papyrus

Papyrus. Egyptisk mytologisk papyrus fra 21. dynasti, ca. 1000 f.Kr.; Louvre, Paris. Skabelsen er fuldbragt: Himmelguden Nut bøjer sig over jordguden Geb, mens solguden Re sejler over himlen i sin båd. Foran Re sidder gudinden Maat med en fjer på hovedet. Hun repræsenterer den kosmiske orden. Til venstre hæver guden Ha, der repræsenterer bjergene, armene i bøn.

.

Papyrus er ikke oprindelig vildtvoksende i Egypten. Den menes at være indført i oldtiden fra Etiopien, men synes nu atter at være forsvundet.

.

Papyrus. De første 14 vers på græsk af Johannesevangeliet: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Håndskrift, der dateres til slutningen af 100-t., senest ca. 200; det er skrevet på papyrusblade, som er hæftet sammen til en bog, en codex. Håndskriftet, der rummer det meste af Johannesevangeliet, stammer fra Egypten og er et af de ældste nytestamentlige håndskrifter, der er bevaret. Internationalt betegnes det som Papyrus 66 (Papyrus Bodmer II); det er i 1900-t. indgået i Martin Bodmers betydelige samling af nytestamentlige papyruser i Schweiz.

.

Papyrus. Den egyptiske solgud Re ses her med falkehoved, der er kronet med en solskive. Han sejler i en båd, der i løbet af natten skal føre ham gennem dødsriget, således at han om morgenen kan vise sig i øst. Foran ham i båden står en afdød, der hylder ham. Illustration på papyrus fra Neferrenpets dødebog, der stammer fra det 19. dynasti (1307-1196 f.Kr.); Musées royaux du Cinquantenaire, Bruxelles.

.

Papyrus, Cyperus papyrus, flerårig plante i halvgræsfamilien med op til 3 m høje, bladløse stængler, der i toppen bærer en sammensat, skærmformet blomsterstand af talrige små, flade aks. Den vokser i store bestande i sumpe og langs floder i Central- og Nordafrika.

Faktaboks

Etymologi
Ordet papyrus kommer af græsk papyros.

I oldtiden og den tidlige middelalder anvendtes papyrusplanten blandt meget andet til fremstilling af skrivemateriale. Den eneste skriftlige forklaring af fremgangsmåden findes hos den romerske forfatter Plinius d.æ.

Beskrivelsen er vanskelig at forstå, fordi Plinius næppe selv har set, hvordan man gjorde. Det er dog sikkert, at den midterste og nederste del af plantens stængel blev skåret i passende stykker, som derefter blev flækket på langs ad fibrene. De herved fremkomne strimler blev lagt i to lag, vinkelret på hinanden, hvorefter de blev banket, presset og tørret; formodentlig var det ikke nødvendigt at lime strimlerne sammen. Herved fremkom et ark papyrus. Disse ark blev klæbet sammen til en rulle, hvoraf skriveren kunne skære et ark af den fornødne størrelse. Man anvendte også hele ruller, eller flere ruller klæbet sammen, til litteratur eller større regnskaber.

I middelalderen blev forbindelserne mellem Europa og Egypten vanskeligere, og papyrus blev erstattet med det langt dyrere, men også mere holdbare pergament.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig