Onega, Ozero Onezjskoje, sø i det nordvestlige Rusland, Europas næststørste (efter Ladoga); 9890 km2. Den nordlige kyst danner geologisk grænse til Det Baltiske Skjold og er en indskåret klippekyst med fjordlandskaber. Den sydlige del af søen er lavvandet med lave kyster. Søen har flere tilløb og rummer en del øer; floden Svir forbinder den med Ladoga og indgår sammen med Hvidehavskanalen i et større system af vandveje. Onega er tilfrosset fra januar til maj; vandet er meget rent, og vandstanden reguleres til vandkraftformål.