Faktaboks

Stine Bosse
Født
21. december 1960

Stine Bosse. Foto fra 2013.

.

Stine Bosse er en dansk erhvervsleder og politiker, som 2003-2011 var koncernchef for TrygVesta og dermed den højest placerede kvindelige topchef i Danmark. Hun var landsformand for Europabevægelsen 2015-2022. I 2023 blev hun valgt som spidskandidat for partiet Moderaterne forud for europaparlamentsvalget den 9. juni 2024.

Stine Bosse som erhvervsleder

Stine Bosse blev uddannet som cand.jur. i 1987. Hun blev samme år ansat som fuldmægtig i forsikringsselskabet Tryg, hvor hun i 1995 blev personaledirektør og i 1999 direktør. I 2003 tiltrådte hun som TrygVestas koncernchef og blev samme år kåret til Årets Erhvervskvinde i Danmark.

Bestyrelses- og organisationsarbejde

Hun er bl.a. formand for bestyrelsen i BørneFonden og medlem af bestyrelsen for Nordea. I 2012 blev hun bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater, indtil hun sammen med den øvrige bestyrelse blev afsat af den nye kulturminister Bertel Haarder i 2015. Samme år blev hun formand for Europabevægelsen, en post, hun beklædte i syv år; i 2022 blev hun afløst af den hidtidige næstformand Jens-Kristian Lütken.

Partipolitiker fra 2023

Jens Chr. Hansen & Christian Nørr har skrevet bogen: Stine Bosse - Det handler om at turde. Udkom oktober 2009 på Gyldendal.

Den 1. september 2023 blev Stine Bosse, der ofte har markeret sig i den offentlige politiske debat, men uden at spillet en rolle i partipolitik, lanceret som spidskandidat for Moderaterne forud for europaparlamentsvalget den 9. juni 2024. Næstøverst på listen opstiller partiet Bergur Løkke Rasmussen (f. 1990), søn af partiformand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Udgivelser

I bogen Stine Bosse – Det handler om at turde (2009) fortæller hun om sig selv, sin vej til magten og sine mere private sider. I den senere udgivelse Bossen (2013) tager hun de udfordringer, der møder den moderne leder og den engagerede medarbejder, op.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig