Harald Herdal var en dansk forfatter. Med baggrund i et fattigt barndomsmiljø og de unge års erfaringer med arbejdsløshed og krise blev Herdal tidligt overbevist socialist og var i en kort periode sidst i 1920'erne medlem af DKP. Som autodidakt og skrivende fra sit 18. år blev han mellemkrigstidens mest produktive proletarforfatter. Som lyriker debuterede han med Nyt Sind (1929) med hans kendteste digt, "Træet i Istedgade", mens den første af hans mange prosabøger, hvoraf en del var skrevet i 1920'erne, udkom i 1932. Men det var med de to kollektivromaner Man skal jo leve (1934) og Løg (1935), han slog igennem. Her er den københavnske slums opgange og baggårde skildret i usminket socialrealisme, mens romaner som Der er noet i Vejen (1936) og En egn af landet (1939) kan ses som led i kulturkampens antifascistiske beredskab. Ud over socialismen er Herdals positive værdier naturen, kvinden og kærligheden, ikke mindst i digtsamlingerne, hvoraf kan nævnes Nøgne digte (1933), Mennesket (1937) og I vinteren (1946). 1940'ernes erindringsbind Barndom, De unge aar og Læreaar (1944-1946) — afrundet med Arbejdsår (1970) — står stærkt i det kunstnerisk noget ujævne forfatterskab, der også omfatter talrige noveller og essays, dels litterære, dels sociale, gjort af samme tids- og hverdagsstof som romanerne.