Påskekrisen 1920

Påskekrisen 1920 var en dansk politisk krise, der opstod i slutningen af marts 1920. Krisen udløstes af uenighed om det sønderjyske grænsespørgsmål mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition i Folketinget og kongen, Christian 10., på den anden.

Dybereliggende årsager var den borgerlige oppositions og erhvervslivets utilfredshed med regeringen; erhvervslivet var mod den fortsatte reguleringsøkonomi fra krigens tid, og Venstre frygtede, at regeringens forslag til en ny valglov ville betyde færre Venstremandater. Regeringen Zahle ønskede en grænse efter nationalitet, hvilket også Venstre og De Konservative tidligere havde tilsluttet sig.

En stor, folkelig national bevægelse, især samlet i Flensborgbevægelsen, krævede imidlertid Flensborgs indlemmelse i Danmark, også efter afstemningen i den 2. zone den 14. marts, der gav et tysk flertal på 80 % (se Genforeningen).

Med støtte i folkestemningen ændrede Venstre og De Konservative nu kurs, men regeringen kunne fredag den 26. marts optælle et spinkelt flertal for sin politik, og da Folketinget dagen efter gik på påskeferie, havde den ikke fået et mistillidsvotum.

Den parlamentariske situation var imidlertid uklar. Søndag den 28. marts besluttede kongen i samråd med sin nærmeste rådgiver, erhvervsmanden H.N. Andersen, at fyre regeringen næste dag og udnævne et forretningsministerium ledet af rektor, professor Th. Rovsing.

Allerede om morgenen den 29. marts fik den radikale afhopper C. Moesgaard Kjeldsen hos H.N. Andersen at vide, at kongen senere samme formiddag ville afskedige regeringen. Venstres leder, Niels Neergaard, hvis støtte H.N. Andersen ønskede at opnå, frarådede dog udnævnelsen af den politisk uerfarne Rovsing og pegede i stedet på kongens advokat, Otto Liebe, eller overformynder M.P. Friis; valget faldt på Liebe.

Kongens afskedigelse af ministeriet Zahle blev af Socialdemokratiet og De Radikale betragtet som grundlovsstridig og udløste store demonstrationer på Amalienborg Slotsplads. Fagbevægelsen, der var i en varslet arbejdskonflikt, truede med generalstrejke.

Efter fem dages forhandlinger bøjede kongen sig, og efter et mellemspil med ministeriet Liebe enedes parterne påskemorgen den 4. april om et kompromis: Ministeriet Friis kom til, gennemførte valgloven og udskrev nyvalg, hvorpå generalstrejken og storkonflikten blev afblæst. Påskekrisen er det tætteste, Danmark har været på en politisk omvæltning med uparlamentariske midler.