Boghistorien blev født som forskningsfelt i slutningen af 1700-tallet og var fra begyndelsen primært et bibliotekarisk anliggende, begrundet dels i bibliotekernes behov for præcis katalogisering og korrekt viden om deres ældre bogbestand og dels – specielt i Tyskland som "Buchgeschichte" – i en historisk interesse for bogtrykkets opkomst som del af Tysklands kultur siden Johann Gutenberg.
Derved skabtes både en videnskabelig metode til beskrivelse af præ-industrielt fremstillede bøger og et grundigt kendskab til især tyske trykkeriers og forlags historie og rolle i deres samtid.
Forskningen var en vigtig del af tysk historieskrivning, specielt af interesse for Reformationstidens kulturhistorie. Resultaterne af denne forskning stimulerede en tilsvarende interesse for bøgernes historie overalt i den vestlige verden, og stimulerede også en stigende samlerinteresse blandt private bogelskere.
På auktioner i London og Paris siden begyndelsen af 1800-tallet opnåede inkunabler og smukt udførte illustrationsværker svimlende priser, og mange ufatteligt rige industrifolk formåede gennem århundredet at opbygge gigantiske samlinger af bøger kendetegnet ved deres grafisk-æstetiske kvaliteter og deres sjældenhed. (se bibliofili).
Ved begyndelsen til 1900-tallet sås på den baggrund en voldsom vækst i udgivelsen af bibliografier og kataloger over ældre bøger, vigtige forfatterskaber og betydningsfulde offentlige eller private bogsamlinger.
Boghistorie blev nu skrevet også af andre end biblioteks-folk – fx af litteraturhistorikere, boghandlere og bogkyndige rigmænd med egen kostbar bogsamling. "Bibliofilien" blomstrede som en forgrening af boghistorien, og ambitionen om stadigt større præcision i den bibliografiske beskrivelse af ældre bøger måtte nødvendigvis kræve også grafisk og teknisk viden om gamle dages bogproduktion og typografi.
Her markerede England sig på banen som nyt hovedsæde for boghistorisk metode under betegnelsen "Bibliography", et forskningsfelt der blev indført bl.a. på universiteterne i Oxford og Cambridge som obligatorisk fag i litteraturundervisningen.
William Shakespeares værker kan herefter kun forstås til bunds, hvis man også er fortrolig med de samtidige Shakespeare-udgavers typografiske og bogtekniske særpræg. Bittesmå forskelle mellem to tilsyneladende ens udgavers typografiske opsætning kan fx afgøre hvilket eksemplar, der tilhører første oplag og forfatterens tidligste tekstversion, og hvilket der er et senere oplag (måske et pirattryk?).
Boghistoriens stigende fokusering på litteraturens grafiske elementer i begyndelsen af 1900-tallet var også et resultat af de grafiske fags overgang ved århundredeskiftet fra mesterlære til mere teoretiske studier.
Omtrent samtidig over alt i den vestlige verden opstod fagskoler for bogfagene, hvor bogtryk, typografi, reprografi og bogindbinding kom i fokus og hvor svendene også fik viden om bogtrykkets og typografiens historie. Den i 1893 af xylograf F.Hendriksen oprettede Fagskolen for Boghaandværk var blandt de første i Europa. Mange dimittender fra især britiske fagskoler kom til at spille en rolle for boghistoriens fokus på grafisk-æstetiske karakteristika ved bøger fra forskellige tidsaldre.
Indtil midten af 1930'erne domineres europæisk boghistorie fortsat af den britiske "bibliography", boghistorie. Men med litteraturforskningens stigende interesse for litteraturens sociologi blev boghistoriens fokus i løbet af 1930'erne – specielt i Frankrig – også rettet mod masselæsningens vilkår og betydning for kulturhistorien. Sociologisk metode blev nu anvendt på bogspredningen til anskueliggørelse af bøgernes skiftende rolle gennem tiderne.
Siden midten af 1940'erne ses boghistorie af stadig flere som en del af et større forskningsfelt, der kræver en både sociologisk og almen historisk tilgang.
Faget litteratursociologi opstod ved universiteterne og indoptog en hidtil underbelyst side af boghistorien. Den oprindeligt franske "sociologie de la littérature" har lige siden fået en videre udbredelse overalt i Europa og har med en solid faglitteratur cementeret boghistorie som et bredere forskningsfelt med rødder i både den bibliografisk-bogtekniske tradition og i humanistisk sociologi inden for litteratur, historie og kunstfag.
Tidligt på banen med denne udvidelse af boghistorie-begrebet var allerede fra slutningen af 1950'erne naturligvis reklame- og billedindustriens førende land USA, som dog siden har set forskningen på feltet vokse endnu stærkere i Skandinavien.
Boghistorien blev sat i nyt lys af Lucien Febvre & Henri-Jean Martin i L'apparition du livre (1958, Bogens tilsynekomst), der anlagde Annalesskolens synsvinkel på faget; ved at betone produktions- og distributionsforhold gjorde de den til en bøgernes historie i vekselvirkning med litteratursociologi.
Under indflydelse af reklameindustriens og billed- mediernes stigende indflydelse på vores tekstoplevelse rettede litteraturvidenskaben fra begyndelse af 1960'erne så søgelyset på den medieafhængige betydning af tekst- og billedlæsningen.
Interessen herfor tiltog med fremkomsten af internettet og skabte faget mediehistorie, som den hidtil nyeste fusion af de materialebaserede indgangsvinkler til "bogen" som en historisk og aktuelt forankret forbrugsvare i forskellige, fysiske medieformer.
I vore dage er alle disse retninger legitime aspekter på bøgernes historie, således som der forskes og undervises i emnet ved de højere læreanstalter. Fælles for retningerne er opfattelsen af, at tekster og billeder ikke kun er rene åndsprodukter, men at de også er fysiske eller virtuelle medier og forbrugsvarer underlagt historiens skiftende vilkår for udbredelse og fortolkning.
Det Kongelige Bibliotek er hovedbibliotek for boghistorisk litteratur. Her har der fra begyndelsen af 1900-tallet været drevet boghistorisk forskning, og siden 1954 været publiceret videnskabelige afhandlinger, især i Det Kongelige Biblioteks årsskrift Fund og Forskning.
Danmarks Biblioteksskole (nu Institut for informationsstudier / København Universitet) havde fra 1963 til 2006 et fagområde for faget med et særligt Boghistorisk Laboratorium (en omfattende studiesamling og et klassisk bogtrykkeri) samt et specialestudium på hovedopgave-niveau og til videreuddannelsen af forskningsbibliotekarer.
Kort før nedlæggelsen af Danmarks Biblioteksskole i 2006 oprettede fagområdet i samarbejde med Københavns Universitet (Cph. Doctoral School in Cultural Studies, Literature and the Arts) og Den Grafiske Højskole (nu Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) Danish Book History Forum, som i dag er afløst af et interuniversitært, boghistorisk netværk mellem de nordiske lande: Nordisk Forum for Boghistorie. Ved Københavns Universitet er boghistorie i dag sammenkoblet med "tekstvidenskab". I begge sammenhæng har faget plads på speciale- og ph.d.-niveau.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.