Fortsættelseskrigen

Fortsættelseskrigen
Finske og tyske soldater under offensiven mod Murmansk i 1941.
Fortsættelseskrigen
Af /Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Fortsættelseskrigen var en finsk-sovjetisk krig i årene 1941-44; navnet hentyder til, at finnerne så krigen som en fortsættelse af Vinterkrigen 1939-40.

Det finsk-tyske samarbejde

Det finsk-tyske militære samarbejde under 2. Verdenskrig havde fra finsk side primært til formål at forhindre russiske angreb på landets selvstændighed. Men da Tyskland angreb Sovjetunionen i juni 1941, var finsk deltagelse på tysk side uundgåelig, og man så nu en mulighed for at genvinde de områder, der var blevet afstået efter Vinterkrigen. Disse blev hurtigt generobret, og finnerne standsede først ved en linje, der løb fra Det Karelske Næs til Onega, hvor fronten stort set lå fast til foråret 1944. Tyske tropper med forbindelse til Norge deltog i offensiven i den nordlige del af Finland, hvor de forgæves og uden at få finsk hjælp forsøgte at afskære Murmanskbanen, som russerne kunne trafikere krigen igennem. På lignende måde afholdt finnerne sig fra at lukke ringen om Leningrad trods tyske opfordringer hertil.

Finske nationalistiske kredse så nu en mulighed for at realisere deres drøm om et Storfinland til Ural og begyndte at "forfinske" den lokale russisk-ortodokse østkarelske befolkning. Etniske russere havnede i stort antal i koncentrationslejre, og man forsøgte fra finsk side at få en udveksling af etniske russere med finsk-ættede sovjetborgere fra tysk besatte områder.

Med den tyske modgang på Østfronten blev det allerede i 1943 klart, at Finland måtte forsøge at komme ud af krigen. Det blev dog først for alvor aktuelt, da russerne satte en storoffensiv ind i begyndelsen af juni 1944, som for første gang skød frontlinjen tilbage. Med tyske tropper i landet kunne det imidlertid ikke lade sig gøre for Finland at trække sig ud af krigen, før en våbenstilstandsaftale med Sovjetunionen kunne komme i stand, hvilket ikke kunne ske, så længe Risto Ryti var præsident. For at få helt nødvendige militære leverancer fra Tyskland til at modstå den sovjetiske storoffensiv havde Ryti nemlig så sent som i juni 1944 måttet garantere ikke at slutte separatfred med Sovjetunionen. I august gik Ryti imidlertid af og erstattedes som præsident af Gustaf Mannerheim, der ikke følte sig forpligtet af Rytis garanti.

Våbenstilstandsaftalen

I slutningen af august kunne man derfor indlede våbenstilstandsforhandlinger, der indebar, at finnerne skulle indstille krigshandlingerne 4.9.1944, mens russerne ville følge efter den følgende dag. Aftalen indebar videre at finnerne skulle afvæbne de tyske tropper, der 15. september befandt sig på finsk territorium, hvilket blev indledning til Laplandskrigen. Desuden skulle finnerne trække sine egne tropper tilbage til grænsen fra 1940.

Våbenstilstandsaftalen bekræftedes i Moskva 19.9.1944 og indebar, at Finland ud over de områder, der var blevet afstået efter Vinterkrigen, nu også måtte afstå Petsamo (Petjenga) og dermed mistede den direkte adgang til Ishavet. Desuden måtte Finland indvillige i istedet for den russiske base på Hangö udd (Hankoniemi) at udleje Porkalahalvøen i 50 år med garanti for fri adgang via finsk territorium for de sovjetiske styrker. Al tysk ejendom skulle overdrages til de allierede. Desuden skulle Finland betale Sovjetunionen en krigsskadeserstatning på 300 mio. USD over en 6-årig periode samt godtgøre de skader, Finland under krigen havde påført modparten. Desuden skulle det finske forsvar reduceres til 42.000 mand. Endelig skulle krigsforbrydere dømmes, antisovjetisk virksomhed skulle ophøre, og alle "fascistiske" organisationer, først og fremmest skyddskårerne men også Lotta Svärd-bevægelsen, opløses. Endvidere skulle ingermanlændinge, der var flygtet eller flyttet til Finland under krigen, udvises til Sovjetunionen, hvilket i praksis medførte deportation til Sibirien.

Fredsaftalen

Den endelige fredsaftale undertegnedes 10. februar 1947 i Paris. Efter krigen blev det heftigt debatteret, om Finland kunne eller burde have undgået at blive inddraget i krigen, der kostede landet næsten 50.000 faldne, tyskerne et ukendt antal faldne og Sovjetunionen 200.000 faldne eller savnede. Endnu i dag diskuteres det, hvorvidt Finland deltog i krigen som en separatkrig eller som allieret med Tyskland i et "våbenbroderskab".

I romanen Den ukendte soldat fra 1954 beskriver Väinö Linna Fortsættelseskrigen set fra den menige soldats perspektiv. Romanen har, sammen med Linnas øvrige forfatterskab, været en vigtig del af efterkrigstidens identitetsskabelse og historieforståelse i Finland.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Jørgen Elklit

Ville det ikke være en god idé at tilføje til artiken om fortsættelseskrigen, at Vainö Linnas fantastiske roman "Okänd soldat" (som jo også er filmatiseret) giver et gribende og usentimentalt billede af de almindelige finske soldaters barske liv under deltagelsen i krigen?

skrev Revka Winther El Baz

Tak for dit forslag, som nu er indarbejdet i teksten, ligesom artiklen om Väinö Linna er blevet opdateret.

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig