Finlands historie fra 1917

Februarrevolutionen i Rusland i 1917 fik stor betydning for Finland. Sammen med kejseren forsvandt bindeleddet til Rusland; den provisoriske russiske regering overtog storfyrstens beføjelser og tillod de finske politiske institutioner at fungere. Landdagen, hvor SDP (Socialdemokraterne) havde flertal, sammenkaldtes, og en samlingsregering blev dannet. I juli 1917 fik SDP vedtaget en lov, Magtloven, der på trods af opretholdelsen af en fælles udenrigspolitik i realiteten gjorde Finland selvstændigt. Med borgerlig hjælp fik den russiske regering imidlertid Landdagen opløst, og ved det efterfølgende valg mistede SDP flertallet, hvilket sammen med tiltagende sult i byerne styrkede den revolutionære fløj i partiet. Efter Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 udbrød der storstrejke i Finland, hvorunder bevæbnede rødgardister stod over for de borgerlige "hvide" skyddskår (beskyttelseskorps). Selvom det lykkedes Pehr Evind Svinhufvud at danne en borgerlig regering, der 6.12.1917 erklærede Finland for selvstændig republik, havde regeringen svært ved at beherske den indenrigspolitiske situation. For at imødegå truslen fra de store russiske styrker, der fortsat befandt sig i landet, blev skyddskårene omdannet til regeringsstyrker, og Svinhufvud gav den øverstbefalende Gustaf Mannerheim ordre til at afvæbne de russiske garnisoner i de hvides kerneområde Österbotten. Afvæbningen begyndte den 27.1.1918; samtidig tog en "rød" regering magten i Helsingfors og udløste dermed Den Finske Borgerkrig.

Hjulpet af tyske tropper sejrede de hvide styrker i løbet af foråret 1918. Flere af de overlevende røde ledere, bl.a. Otto Ville Kuusinen, flygtede til Rusland og dannede her Finlands kommunistiska parti. Antallet af faldne i de egentlige kampe, ca. 6700, var ikke stort set i forhold til ofrene for rød og hvid terror og de sejrendes hævn. Krigen var således årsag til flere end 30.000 menneskers død, og hadet mellem tabere og sejrherrer og især sejrherrernes hævn kom til at kaste en skygge over mellemkrigsperioden.

Skræmt af de rødes oprør opgav de borgerlige foreløbig tanken om en republik. På grundlag af den endnu gældende monarkiske forfatning udnævntes Svinhufvud til rigsforstander, indtil man havde fundet en konge. De betydelige tyske troppetilførsler under borgerkrigen havde givet Tyskland en dominerende stilling, hvilket fik Mannerheim til at forlade sin post som hærens øverstbefalende. Ydermere betød den tyske indflydelse, at den kommende konge måtte være tysker. I oktober 1918 valgtes således Frederik Karl af Hessen, der var nært knyttet til det danske kongehus, til konge, hvilket reelt gjorde Finland til tysk vasalstat. Tysklands sammenbrud i 1. Verdenskrig måneden efter gjorde imidlertid hurtigt en ende på dette. Frederik Karl trak sig tilbage, og for at genvinde vestmagternes tillid blev Mannerheim udnævnt til rigsforstander. Et nyvalg bragte stærk socialdemokratisk repræsentation, og dermed var monarkiets tid forbi. Der blev vedtaget en republikansk forfatning, som gav præsidenten stor magt, og i 1919 valgte et klart flertal i Rigsdagen Kaarlo Juho Ståhlberg til landets første præsident. Den svenske regering havde under borgerkrigen søgt at få stormagternes anerkendelse af Ålandsøernes tilbagevenden til Sverige, men spørgsmålet blev løst til Finlands fordel i 1921 af Folkenes Forbund. Grænsen til Rusland blev fastlagt ved Freden i Dorpat (Tartu) 14.10.1920, hvorved Finland fik Petsamo-området og dermed adgang til Ishavet mod til gengæld at opgive krav på de østkarelske nabosogne, som mange gerne havde set indlemmet i et Storfinland. Det østkarelske spørgsmål blev siden sammen med ægtfinskhed, dvs. det svenske sprogs fordrivelse fra det officielle Finland, mærkesager for Akademiske Karelen Selskab.

Bitterheden i Finland over Sveriges optræden i Ålandsstriden og den genopblussede sprogstrid umuliggjorde, at Finland kunne orientere sig mod Norden. I stedet vendte man sig mod Polen og de baltiske stater, men opgav at indgå en risikabel alliance, der var vendt mod både Sovjetrusland og Tyskland. Da Sovjetunionen under indtryk af truslen fra Tyskland nærmede sig Folkenes Forbund, indgik Finland i 1932 en ikke-angrebspagt med naboen mod øst. Først i midten af 1930'erne efter en foreløbig løsning på sprogstriden begyndte Finland at orientere sig mod Norden.

Finland undergik efter 1918 en rolig indre udvikling, og frem til 1922 gennemførtes en række love, hvorved den store jordløse landbefolkning fik sin egen jord gennem konfiskation og udstykning af store jordbesiddelser med tilskud af statsjord. Lovene gjorde Finland til et land af småbrugere og fjernede en del af de sociale modsætninger; en negativ virkning var det dog, at landets industrielle udvikling blev bremset.

Med undtagelse af en socialdemokratisk mindretalsregering 1926-27 var de fleste regeringer i perioden borgerlige koalitionsregeringer. Kommunistpartiet var forbudt, men ved at stille op under forskellige dæknavne lykkedes det for partiet at blive repræsenteret i Rigsdagen ved flere valg. Med verdenskrisen i slutningen af 1920'erne ophørte den økonomiske fremgang. Samtidig opstod der en strejkebevægelse, som mange borgerlige mente var organiseret af kommunister på ordre fra Sovjetunionen, der derved angiveligt søgte at lette sin egen trævareindustris adgang til verdensmarkedet. Det fremkaldte den halvfascistiske Lappobevægelse, som fremførte kritik af det parlamentariske system og krævede socialisterne forbudt. En foreløbig kulmination kom i 1930 med et militært organiseret bondetog til Helsinki. Kallios regering gik af, og ved det efterfølgende valg fik SDP kun 66 mandater og kunne derfor ikke blokere for de kommunistlove, som Lappofolkene krævede. Der blev dannet en højreregering under ledelse af Lappobevægelsens foretrukne mand, Svinhufvud. Da han året efter blev valgt til præsident, anså Lappo tiden inde til at skride ind mod socialdemokraterne. I februar 1932 forsøgte bevæbnede lappofolk et statskup, men da Svinhufvud tog afstand fra kupforsøget, opgav oprørerne, og bevægelsen sygnede hen. Resterne af bevægelsen organiserede sig i det fascistiske parti Fædrelandske Folkebevægelse, IKL. Mens Lappobevægelsen havde været neutral i sprogstriden og havde haft mange svensktalende blandt sine støtter, antog IKL de ægtfinske paroler og vendte sig især mod de svensktalendes dominans på Helsinki Universitet. Parolerne fandt også udbredt støtte blandt finske borgerlige politikere, og sprogstriden nåede et sidste højdepunkt. Det gjorde de svensktalende afhængige af SDPs støtte for at kunne bevare deres minoritetsrettigheder. Til gengæld blev det store flertal af de svensktalende i 1930'erne en stabil støtte for demokratiet. Ved at skabe splittelse på tværs af de politiske strømninger medvirkede sprogstriden således givetvis til, at det finske demokrati med få indskrænkninger overlevede mellemkrigstiden, mens de baltiske randstater og Polen i 1930'erne blev forvandlet til halvfascistiske diktaturer.

I sidste halvdel af 1930'erne kom der atter gang i økonomien, og en reformperiode blev indledt, der skulle omforme landet til et velfærdssamfund i lighed med det øvrige Norden. Det politiske grundlag herfor skabtes i 1937, da SDP for første gang gik i koalition med et borgerligt parti, Agrarförbundet; alliancen mellem de to partier kom til at danne grundlag for mange senere regeringer.

Efter Hitlers og Chamberlains aftale i München i september 1938 så Sovjetunionen sig pludselig isoleret og søgte derfor ved forhandlinger med Finland at sikre Leningrad gennem grænsejusteringer, men mødte ingen forståelse fra finsk side. Som led i Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt i 1939 indgik Finland imidlertid sammen med de baltiske stater i Sovjetunionens interessesfære, og en ny forhandlingsrunde indledtes. Mannerheim, den militært ansvarlige, og J.K. Paasikivi, som var leder af forhandlingerne, advarede den finske regering mod at undervurdere Stalins beslutsomhed, men blev overhørt. Regeringen afviste krav om grænsejusteringer, hvorefter Sovjetunionen 30.11.1939 svarede igen med et militært angreb, der udløste Vinterkrigen. Finnernes forsvarsvilje var imidlertid større end forventet, og den af Stalin indsatte marionetregering under Kuusinen fik ingen indflydelse. Trods flere bemærkelsesværdige sejre stod det dog klart, at Finland uden hjælp udefra ville lide nederlag. Vestmagterne havde planer om at gribe ind via Narvik og Kiruna, men inden det blev sat i værk, sluttede Finland 12. marts 1940 fred i Moskva med Sovjetunionen og afstod Salla-området i nord og Det Karelske Næs frem til en linje nær grænsen fra 1721. Hangö udd blev udlejet til sovjetisk flådebase for en periode af 30 år, men allerede 2.12.1941 så de sovjetiske styrker sig under Fortsættelseskrigen tvunget til at trække sig tilbage fra området. Finland mistede som følge af afståelsen af landområderne til Sovjetunionen mere end 1/3 af elforsyningen baseret på vandkraft.

Presset fra Sovjetunionen blev ikke mindre; den finske regering så det derfor som en livsforsikring, da tyskerne i sommeren 1940 anmodede om transiteringsret til Norge og snart lod forstå, at det trak op til brud med Stalin. Da bruddet kom, valgte regeringen at stille sig på tysk side i Fortsættelseskrigen 1941-44. Finske styrker tilbageerobrede hurtigt det tabte territorium og nåede i efteråret 1941 frem til en linje, der gik fra Det Karelske Næs til Onega; Sovjetunionen kunne dog holde en korridor åben til såvel Leningrad som Murmanskbanen. Indtil foråret 1944 lå fronten stort set fast, men da Den Røde Hær påbegyndte en storoffensiv, trak finnerne sig tilbage; det stod klart, at landet måtte søge ud af krigen. Det skete med våbenhvilen i september 1944, efter at præsident Risto Ryti, som havde forpligtet sig over for Tyskland til ikke at indgå en separatfred, blev afløst af Mannerheim. Som led i våbenhvilen påtog Finland sig at fordrive de tyske tropper, der under tilbagetrækningen mod Norge systematisk lagde Lappland i ruiner. En russiskdomineret allieret kontrolkommission installerede sig i Hotel Torni i det indre Helsingfors for at overvåge, at Finland overholdt våbenhvilens betingelser. I det efterfølgende retsopgør blev bl.a. Ryti og Tanner idømt strenge straffe, og ved den endelige fred måtte Finland, ud over afståelserne i 1940, opgive Petsamo-området og endvidere udleje Porkalahalvøen som militært baseområde i 50 år til Sovjetunionen. Samme år fik Finland dog tilladelse til at lade fjerntog gennemkøre det sovjetiske lejeområde med tilskoddede vinduer. Allerede 26.1.1956 undertegnes en aftale på den sovjetiske ambassade om tilbagelevering af området, hvorefter det første tog gennemkørte området uden tilskodedde vinduer den 21.12.1955, og de evakuerede lokale beboere kunne vende tilbage 4.2.1956 til deres ejendomme. Finland måtte desuden indvillige i at betale en krigsskadeserstatning i form af varer; noget der varede frem til 1952.

Fredsaftalen, undertegnet 10.2.1947 i Paris, er udfærdiget på russisk, finsk, fransk og engelsk og undertegnet af Finland på den ene side og USSR, Storbritannien og Nord-Irlands Forenede Kongerige samt Australien, Canada, Den Sydafrikanske Union, Hvideruslands SSR , Indien, New Zealand, Tjekkoslovakiet og Ukraines SSR på den anden side som allierede magter. Fredsaftalen kan læses online (i finsk udgave) her.

Finland havde i alt modtaget ca. 425.000 karelske flygtninge, som man skulle finde jord til; samtidig var frontkæmperne fra krigen blevet lovet små jordlodder som belønning for krigsdeltagelsen. Det cementerede Finland som et småbrugerland, et problem, der har forfulgt landet siden. Derimod fik krigsskadeserstatningen, der blev nedsat pga. et forbedret forhold til Sovjetunionen, en gunstig virkning på landets industrialisering, og samtidig skaffede Finland sig et stabilt marked i østlandene, hvorfra det fik billig energi og råvarer. Det indebar, at Finland ikke ramtes af oliekrisen, hvorimod Sovjetunionens sammenbrud i 1991 straks udløste en økonomisk krise med høj arbejdsløshed og store devalueringer til følge.

Nederlaget nødvendiggjorde en politisk nyorientering, og tiden efter 1944 er ofte blevet omtalt som Den Anden Republik. Partier og organisationer på den yderste højrefløj blev forbudt, mens kommunisterne atter kunne virke frit. Samtidig indså ledende politikere med Paasikivi i spidsen, at man måtte ændre finnernes holdning til naboen i øst. I de første år var mistænksomheden dog stor, og i 1948 frygtede man en kommunistisk magtovertagelse. Sovjetunionen foreslog i 1948 indgåelse af en bilateral aftale, Den Finsk-sovjetiske Venskabs-, Samarbejds- og Bistandspagt, i lighed med de aftaler, som Sovjetunionen på det tidspunkt indgik med de østeuropæiske lande. Ved hurtigt at fremsætte ændringsforslag til det sovjetiske oplæg lykkedes det Paasikivi at give traktaten en sådan form, at Finlands selvstændighed ikke for alvor blev truet på trods af klausuler om militærbistand og konsultationer, som Sovjetunionen i krisesituationer kunne påberåbe sig. Stalins accept af ændringerne og manglende reaktion på, at de finske kommunister blev udmanøvreret, skabte tillid til, at Sovjetunionen ikke havde til hensigt at sovjetisere Finland.

Ved den kolde krigs udbrud var der således skabt de rammer, som Finland kunne udvikle sin neutralitetsmodel inden for. Under det såkaldte tøbrud efter Stalins død gav Nikita Khrusjtjov Porkkalahalvøen tilbage og undlod at protestere mod Finlands medlemskab af Nordisk Råd i 1955. Samme år blev Finland medlem af FN. I 1958 førte sovjetisk mistanke om en øget vestlig orientering i finsk udenrigspolitik imidlertid til den såkaldte Nattefrostkrise, der medførte, at SDP, som havde modarbejdet kommunisterne, blev holdt uden for regeringssamarbejdet 1958-66. Senere, i 1961, udløste Khrusjtjov Notekrisen til støtte for præsident Kekkonens genvalg, idet Sovjetunionen, bl.a. med henvisning til den spændte situation i Berlin, krævede militære konsultationer. Kekkonen afværgede krisen gennem møder med Khrusjtjov, og koalitionen mod ham til præsidentvalget i 1962 brød sammen. Hans rolle i de finsk-sovjetiske relationer medvirkede utvivlsomt til, at han kunne blive siddende som præsident i 25 år. Kekkonens udenrigspolitik stabiliserede Finlands position udadtil; i 1961 blev landet associeret medlem af EFTA, og i 1973 indgik man en handelsaftale med EF. Samtidig forsøgte Finland at mægle mellem øst og vest, hvilket blandt andet ledte til at landet anerkendte begge de tyske stater, DDR og Forbundsrepublikken Tyskland den 21.12.1972. Dette var et skridt på vejen mod Den Europæiske Sikkerheds- og Samarbejdskonference i Helsingfors, CSCE (siden 1994 OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa), der endte med Helsingforsslutakten.

Disse tiltag placerede Finland stærkere i international politik. Til gengæld fremkaldte Kekkonens magtudfoldelse dybe indenrigspolitiske modsætninger, som førte til krav om en svækkelse af præsidentmagten; hans efterfølger, socialdemokraten Mauno Koivisto, valgte selv at indskrænke sine indgreb i den daglige politik.

Mens Finland i de første årtier efter krigen var præget af mange regeringskriser, er der siden slutningen af 1970'erne skabt tradition for brede koalitionsregeringer, der holder valgperioden ud. Indtil 1987 dannedes regeringerne oftest på grundlag af alliancer mellem SDP og Centerpartiet (frem til 1965 Agrarförbundet), men der synes nu at være skabt nye samarbejdsmønstre. Det hænger muligvis sammen med den udenrigspolitiske frihed, som landet har nydt siden Sovjetunionens sammenbrud, hvor en ligestillet samarbejdstraktat med Den Russiske Føderation afløste VSB-pagten. I 1995 blev Finland efter en vejledende folkeafstemning optaget i EU. Ud over de økonomiske fordele, som man håber at kunne opnå, skal EU-medlemskabet givetvis også ses som en garanti for Finlands fortsatte uafhængighed af Rusland. I 2008 have Finland formandskabet for OSCE, mens Georgienkrisen udviklede sig til en kortvarig krig med Rusland.

Finland har i tiden efter 1995 været præget af politisk stabilitet. Efter valget i 1995 dannede socialdemokraten Paavo Lipponen en regering, den såkaldte regnbuekoalition, bestående af Socialdemokratiet, Samlingspartiet, Svenska Folkpartiet, Vänsterförbundet og Gröna förbundet. Trods sin politiske spændvidde og indre modsætninger fortsatte regeringen efter valget i 1999. Dog valgte Gröna förbundet at forlade regeringen, da den i maj 2002 besluttede at udbygge kernekraften. Ved regeringens tiltræden led Finland fortsat af efterveerne fra den økonomiske krise, landet var kommet ud i i begyndelsen af 1990'erne, da arbejdsløsheden oversteg 20%, og underskuddet på statsbudgettet steg eksplosivt. Både derfor og for at kvalificere Finland til deltagelse i Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU, førte regeringen en restriktiv økonomisk politik og fik med skattesænkninger fagforeningerne til at vise tilbageholdenhed ved overenskomstforhandlingerne. Resultatet blev en kraftigt stigende konkurrenceevne, der i slutningen af 1990'erne førte til årlige vækstrater på op til 6%.

Finland har i EU støttet fortsat integration og er også gået ind for en styrkelse af EU-Kommissionen. Landet var blandt de første, der tilsluttede sig ØMUen, og har ligesom Danmark og Sverige ivrigt støttet udvidelsen af EU mod øst. Udsigten til, at flere af de nye EU-lande også bliver optaget i NATO, har i Finland ført til en debat om, hvorvidt man også skal tilslutte sig forsvarsorganisationen. Især Samlingspartiet og Svenska Folkpartiet har stillet sig positivt hertil, mens Socialdemokraterne, der 1995-2004 sad på alle de udenrigspolitiske nøgleposter i statsapparatet, har villet udskyde spørgsmålet og hellere ser EU udvikle sig til en sikkerheds- og udenrigspolitisk stormagt ved at samarbejde med Den Vesteuropæiske Union i fredsbevarende engagementer. Denne linje har været betinget af Finlands ønske om ikke at se Rusland isoleret; derfor har Finland varmt støttet Partnerskab for Fred-initiativet. I lyset af den tilnærmelse, der siden 11.9.2001 er sket mellem NATO og Rusland, må det dog forventes, at Finland vil omvurdere sit forhold til NATO. Noget der dog først er blevet aktualiseret i 2016 efter Ukrainekrisen.

Ved præsidentperiodens udløb søgte Martti Ahtisaari ikke genvalg, og ved valget i februar 2000 valgtes hans partifælle Tarja Halonen, som siden 1995 havde været udenrigsminister, til præsident; hun blev hermed Finlands første kvindelige statsoverhoved.

Tarja Halonen blev den første præsident, der kom til at fungere under en ny forfatning, der fratog embedet mange af dets beføjelser ved regeringsdannelser og i udenrigspolitikken. Til gengæld har hun – ofte i strid med regeringen – til det yderste udnyttet de beføjelser, hun har tilbage. Også på anden måde har hun formået at sætte et personligt præg på embedet, og i 2006 blev hun genvalgt for en ny seksårsperiode. Ved valget i 2003 blev Centerpartiet med snæver marginal landets største parti og fik statsministerposten i en ny flertalskoalition med Socialdemokratiet og Svenska folkpartiet. Den nye regerings første måneder prægedes af skandalen omkring den nye statsminister Anneli Jäätteenmäkis manøvrer under valgkampen. Efter to måneder måtte hun gå af. Regeringskoalitionen kunne imidlertid fortsætte under Centerpartiets næstformand, Matti Vanhanen. Siden har den nye regering fortsat forgængerens socialliberale stabiliseringspolitik, der har skabt en konstant økonomisk vækst. Alligevel er det ikke lykkedes helt at afskaffe den endnu høje arbejdsløshed, da mange arbejdsløse ikke har kunnet honorere de krav, de højteknologiske vækstindustrier stiller. Disse industriers koncentration i de sydlige og til dels vestlige dele af Finland har skabt en øget afvandring fra de tyndtbefolkede egne i nord og øst. Med udsigt til at EU's landbrugsstøtte til finsk landbrug vil mindskes, vil den tendens fremover øges, selvom regeringen forsøger at kompensere herfor. For at imødekomme fremtidens krav på arbejdskraft vedtoges i 2003 en pensionsreform, der kraftigt tilskynder til at blive på arbejdsmarkedet.

Ved valget 2007 gik begge de store regeringspartier, Centerpartiet og socialdemokraterne tilbage. Dog bevarede Centerpartiet stillingen som største parti. Det blev derfor partiets leder, statsminister Matti Vanhanen, der fik til opgave at danne en ny regering. Vanhanen valgte at udskifte socialdemokraterne som regeringspartner pga. deres store tilbagegang. Skønt Centerpartiet og Samlingspartiet tilsammen har absolut flertal valgte Vanhanen at beholde Svenska folkpartiet i regeringen og desuden inddrage Gröna förbundet, således at den nye regering i Rigsdagen har 126 af 200 mandater bag sig. Det er første gang siden 1995 at socialdemokraterne ikke sidder i regering, mens Svenska folkpartiet, som det eneste, har siddet med i samtlige regeringer siden 1979. Ifølge regeringsgrundlaget vil den nye regering tage initiativer, der skal bevare landets konkurrencekraft ved en generel skattenedsættelse på indkomst; den vil føre en økologisk klima-og energipolitik med øgede miljøafgifter og en mulig udbygning af kerne- og vandkraft; vigtigt er også initiativer, der skal afhjælpe de problemer, en aldrende befolkning skaber.

Ved valget i 2011 gik Centerpartiet og socialdemokraterne igen tilbage, mens det nationalistiske og populistiske parti Sannfinländerna (De Sande Finner) opnåede en betydelig fremgang. Partiet gik fra 5 til 39 mandater og blev hermed Finlands tredjestørste parti. Jyrki Katainen fra Samlingspartiet dannede regering sammen med seks mindre partier; Sannfinländerna fik ingen indflydelse i regeringsdannelsen.

Året efter, i 2012, blev der afholdt præsidentvalg; her sejrede Sauli Niinistö fra Samlingspartiet. Finland fik hermed den første konservative præsident siden 1956.

Udenrigspolitisk lægger Finland fortsat stor vægt på at udvikle EU, og regeringen valgte i efteråret 2006, da landet havde EU-formandskabet, at lade parlamentet vedtage EU-traktaten, omend præsident Halonen var imod, og befolkningens utilfredshed med EU på det tidspunkt var voksende.

Finlands ønske om at deltage i bredere internationalt og sikkerhedspolitisk samarbejde har også bidraget til, at diskussionen om en eventuel tilslutning til NATO, som landet har måttet arbejde stadig tættere sammen med, konstant har præget den politiske debat. Under indtryk af den tilspidsede og usikre situation efter Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022 besluttede Finland endelig – sammen med Sverige – at søge om optagelse i NATO, og Finland blev forsvarsalliancens 31. medlem den 4. april 2023.

Et andet tema, der har vakt debat i landet og kritik udefra, er det faktum, at landet på grund af den den lange grænse til Rusland i lang tid ikke havde undertegnet Ottawa-traktaten fra 1997 om at afstå fra anvendelse af landminer. Traktaten blev dog ratificeret i 2011 med ikrafttrædelse i 2012, og det blev besluttet, at minerne skulle være fjernet i 2016.

• Finlands historie
• Finlands forhistorie
• Finlands historie 1050-1808
• Finlands historie 1809-1916
• Finlands historie fra 1917 (denne artikel)
• Finland generelt