bog

I litterær betydning bruges betegnelsen "bog" i vor tid om alle slags tekster i dokumentform, hvad enten de er håndskrevne (fx papyrusruller), trykte, indlæst på lydbånd som "lydbøger", eller de foreligger i digital form som fx et leksikon på cd-rom eller er en tekst, der kan downloades på internettet eller læses på en e-boglæser. Som kulturfaktor defineres bogen dog stadig oftest som en skreven eller trykt tekstmængde, beregnet på læsning uden tekniske hjælpemidler.

Bog hedder på oldgræsk biblos og på latin liber, ord, der begge oprindeligt var betegnelser for papyrusbast. Historisk set har bogen haft mange forskellige fysiske former. Sumererne og assyrerne skrev med kileskrift på lertavler allerede omkring 3000 f.v.t. Egypterne skrev omtrent fra samme tid med hieroglyffer på sammenbankede strimler fra papyrus-planten, der voksede vildt i Nildeltaet. Papyrusrullernes spalteopbyggede tekst antages at have været forbillede for senere tiders skrivning og sætning af tekst i spalter af ens bredde ("klummer", en typografiske betegnelse, der kommer af latin columna 'søjle'). Knaphed på papyrus i Lilleasien omkring 200 f.v.t. var vistnok grunden til, at man bl.a. i byen Pergamon begyndte at bruge pergament, dvs. specielt hvidgarvet skind, som fra tiden omkring Kristi fødsel efterhånden erstattede papyrus som bogmateriale.

Rulleformen (latin volumen) forblev den almindeligste indtil 900-tallet, men allerede kort efter Kristi fødsel var en ny, alternativ bogform dukket op, codexformen, der lånte betegnelsen "codex" (codicis) fra de retsforskrifter, der typisk var indholdet i de allerældste bøger. De tæt beskrevne pergamentblade blev falset og samlet i læg, der med bændler blev hæftet sammen til en firkantet bogblok, omsluttet af to beskyttende træplader. Hermed var bogbindet skabt. Bogen havde nu fået den fysiske form, som vi kender i dag.

I 400-tallet var man i Romerriget gået bort fra papyrusruller til fordel for pergamentblade samlet i codexform. Omkring 530 blev lovsamlingen Corpus juris civilis skabt under kejser Justinian, og på latin opstod efterhånden et sprogligt sammenfald mellem "bog" og "samling af juridiske forordninger"; ordet codex har siden hen betegnet begge dele. Middelalderens bøger, der alle blev skrevet — og afskrevet — i hånden, var unikke og ofte betydelige kunstværker mht. skrift, illuminering og illustrering (se også bogmaleri). De blev typisk skabt i klostrenes skrivestuer.

Det næste epokegørende gennembrud for bogen skete i midten af 1400-tallet med opfindelsen af bogtrykkerkunsten, dvs. trykning med løse typer. Johann Gutenbergs store latinske bibeludgave fra ca. 1454, den såkaldte 42-linjede Bibel, markerede det brud med fortidens bogfremstillingsteknik, som gradvis igennem de følgende århundreder skulle gøre bøger til hvermandseje.

Bøger blev herefter trykt hovedsagelig på papir. Det var allerede omkring år 1100 indført til Sicilien af araberne og havde i de første århundreder derefter ret upåagtet været fremstillet enkelte steder i Sydeuropa. Det var blevet benyttet til aftaler, regnskaber, kladder og lignende. Først med bogtrykket fik det varig betydning. Papir blev håndfremstillet arkvis af rene cellulose-taver; dets gode holdbarhed har en væsentlig del af æren for, at så relativt mange 400-500 år gamle bøger er bevaret frem til vore dage. Det epokegørende nye var, at man med trykning fra typer kunne fremstille tusinder af tekstmæssigt ens eksemplarer af den samme bog. Det betød, at læsere af ét og samme værk over hele Europa i princippet kunne studere den samme tekst og derfor fik det samme udgangspunkt for deres viden om et bestemt emne.

Forfattere og forskere kunne nu langt lettere udveksle synspunkter på en bestemt bogudgaves tekst og dermed langt bedre bidrage med rettelser og tekstlige forbedringer af efterfølgende udgaver; alt dette til gavn for videnskaberne og til fremme af en kritisk indstilling hos læserne over for hævdvundne autoriteter. Udbredelsen af trykte bøger var en forudsætning for både Renæssancens videnskabelige fremskridt i Europa, en anledning til Reformationens brud med den katolske kirke i begyndelsen af 1500-tallet og et værktøj i Oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet. Et totalt skift i vesterlandsk kultur.

Med bøgernes stigende spredning i Europa voksede behovet for en fælles standard for bøgers beskrivelse; man valgte bogens størrelse, format , som måleenhed, beskrevet ud fra det antal gange, trykarkene var falset forud for bogens indbinding. De almindeligste bibliografiske bogformater, folio, kvart, oktav, stammer fra antallet af trykarkenes foldninger, en, to og tre gange, så de danner hhv. to, fire og otte blade, svarende til fire, otte og 16 sider. Som beregningsfaktor i forlag og trykkerier benyttes endnu betegnelsen et ark for 16 bogsider.

Indtil ca. 1820 blev bøger fremstillet i "førindustriel teknik"; og frem til dette tidspunkt var udgiften til papir den største enkeltpost på kalkulen for en bogs fremstilling. Det kunne godt give bogforlæggeren et lille problem. Genoptryk – undertiden med indslag af overskydende trykark fra en tidligere udgave – kunne i nogle tilfælde være mere rentable end nye udgaver, hvoraf evt. usolgte restoplag ville blive død kapital for bogudgiveren. Fejltrykte udgaver af den type blev dog hurtigt opdaget af de lærde læsere og var ikke normen.

Forud for 1600-tallet blev nye bøger kun solgt i uindbunden stand ("i materie") med henblik på at blive indbundet af købers bogbinder. Sidenhen kunne bøger alternativt købes i enten boghandlerens (siden hen forlæggerens) standardindbinding eller som garnhæftede læg forsynet med en rygtitel og et beskyttende omslag af marmoreret papir.

Fra begyndelsen af 1800-tallet kendes bøger med et kartonomslag påtrykt titelbladsoplysninger (såkaldt hollandering) og siden ca. 1890'erne specielt i de nordiske lande oftest med et kunstnerisk udsmykket løsomslag. I Danmark var omslagshæftede bøger indtil 1980'erne normalt uopskårne, så et brugt eksemplar kunne skelnes fra et ubrugt. I nyere tid bliver de fleste bøger, selv de garnhæftede, normalt rentskårne, løsomslaget er ofte sløjfet, og den kunstneriske udsmykning er trykt direkte på omslagskartonen.

Indtil 1820'erne var materialet i europæiske bøger endnu papir fremstillet af cellulosefibre fra bomuld og hør – ofte genvundet fra gamle klude. Krisetid og importvanskeligheder efter 1820'erne bevirkede, at papiret ofte blev forstrakt med urene, vegetabilske planterester – fortsat dog af en relativt holdbar kvalitet frem til midten af 1800-tallet.

Bogmarkedets vækst og kommercielle succes i sidste halvdel af 1800-tallet skyldtes delvist, at bøger nu kunne trykkes på meget billigt papir fremstillet af celluloseholdig træslib, industrielt udvundet af nåletræer, såkaldt "træholdigt" papir. Det blev tillige oplimet med alunharpikslim. Resultatet var "surt" papir, dvs. med en pH-værdi under 7,0. Det er papir, der med tiden vil gulne og nedbryde sig selv.

Fra begyndelsen af 1990'erne ses en stigende brug af såkaldt "træfrit" papir og "neutrallimning". Papiret består af kemisk udvundet, ren cellulose, og med neutrale limstoffer kan det holde en pH-værdi på mellem 7,5 og 10,0, hvilket antages at garantere bøgerne en levetid, der svarer til de ældste trykte bøgers. Specifikationer for bogpapirs langtidsholdbarhed er formuleret i en international standard fra 1994 (se papir – permanent).

Efter 2. Verdenskrig vandt moderne billigbøger (paperbacks) stor udbredelse; de er oftest klæbebundet, dvs. at bogblokken ikke er garnhæftet, men ryglimet med termoplastisk kunstlim (såkaldt "hot-melt" lim, se også klæbestoffer).

Bøger fremstillet siden industrialismens gennembrud i 1800-tallet er normalt trykt på papirformater udskåret fra en papirmaskines endeløse bane. Den industrielle teknik og det billigere papir har gjort store oplag mere rentable end genoptryk og sikret den totale ensartethed af alle en udgaves eksemplarer, hvorfor de gamle bibliografiske formatbetegnelser ganske enkelt kan erstattes med eksemplarets højde- og breddemål (som foreskrevet bl.a. i ISBD(M) (1987), bibliotekernes internationale samarbejdsorganisation IFLA's internationalt benyttede regler for beskrivelse af monografier).

• Johann Gutenberg
• trykketeknikker
• bogfremstilling – boghistorie
• boghistorie
• litteratur