Finlands historie 1809-1916

Efter Freden i Fredrikshamn 1809 blev Finland et autonomt storfyrstendømme med den russiske kejser, Aleksander 1., som storfyrste. Kejseren nærede da ønsker om at reformere styreformen i Rusland, og det er sikkert årsagen til, at han accepterede en stilling som konstitutionel monark på grundlag af Gustav 3.s forfatning. Derfor havde han allerede på Borgå Landdag, hvor han modtog de finske stænders ed, garanteret de svenske love og forfatningers fortsatte gyldighed. Tidligere havde Finland kun adskilt sig fra det øvrige Sverige ved, at en større andel af befolkningen var finsktalende, men nu udgjorde landet et politisk, økonomisk og administrativt afgrænset område, som oven i købet blev betydelig udvidet, idet Aleksander 1. fik grænsen forskudt mod nord til Torne älv (Tornionjoki).

Der blev skabt et finsk regeringsorgan, Senatet, og forbindelsen mellem storfyrste og storfyrstendømme blev ordnet således, at en generalguvernør, som regel en russer, repræsenterede storfyrsten, mens en ministerstatssekretær, der indtil russificeringen sidst i 1800-tallet normalt var finsk, i Sankt Petersborg forelagde de finske anliggender for storfyrsten.

Med til at sikre landets særstilling var, at grænsen mellem det finske storfyrstendømme og det russiske imperium var en toldgrænse, der tilgodeså Finland. Endvidere var det væsentligt, indtil russificeringspolitikken ændrede det, at det kun var russere født i storfyrstendømmet Finland, der kunne opnå rettigheder som finske borgere. Derfor kunne kun de russere, der 1721-1812 havde bosat sig i Gammel Finland (som Sverige havde afstået i 1721 og 1743), besætte embeder i Finland, idet Gammel Finland i 1812 blev indlemmet i storfyrstendømmet. Det betød siden, at Gammel Finlands østgrænse også blev det selvstændige Finlands grænse i 1920.

Efter 1812 opgav Aleksander 1. sine reformplaner, og Stænderlanddagen indkaldtes ikke igen før i 1863, men ellers kunne de finske institutioner fungere uhindret. Hvad der først og fremmest bekymrede, var udsigten til svensk revanchisme, og for at forebygge det blev hovedstaden i 1812 flyttet fra Åbo (Turku) til det strategisk bedre beliggende Helsingfors (Helsinki). I 1828 flyttedes også universitetet, hvor udviklingen nu blev nøje fulgt af den russiske generalguvernør, for det var blandt studenterne, man kunne forvente at spore farlige tendenser. I tiden frem til Nikolaj 1.s død var al politisk virksomhed derfor præget af forsigtighed.

Finskhedsbevægelsen, som var en udløber af romantikkens nationalitetsbevægelse, kunne derimod udfolde sig uhindret, især drevet frem af Johan Vilhelm Snellman. Selvom sigtet grundlæggende var at bevare Finland som nation inden for det russiske rige, var en af konsekvenserne, at toneangivende kredse fjernede sig fra den svenske arv. De, der påvirket af bevægelsen satte lighedstegn mellem sprog og nation, og som skulle vælge et nationalt sprog, var nemlig alle svensktalende. Men det indgik også i romantikkens ideologi, at det var folkeånden, der konstituerede nationen, og derfor måtte man søge det sproglige grundlag i folkeflertallets sprog. En stor del af den svensktalende kulturelite valgte at lade sig forfinske. Da der var andre af de svensktalende, som ikke ville ofre modersmålet, kom det til skarpe konfrontationer, og sprog- og nationalitetsproblemet kom derfor til at dominere finsk historie i flere perioder frem til 2. Verdenskrig. De første politiske partier, Finska partiet og Svenska partiet, dannedes med sprogspørgsmålet som vigtigste programpunkt.

Den liberalt sindede Aleksander 2.s overtagelse af tronen i 1855 førte i forbindelse med nederlaget i Krimkrigen til en reformperiode og en genoplivning af det politiske liv. Fra 1863 blev Landdagen atter indkaldt med jævne mellemrum, og en række reformer kunne nu gennemføres. Finland fik eget militær og egen mønt, og i det hele taget søgte man at udbygge landets position, så det kom til at fremstå som en separat stat, der blot var i personalunion med Rusland. I 1863 fik Snellman med det såkaldte sprogmanifest gennemtrumfet, at finsk i administrationen blev ligestillet med svensk.

Finland gik ind i en periode med økonomisk vækst, hvor især skovbrug og med tiden træforædlingsindustri fik stor betydning. Perioder med misvækst førte imidlertid til, at de socialt dårligst stillede, der ikke var repræsenteret i Landdagen, led stor nød, og behovet for reformer for den store jordløse landbefolkning, torparne, voksede.

Fra 1890'erne begyndte russisk nationalisme for alvor at præge den russiske kejser Nikolaj 2.s syn på Finlands stilling i imperiet. De finske særrettigheder skulle afskaffes og landet russificeres ligesom Polen og Baltikum. Det førte til en alliance på tværs af sprogskellet, således at Finska partiet splittedes i gammelfinner, der ville føre eftergivenhedspolitik over for russerne for at bevare det, der var vundet på sprogområdet, og ungfinnerne, der allierede sig med svenskerne i modstand mod russificeringen. Russificeringspolitikken nåede et foreløbigt højdepunkt i 1899 med Februarmanifestet og den russiske generalguvernør N.I. Bobrikovs diktatoriske styre.

Urolighederne i 1905 efter Ruslands nederlag i Den Russisk-japanske Krig førte til en demokratisering, først i Rusland, siden i Finland. Stænderlanddagen blev i 1906 erstattet af et etkammersystem med almindelig valgret for mænd og kvinder over 24 år. Den almindelige valgret betød, at de sociale lag, der hidtil ikke havde haft politisk indflydelse, nu fik stor betydning. Ved det første valg fik Finlands socialdemokratiska parti, SDP, som var blevet grundlagt i 1899, takket være torparne 80 af 200 mandater. Tilslutningen til partiet voksede ved de efterfølgende valg, og i 1916 fik det med 103 mandater absolut flertal.

Allerede fra 1908 havde kejseren og de russiske nationalister imidlertid genvundet kontrollen i Rusland, og russificeringen satte ind med fornyet styrke. Landdagen blev tilsidesat og sammenkaldtes ikke under 1. Verdenskrig, selvom der fortsat afholdtes valg.

Læs videre om Finlands historie fra 1917

• Finlands historie
• Finlands forhistorie
• Finlands historie 1050-1808
• Finlands historie 1809-1916 (denne artikel)
• Finlands historie fra 1917
• Finland generelt