Analfabetisme, ukyndighed i læsning og skrivning. Betegnelsen analfabet anvendes i almindelighed kun om personer over 15 år.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet analfabetisme kommer af græsk a- og alfabet, og -isme.
I henhold til UNESCOs definition vil en person, der med forståelse har lært at læse og skrive simple udsagn om eget liv, ikke være analfabet. Det har imidlertid vist sig meget vanskeligt at holde fundamentale færdigheder ved lige i områder, hvor det ikke er umiddelbart nødvendigt for livets opretholdelse at kunne læse og skrive.
I begyndelsen af 2000-t. er analfabetisme stadig udbredt, især i udviklingslandene. En begrænsning af problemet bliver i almindelighed betragtet som en forudsætning for industrialisering af udviklingslandene. Ifølge UNESCO er ca. 757 mio. analfabeter (2013) svarende til ca. 15%. Analfabetismen er især faldende i gruppen af unge 15-24 årige. 14 lande i Afrika syd for Sahara samt Syd- og Vestasien har en analfabetisme på over 50%, mest udbredt blandt kvinder.
For Europa har udviklingen været anderledes. I midten af 1800-t. kunne højst halvdelen af den voksne befolkning i Vesteuropa læse og skrive. Industrialiseringsgraden har imidlertid ikke fulgt udbredelsen af disse færdigheder. Generelt var analfabetisme af et betydeligt mindre omfang i de protestantiske lande, hvor selvstændig læsning af enkelte religiøse tekster havde større betydning end i den øvrige del af Europa. Almindelig skolepligt blev indført i mange europæiske lande i midten af 1800-t. og reducerede antallet af analfabeter. I slutningen af 1800-t. udgjorde antallet ca. 10% af befolkningerne i England og Frankrig. Der findes ingen statistiske oplysninger om analfabetismen i de nordiske lande, men på baggrund af udvandreres, soldaters og fangers skrive- og læsefærdighed formodes det, at analfabetismen har været af ringe omfang også i Danmark på den tid. Danmark fik i 1814 undervisningspligt — til forskel fra andre lande ikke skolepligt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.