andelsbevægelse

De første idéer om en andelsbevægelse kan føres tilbage til slutningen af 1700-tallet og udspringer af bestræbelser for at skabe økonomisk samarbejde mellem socialt ringe stillede mennesker for derigennem at forbedre deres kår.

Mere konkret blev principperne for andelsvirksomhed udviklet af englænderne Robert Owen (1771-1858) og William King (1786-1865), og den egentlige tilblivelse dateres almindeligvis til året 1844 i Rochdale i Nordengland, hvor 28 fattige vævere oprettede den første brugsforening.

Ved denne lejlighed formuleredes et program, hvis vigtigste punkter var, at de indkøbte og fordelte varer skulle være rene og uforfalskede, at betalingen skulle ske kontant ved modtagelsen af varerne, at et eventuelt overskud ved virksomheden skulle fordeles til medlemmerne i forhold til deres køb, at styreformen skulle være demokratisk, således at hvert medlem havde én stemme, at der skulle være åben adgang for nye medlemmer, og at priserne skulle være de gængse dagspriser.

Disse "Rochdale-principper" står fortsat som en principiel grundsætning for kooperativ virksomhed verden over, men de blev formuleret med henblik på forbrugerandelsvirksomhed og er dermed kun i nogen udstrækning retningsgivende for andelsbevægelsen i Danmark.

Der foreligger ikke en strengt juridisk formulering af andelsbevægelsens principper, men der vil være bred accept af følgende karakteristika: At udbyttet af virksomheden – ud over bankmæssig forrentning af den indbetalte kapital – fordeles til medlemmerne i forhold til deres omsætning med virksomheden, samt at andelsvirksomheden er åben for tilgang af nye medlemmer fra virksomhedsområdet.

Disse træk er helt centrale, men endvidere gælder det, at ethvert medlem har én stemme på virksomhedens generalforsamling ("én mand – én stemme") uanset andelskapitalens størrelse eller medlemmets omsætning med virksomheden.

Ofte er det solidariske ansvar for den gæld, der er stiftet til virksomhedens drift, også blevet fremhævet som betegnende for andelsbevægelsen. Et træk, der ligeledes kan fremhæves, er den eksisterende sammenhæng mellem ejendomsretten til virksomheden og de opgaver, denne virksomhed varetager enten ved at modtage, bearbejde og afsætte medlemmernes produktion eller ved at betjene dem med varer eller tjenesteydelser.

Forudsætningerne for andelsbevægelsen i Danmark går tilbage til 1700-tallets slutning, da landboreformerne moderniserede landbrugsstrukturen og sikrede det mellemstore gårdbrug som kernen i landbruget. Det var også afgørende for andelsbevægelsen, at selvejet fra slutningen af 1700-tallet til slutningen af 1800-tallet vandt almindelig udbredelse.

I løbet af 1800-tallets første halvdel blev bondebefolkningen i stigende grad inddraget i administrationen af lokalsamfundet, og fra 1814 betød indførelsen af almindelig undervisningspligt, at analfabetismen forsvandt.

Bønderne begyndte selv at organisere sig økonomisk i brandforsikringsforeninger og landboforeninger fra 1840'erne, og senere fulgte sparekasser og andre sammenslutninger i forbindelse med landbrugets produktion. Politisk indledte bondebevægelsen fra 1840'erne en bestræbelse for frigørelse og ligestilling, der fortsattes efter Grundloven af 1849 (se Danmarks Riges Grundlov).

Der var altså i udgangspunktet tale om et relativt stort antal mindre eller mellemstore enheder – producenter og forbrugere – hvis interesser og sociale, politiske og kulturelle stilling var præget af stor ensartethed, og som ikke opfattede sig som værende i en direkte konkurrencesituation.

