Socialrealisme er en kunstnerisk udtryksform, der i et realistisk formsprog skildrer emner med et socialt indhold og sigte og ansporer tilskueren eller læseren til at tage stilling.

Inden for malerkunsten findes socialrealisme i bred forstand hos fx Pieter Bruegel d.æ. i 1500-t. og William Hogarth i 1700-tallet, men betegnelsen anvendes mest om en retning inden for realismen i 1800-tallets europæiske malerkunst.

Den tog parti for de svageste i samfundet, de fattige, udstødte, syge og gamle, og kom i Danmark til udtryk hos bl.a. L.A. Ring, H.A. Brendekilde, Erik og Frants Henningsen samt Jens Birkholm. I 1900-tallet blev socialrealismen videreført af bl.a. Aksel Jørgensen og Peter Rostrup Bøyesen.

Inden for litteratur dækker betegnelsen socialrealisme realistiske, oftest kritiske skildringer af vilkår og skæbner i samfundets underklasse som på dansk i Henrik Pontoppidans landsbynoveller og i Martin Andersen Nexøs, Knuth Beckers, Harald Herdals eller Mogens Klitgaards romaner. Betegnelsen er ikke identisk med det sovjetiske begreb socialistisk realisme.

Betegnelsen er mindre hyppig inden for film, men der er mange eksempler på socialt engageret filmkunst, bl.a. i tysk Neue Sachlichkeit, i italiensk neorealisme og film med afsæt i den britiske dokumentarbevægelse Free Cinema.

Der kan også nævnes værker som John Fords The Grapes of Wrath (1940, Vredens Druer), efter Steinbeck, Ken Loachs Kes (1969), Ermanno Olmis L'albero degli zoccoli (1978, Træskotræet) og Claude Berris Germinal (1993), efter Zola.

I dansk film er der værker som Bjarne Henning-Jensens Ditte Menneskebarn (1946) og Bille Augusts Pelle Erobreren (1987), begge efter romaner af Andersen Nexø.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig