Med sin fænomenale hukommelse blev han en uundværlig hjælper for Frede Bojsen og hans Moderate Venstre under forhandlingerne med Højre, som førte til det store forlig 1894. Neergaard stod endvidere bag de første sociallove, som indgik i forhandlingspolitikken.

Fra 1908 kom Niels Neergaard ind i det politiske centrum, først som finansminister og efter Albertiaffæren samme år som konseilspræsident. Trods en energisk indsats lykkedes det ham ikke at løse det komplicerede forsvarsspørgsmål. 1910-1913 var han finansminister i regeringen Berntsen.

Sit livs største udfordring fik han, da han efter Påskekrisen 1920 blev stats- og finansminister. Efterkrigstidens finanskrise og Landmandsbankens krak gjorde det politiske liv uroligt, men det lykkedes alligevel Neergaards regering at gennemføre en række vigtige sociale reformer.

1926-1929 var Niels Neergaard atter finansminister, denne gang i regeringen Madsen-Mygdal. Neergaards styrke var hans store saglige viden og dermed troværdighed mere end hans taktiske evner som parti- og regeringsleder. Neergaards væsentligste arbejde som historiker var storværket om dansk historie 1848-1864, Under Junigrundloven, 1-2 (1892-1916). Hans erindringer om tiden indtil 1894 udkom i 1935.