Det har været diskuteret, hvilken betydning den grundtvigske folkehøjskole fik for andelsbevægelsen, idet det kan konstateres, at højskolen ikke direkte beskæftigede sig med emnet. Utvivlsomt indgik den yderligere skoling og horisontudvidelse, en højskole kunne bibringe de unge, som en del af forudsætningerne for den hurtige accept af andelsbevægelsen i landbosamfundet.

Mange af første generations andelsledere fra 1880'erne og 1890'erne havde et højskole- eller landbrugsskoleophold bag sig, og aktiv deltagelse i lokalsamfundets andelsbevægelse var i årene op til 1. Verdenskrig en naturlig del af den grundtvigsk prægede sognekultur. Forestillingen om en sammenhæng mellem højskole og andelsbevægelse fæstnedes tidligt og fik stor ideologisk bærekraft i første halvdel af 1900-tallet.

Kreditforeningerne (fra 1851) har i deres opbygning mange træk fælles med andelsbevægelsens virksomheder, men deres virke inden for rammerne af en statslig lovgivning betyder, at de aldrig har været regnet som en del af bevægelsen.

Oprettelsen af den første brugsforening, Thisted Arbejderforening, i 1866 regnes for begyndelsen til andelsbevægelsen i Danmark. Stifteren, provst H.C. Sonne, var inspireret af de engelske brugsforeninger og ville bidrage til løsning af datidens sociale problemer. I de første år efter 1866 havde brugsforeningerne et klart filantropisk præg, og bevægelsen vandt indpas både i byerne og på landet.

Mens brugsforeningerne i Danmark byggede på forbilledet fra England, så repræsenterede produktionsandelsvirksomhederne en særegen dansk nydannelse uden kendte udenlandske forudsætninger.

Andelsmejerierne skabte i det væsentlige den organisationsform, der blev gentaget i det brede netværk af andelsvirksomheder, som bearbejdede og afsatte landbrugets produkter eller forsynede landbruget med råstoffer og tjenesteydelser.

Der er enighed om at anse Hjedding Andelsmejeri, der begyndte sin virksomhed 10.6.1882, for det første danske andelsmejeri, idet mejeriet og dets love blev forbillede for de andelsmejerier, der senere blev oprettet.

Baggrunden for oprettelsen af andelsmejerierne var den fra 1860'erne øgede vægt på mejeribrug og smørproduktion. I denne omlægning, der blev fremskyndet af fald i kornpriserne fra omkring 1875, var de mindre og mellemstore landbrug blevet distanceret af de store landbrug (herregårdene).

Siden 1870'erne var forskellige former for fællesdrift på mejeribrugets område blevet forsøgt, og indførelsen af den kontinuerlige centrifuge løste en række tekniske vanskeligheder ved behandlingen af mælk fra flere leverandører.

I lovene for Hjedding Andelsmejeri, der i det væsentlige blev udarbejdet af gårdejer Niels Hansen Uhd, Ølgod, blev det fastslået, at hvert medlem havde én stemme på den årlige generalforsamling, der var mejeriets højeste myndighed, uanset hvor mange køer han havde indmeldt i mejeriet ("man stemte efter hoveder og ikke efter høveder"), at overskuddet ved mejeriets drift (og et evt. underskud) fordeltes på medlemmerne i forhold til den mængde mælk, den enkelte leverede til mejeriet, og at der til mejeriets oprettelse og drift blev optaget et lån, for hvilket medlemmerne hæftede solidarisk ("én for alle – alle for én") i forhold til antallet af indtegnede malkekøer.

Fra Hjedding Andelsmejeri gik disse principper over i de fleste andre andelsmejeriers love, idet man dog visse steder, bl.a. på Fyn og på Bornholm, indførte stemmeret i forhold til antallet af indtegnede køer – dog med en overgrænse på normalt tre til fem stemmer.

I løbet af 1880'erne oprettedes andelsmejerier over hele landet. Især årene 1886-1889 var præget af en sand "mejerifeber", og alene i 1888 blev der bygget 244 nye andelsmejerier. Det anslås, at en tredjedel af samtlige landbrug i 1890 var medlemmer af et andelsmejeri.

Tilslutningen var fra begyndelsen størst hos gårdmændene, men snart kom de mindre mælkeproducenter (bolsmænd, parcellister, husmænd, håndværkere med jordlodder) med, og i løbet af 1890'erne sluttede proprietærer og godsejere sig i stigende tal til andelsmejerierne. Før århundredskiftet var det åbenbart, at mejeribruget i Danmark var ensbetydende med andelsmejerierne.

I 1887 oprettedes det første andelssvineslagteri i Horsens. Inspirationen blev hentet fra andelsmejeriernes principper, og biproduktet fra smørfremstillingen, skummetmælken, der blev leveret tilbage til medlemmerne, var grundlaget for en kraftig forøgelse af svineholdet.

På dette tidspunkt var en omlægning af produktionen begyndt, idet der i stigende omfang eksporteredes bacon (flæskesider) til Storbritannien i stedet for levende svin til Tyskland. Denne ændring medførte også en nyorientering i avlen; idealet blev magre, mod tidligere fede svin.

Det første andelssvineslagteri i Horsens fandt hurtigt efterlignere, men i modsætning til, hvad der gjaldt for mejeribruget, eksisterede der en udbygget privatejet slagteindustri, og der førtes i de første år efter 1887 en hård priskrig, som 1890-1891 resulterede i forhandlinger om en sammenslutning. I 1890 var der ti andelssvineslagterier i virksomhed; de stod for ca. en tredjedel af samtlige slagtninger til eksport.

Ved siden af smør og bacon var også ægeksporten vigtig i den danske landbrugseksport til Storbritannien. Klager over de danske ægs kvalitet førte i 1895 til oprettelsen af Dansk Andels-Ægexport (DAÆ, senere DANÆG). Organiseringen af ægsalget gennem lokale kredse, der indsamlede og leverede æg til DAÆ's pakkerier, fik ikke mindst betydning på Øerne, og medlemmerne var i vid udstrækning mindre landbrugere.

Omlægningen af landbruget med henblik på den animalske produktion krævede øget tilførsel af råstoffer, herunder korn og foderstoffer. Der var tidligt taget forskellige initiativer til at organisere landmændene i fællesindkøb, men oprettelsen af Jydsk Andels-Foderstofforretning (JAF) i 1898 blev afgørende. JAF blev en engrosvirksomhed, der selv stod som importør, mens distribueringen foregik gennem lokale foreninger.

JAF blev i 1901 efterfulgt af Fyens Andels-Foderstofforretning (FAF), Øernes Andelsselskab for Indkøb af Foderstoffer (ØA) og Dansk Andels-Gødningsforretning (DAG). JAF, hvis stiftelse skyldtes gårdejer Anders Nielsen, Svejstrup Østergaard, udviklede sig hurtigt til en betydende faktor i korn- og foderstofhandelen.

Andelsmejerierne sluttede sig i løbet af 1890'erne sammen i regionale, senere landsdelsdækkende mejeriforeninger, og utilfredshed med forholdene i smørhandlen førte til oprettelsen af smøreksportforeninger. Inden for baconeksporten blev Danish Bacon Company (DBC) andelssvineslagteriernes forsøg på at kontrollere mellemhandelen.

Ved slutningen af 1890'erne stod det klart, at der i forbindelse med landbruget var ved at blive skabt et netværk af produktions-, afsætnings- og indkøbsforeninger, der byggede på andelsprincipper.

Tanken om et samarbejde blev rejst af Severin Jørgensen, der i 1896 fik samlet de danske brugsforeninger i Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB), ligesom han havde været medvirkende ved oprettelsen af DAÆ. I 1899 oprettedes Andelsudvalget, der skulle varetage andelsvirksomhedernes fællesinteresser især udadtil, idet de enkelte brancher og enkeltvirksomheder beholdt deres fulde selvstændighed.

Et vigtigt talerør blev Andelsbladet, som blev udgivet af Andelsudvalget fra 1900. Formanden for De Samvirkende Danske Andelssvineslagterier, gårdejer og folketingsmedlem M.P. Blem, blev valgt som den første formand, men den ledende skikkelse blev dog snart Anders Nielsen, Svejstrup Østergaard, der også redigerede Andelsbladet.

I årene efter 1900 oprettedes stadig nye andelsvirksomheder – til dels på mere centralt initiativ. Mejeriernes og Landbrugets Ulykkesforsikring (MLU) var oprettet i 1898 og varetog forsikringsopgaver i lighed med Andels-Anstalten "Tryg", oprettet i 1902, mens De danske Mejeriers Fællesindkøb og Maskinfabrik, oprettet 1901, forsynede andelsmejerierne med redskaber og maskiner.

Andelsmejeriernes Sanatorieforening, stiftet i 1904, er en undtagelse til reglen om, at andelsvirksomhederne alene har økonomiske formål. Her gjaldt formålet bekæmpelsen af tidens folkesygdom, tuberkulosen.

Med skarp brod mod det private erhvervsliv oprettedes Dansk Andels-Cementfabrik (DAC) i 1911 og Dansk Andels-Kulforretning (DAK) i 1915 samt Den Danske Andelsbank i 1914. Oprettelsen af et fælles andelspengeinstitut havde været drøftet længe, men de lokale andelsvirksomheders traditionelle forbindelser til de ofte landbostyrede sparekasser forsinkede etableringen af en bank for andelsvirksomheder. I 1915 opstod på lokalt initiativ i Vestjylland den første Andelskasse til varetagelse af lokalsamfundets behov for kredit og opsparing.

Før udbruddet af 1. Verdenskrig havde andelsbevægelsen i Danmark nået en meget betydelig udbredelse. Andelsmejerier og -svineslagterier var dominerende inden for deres brancher, mens indkøbs- og afsætningsvirksomheder spillede en stor rolle i omsætningen af landbrugets råvarer og produkter.

Den typiske, danske landbruger var på dette tidspunkt medlem af et antal andelsvirksomheder, og andelsbevægelsen indgik som et integreret led i den foreningskultur, der blev et karakteristisk træk ved det danske landbosamfund.

Bevægelsen afholdt sig fra politisk og samfundsmæssig stillingtagen, men det var en selvfølge, at andelsbevægelsen udtrykte de værdier og holdninger, der var fælles for den sejrende gårdmandsstand. Andelsbevægelsens stærke udbredelse, der også åbnede muligheder for deltagelse af de helt små ejendomme, må dog anses for en væsentlig forudsætning for opkomsten af husmandsbevægelsen efter 1900.

Årene mellem de to verdenskrige var i højere grad præget af bestræbelser for at fastholde de rammer, der var opbygget før 1914. Genforeningen med Sønderjylland i 1920 betød, at der i større målestok blev oprettet andelsvirksomheder i denne landsdel, bl.a. andelssvineslagterier.

Tilbageslaget efter 1. Verdenskrig betød, at en andelsvirksomhed De samvirkende danske Mejeriforeningers Mælkeeksport måtte standse sin virksomhed i 1925, og lukningen førte til, at Andelsbanken, der havde finansieret mælkeeksporten, lukkede i 1925. Det kostede Anders Nielsen, Svejstrup Østergaard, hans position som førstemand i landbrugets andelsbevægelse.

Mellemkrigsårene bragte få nye initiativer. Krisen resulterede i oprettelsen af Danske Landbrugeres Kreatursalgsforening (DLK) i 1933, og i 1932 oprettedes det første andelsfjerkræslagteri. Antallet af andelsvirksomheder øgedes fortsat med nyoprettelser af mejerier, slagterier m.v., men der var i de fleste tilfælde tale om deling af bestående virksomheder.

Andelsbevægelsen var stadig et integreret led i dansk landbrug, og Andelsudvalget, der i 1917 var blevet reorganiseret i De samvirkende danske Andelsselskaber, fik sæde i Landbrugsraadet, der blev oprettet 1919. Der var fortsat et samarbejde med FDB på det overordnede plan, og samvirket muliggjordes ved, at brugsforeningerne stadig helt overvejende var knyttet til landbosamfundet.

I 1939 rummede andelsbevægelsen (ud over brugsforeningerne) 1339 andelsmejerier, 10 andelssmøreksportforeninger, 61 andelssvineslagterier, 5 andelsfoderstofforeninger samt et antal andelsvirksomheder af landsdækkende karakter.

Andelsmejerierne behandlede 91 procent af den samlede mælkemængde, mens lidt over 50 procent af smøreksporten blev varetaget af andelssmøreksportforeningerne. Andelssvineslagterierne foretog 85 procent af samtlige slagtninger til eksport, mens DAÆ havde ca. en fjerdedel af markedet. Andelsfoderstofforeningerne havde 47,5 procent af omsætningen af foderstoffer, og DAG 39 procent af det samlede forbrug af handelsgødning.

Det antages, at 40-45 procent af befolkningen var medlem af en eller flere andelsvirksomheder, herunder brugsforeninger. På landet har deltagelsen været langt størst.

Besættelsesårene bød ikke på mulighed for nye initiativer, men i 1946 oprettedes det første andelsvaskeri og samme år det første andelsfrysehus. Begge typer virksomheder betjente de enkelte husholdninger, men er stort set igen forsvundet i takt med indførelse af vaskemaskiner og frysere i hjemmene. I et samarbejde med FDB oprettedes i 1947 Dansk Landbrugs Andels Maskinindkøb (DLAM).

I beslægtede erhverv som fiskeri og gartneri blev forarbejdning og afsætning af produkterne i betydeligt omfang organiseret på andelsbasis. Udviklingsforløbet var det samme som i landbruget, idet man tog et lokalt initiativ, der blev efterlignet andre steder for senere at føre til en landsdækkende overbygning.

Andelsfiskesalgsforeninger vandt udbredelse fra 1920'erne, og fra 1946 virkede på Bornholm Dansk Andelsfisk, hvis opgave var en forarbejdning af fangsten. Andelsfrugtsalgsforeninger opstod i 1930'erne, og fra samme periode stammer Gartnernes Salgsforeninger (GASA), der i nyere tid har overtaget de førstes opgaver.

Den øgede interesse for pelsdyravl i mellemkrigsårene førte til en så godt som 100 procent organisering af denne afsætning gennem en andelsvirksomhed, Danske Pels Auktioner. Fiskernes, gartnernes og pelsdyravlernes andelsvirksomheder deltager i samarbejdet med landbrugets andelsvirksomheder og regner sig som hørende til andelsbevægelsen.

Efter lukningen af Den Danske Andelsbank i 1925 stiftedes Dansk Andels- og Folkebank, der i 1932 tog navneforandring til Andelsbanken. I årene efter 2. Verdenskrig ekspanderede banken kraftigt og opnåede en placering som et af landets store pengeinstitutter.

I mellemkrigstiden var andelsbevægelsen et integreret led i dansk landbrug. Den typiske landmand var medlem af en række andelsvirksomheder, og det blev opfattet som en selvfølgelig forlængelse af landbrugets og landbosamfundets bestræbelser på at øve indflydelse på den omverden, der havde relation til erhvervet.

Fra midten af 1950'erne satte en udvikling ind, der har ført til en gennemgribende strukturrationalisering. Indtil dette tidspunkt var andelsbevægelsens opbygning stort set uforandret fra tiden før 1914, idet man byggede på et stort antal mindre lokale enheder (mejerier, lokalforeninger), der samvirkede i større organisationer.

Afvandringen fra landbruget, det faldende antal landbrug og nye transportmuligheder betød sammen med teknologiske innovationer og skærpet konkurrence en drastisk reduktion i antallet af selvstændige foreninger og selskaber. Udviklingen i første halvdel af 1900-tallet havde flere steder ført til opsplitning i for små enheder, og allerede i 1930'erne drøftede man en rationalisering af strukturen inden for andelsmejerierne.

Strukturrationaliseringen, der fortsat finder sted inden for andelsbevægelsen, har i de seneste årtier afgørende ændret andelsvirksomhedernes fremtrædelsesform, men andelsbevægelsens samlede vægt inden for omsætningen i forbindelse med landbrugserhvervet er uændret. Det traditionelt bestemte samarbejde med brugsforeningerne ophørte i 1973 i erkendelse af, at den stærke vækst i brugsforeningernes medlemskreds fandt sted i bysamfundene.

Inden for mejeribruget har en markant udvikling ændret det traditionelle billede. MD Foods, tidligere Mejeriselskabet Danmark, står for ca. ²/₃ af den samlede omsætning, og antallet af selvstændige enheder var i 1993 22. Tilsvarende var antallet af andelssvineslagterier 6.

Inden for grovvaresektoren skete der i 1969 en sammenslutning af DAG, JAF og ØA i Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG). I 1975 oprettedes Landsforeningen den Lokale Andel (DLA), der har til opgave at varetage de lokale foreningers interesser. På tilsvarende vis er der foregået en strukturrationalisering i andre brancher, herunder indledt øget samarbejde med ikke-andelsvirksomheder, og som led i den gennemgribende rationalisering inden for pengeinstitutterne indgik Andelsbanken i Unibank (se Nordea).

Der er løbende sket en udbygning af andelsbevægelsen i takt med de stigende krav til forædling og service. Andelsbevægelsens enkeltvirksomheder fremtræder i dag uden noget kendeligt særpræg i forhold til ikke-andelsvirksomheder, og i den stadige tilpasning til kravene om effektivitet og rationel udnyttelse af resurserne er de underkastet parallelle vilkår. I 1993 erhvervede DLG firmaet Superfos' grovvareafdeling for at opnå en rationaliseringsgevinst.

Udviklingen inden for andelsbevægelsen er siden 1950'erne foregået i en løbende konflikt mellem lokale interesser og hensynet til rentabel drift. De større, til dels meget store enheder har stillet krav om en mere kompliceret ledelsesstruktur, og udviklingen er ikke sket uden stadige drøftelser om medlemsdemokratiets vilkår.

De traditionelt grundlæggende karakteristika (én mand – én stemme) har været til diskussion og er i det væsentlige fastholdt i de primære virksomheder (mejerier, slagterier m.m.). Tilsvarende karakteriseres andelsbevægelsens virksomheder fortsat ved åbent medlemskab og udbyttets fordeling efter omsætningen med virksomheden.

Udviklingen inden for landbrugets andelsbevægelse i Danmark har siden midten af 1990'erne været præget af en koncentration af virksomhederne inden for grovvaresektoren, hvor DLG i 1999 overtog FAF (Fyens Andels-Foderstofforretning), mejeribruget, hvor MD Foods samme år fusionerede med Kløvermælk, og slagterisektoren, hvor Danish Crown i 1998 fusionerede med Vestjyske Slagterier og i 2002 med Steff-Houlberg.

Fra 1997 indledte danske andelsvirksomheder i stigende omfang samarbejde med svenske andelsselskaber, enten i form af egentlig selskabsdannelse, som da MD Foods i 1999 fusionerede med Arla til Arla Foods, eller ved at åbne for medlemskab på tværs af landegrænsen. Selskaberne Arla Foods, Danish Crown og DLG er i dag absolut førende inden for hhv. mejeridrift, slagterivirksomhed og den andelsejede grovvaresektor.

• arbejderbevægelsen i Danmark