Astronomiens udvikling er nært knyttet til udviklingen af menneskets livsanskuelse og opfattelse af sin egen placering i Universet. Fra oldtidens forestillinger om Jorden som verdens centrum i et statisk Univers frem til nutidens forestillinger om et grænseløst Univers i bestandig udvikling og uden nogen form for centrum er der et kæmpespring.
Gennem de seneste ca. 100 år er det lykkedes at fastslå, at Universet kort kan beskrives på følgende måde: Den synlige del af stoffet er samlet i de såkaldte galaksehobe — samlinger af enkeltgalakser, som hver for sig er en slags Universets "øer" af stjerner, indeholdende op til flere hundrede mia. stjerner. De enkelte galakser bevæger sig bort fra hinanden i det, der betegnes som Universets udvidelse — en udvidelse, der anses for at være påbegyndt i en gigantisk eksplosionsagtig tilstand, betegnet som big bang, og som anslås at have fundet sted for ca. 13,7 mia. år siden.
En typisk spiralformet galakse udgør en slags enhed med tre karakteristiske bestanddele: en roterende, fladtrykt skive med flere hundrede mia. stjerner og en mængde skyer af gas og støv (interstellart stof), alt koncentreret i spiralarme; en central massekoncentration, hvori stjernetætheden er størst i en såkaldt "central udbulning" muligvis med en aktiv kerne i midten, og endelig en langsomt roterende, næsten sfærisk "halo", der bl.a. består af nogle få hundrede kugleformede stjernehobe. Disse består hver for sig af hen ved en mio. stjerner, som udgør systemets ældste medlemmer.
I én af disse spiralgalakser, Mælkevejssystemet, befinder vores stjerne, Solen, sig ca. 30.000 lysår fra centrum i én af spiralarmene. Udstrækningen af Mælkevejssystemets skive er ca. 100.000 lysår. Solen omkredses af et system af ni planeter, der alle er kloder, som ikke selv udsender lys, men som kan ses på himlen, fordi de i større eller mindre grad reflekterer lyset fra Solen. Solsystemet omfatter Solen selv, planeterne Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun samt dværgplaneter som Pluto — nogle af disse med omkredsende måner; flere tusinde småplaneter (asteroider) med få kilometer i tværmål, af uregelmæssig form og beliggende i området mellem Mars og Jupiter samt en næsten sfærisk halo af kometer, som har langstrakte baner og med lange mellemrum besøger Solsystemets inderste dele.
Afstanden til Proxima Centauri, den nærmeste stjerne bortset fra Solen, er 4,3 lysår. Det er lidt mere end den gennemsnitlige afstand mellem stjernerne i Solens omegn, hvor der inden for ca. 15 lysår hidtil er fundet ca. 50 stjerner. På ganske få undtagelser nær er afstanden til alle de flere tusinde stjerner, det er muligt at se med det blotte øje, højst ca. 1000 lysår, hvilket svarer til en forbløffende lille del af Mælkevejssystemet.
I forhold til stjernernes egne størrelser er deres indbyrdes afstand meget stor. Solens diameter er ca. 1,4 mio. km — meget tæt på gennemsnitsværdien for stjerners størrelse — mens et lysår er ca. 10 billioner km: Stjernerne udfylder med andre ord kun en meget lille brøkdel af det rum, de befolker i galakserne. I Solens omegn er denne brøkdel ca. en billiontedel af en billiontedel (10-24).
De nærmeste naboer i rummet til vor galakse er De Magellanske Skyer, som befinder sig på den sydlige himmelhalvkugle. Det er to stjernesystemer, der ligesom Mælkevejssystemet indeholder et meget stort antal stjerner, men som dog er betydelig mindre stjernesystemer. Den nærmeste galakse, der i størrelse og struktur kan sammenlignes med Mælkevejssystemet, er Andromedagalaksen. Denne kan lige akkurat skelnes med det blotte øje under gunstige forhold, dvs. langt fra storbyens lys, og når den befinder sig højt på himlen. Afstanden til denne galakse er lidt over 2 mio. lysår. Sammenlignet med den normale udstrækning af en galakse på omtrent 100.000 lysår viser det en slående kontrast mellem forholdene galakserne indbyrdes og forholdene mellem stjernerne inden for hver enkelt galakse. Galakserne udgør en langt større brøkdel af det rum, de befinder sig i. En gængs værdi for denne brøkdel er noget mindre end en timilliontedel (10-7).
Mælkevejssystemet, De Magellanske Skyer og Andromedagalaksen udgør sammen med ca. en snes andre galakser (alle mindre end Mælkevejssystemet) en galaksehob, der går under betegnelsen Den Lokale Galaksegruppe. Langt de fleste galakser i Universet tilhører en sådan galaksehob. Den nærmeste store galaksehob befinder sig i retningen af stjernebilledet Jomfruen (Virgo) og kaldes Virgohoben. Afstanden til midten af hoben er ca. 40 mio. lysår. Hobens egen udstrækning menes at være mere end 10 mio. lysår. Galaksehobene udgør på et endnu højere organisationstrin superkomplekser (superhobe) af galakser med udstrækninger på ca. 100 mio. lysår og med karakteristiske indbyrdes afstande på ca. 1 mia. lysår. Om den hierarkiske opbygning fra stjerner til galakser, via galaksehobe og videre til superkomplekser hører op her, er et uløst spørgsmål, men meget tyder på, at fordelingen af galakser bliver jævn, når man betragter antallet af galakser i volumener med diametre på nogle mia. lysår. De fjerneste galakser, der hidtil er observeret, befinder sig i afstande på ca. 10 mia. lysår.
I endnu større afstande findes de såkaldte kvasarer, som er galakser med uhyre stærkt udstrålende kerneområder. Foreløbige teorier tyder på, at energien stammer fra processer i forbindelse med et supertungt sort hul i den centrale del af galaksen. Kvasarerne er de stærkest udstrålende af alle kendte objekter. Muligvis udgør kvasarfænomenet et tidligt stadium i forløbet af mange galaksers udvikling.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.