Februarrevolutionen 1917 var en opstand i Rusland i 1917, der førte til zar Nikolaj 2.s afgang og gjorde landet til en republik. Ifølge den vestlige gregorianske kalender foregik Februarrevolutionen i marts, og derfor kaldes den også Martsrevolutionen. Den blev efterfulgt af Oktoberrevolutionen samme år.

Februarrevolutionen er blevet beskrevet mere som et sammenbrud end en revolution. Både våbenproduktion, fødevareforsyning og transportsystem brød sammen omkring årsskiftet 1916-1917. Tilliden til styret var væk, og soldater deserterede fra fronten i stort tal. I februar-marts var fødevaresituationen blevet så desperat, at arbejderne i frustration holdt op med at gå på arbejde. Strejker og demonstrationer hørte til dagens orden i Petrograd (Sankt Petersborg), og kravet om fødevarer blev nu suppleret med politiske krav om frihed og en afslutning på krigen.

Da Nikolaj 2. sendte Dumaen hjem 11/3 (27/2), kulminerede urolighederne i hovedstaden, og de udkommanderede soldater, der skulle hjælpe politiet, gjorde fælles sag med folkemængden. Dumaen nedsatte en provisorisk komité, der i hærens hovedkvarter i Pskov indledte forhandlinger med kejseren. 15/3 (2/3) meddelte han sin abdikation til fordel for sin bror, der imidlertid afslog.

Dagen efter var monarkiet faldet, og 300 års Romanovstyre forbi; Rusland var blevet en republik. Den Provisoriske Komité tog navneforandring til Den Provisoriske Regering med fyrst Georgij Lvov (1861-1925) som første leder. Regeringen havde til hensigt at lade sin politik og legitimitet afgøre af en kommende grundlovgivende forsamling, men kom fra første færd til at dele såvel æren som magten med den nydannede Petrogradsovjet. Denne besværlige situation, det såkaldte dobbeltstyre, gjaldt indtil sommeren 1917.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig