Galaksehob. En del af en galaksehob — Virgo-hoben. Billedet er taget med et optisk teleskop og viser flere spiralgalakser og elliptiske galakser. Afstanden til Virgo-hoben er ca. 50 mio. lysår, og den er den galaksehob, der ligger nærmest ved vores, den såkaldte Lokale Hob, som bl.a. indeholder Mælkevejssystemet.

.

Galaksehob, samling af galakser. Galaksehobe er de største objekter i Universet, der holdes sammen af deres egen tyngdekraft. De findes lige fra små ansamlinger (grupper) på 5-10 galakser til hobe indeholdende mere end 1000 galakser. Mælkevejssystemet, vores egen galakse, ligger i en lokal gruppe på en snes galakser, bl.a. Andromedatågen og Den Store og Lille Magellanske Sky. De nærmeste større hobe ligger i stjernebillederne Jomfruen og Berenikes Lokker.

Traditionelt er galaksehobe blevet fundet på fotografiske plader som områder med et forhøjet antal galakser sammenlignet med naboområderne. Ca. 1950 blev hele den nordlige himmel gennemfotograferet med Schmidt-teleskopet på Mount Palomar. Disse fotografier blev grundigt gennemset, og mere end 2000 galaksehobe blev identificeret. Ud fra billederne af hobene er der opstillet forskellige klassifikationssystemer. Disse tager udgangspunkt i, hvor meget galakserne koncentrerer sig om centret af hobene, hvor regulær fordelingen af galakser er, om fordelingen er cirkulær eller aflang, og om hobene indeholder en stor dominerende central (gerne elliptisk) galakse.

Massefordeling

Ved at undersøge det elektromagnetiske spektrum af galakser i galaksehobe kan man få informationer om, hvordan galakserne bevæger sig i hobene (den såkaldte Dopplereffekt). Da en galakse bevæger sig under påvirkning af tyngdefeltet fra alle de andre galakser, kan man herved få informationer om, hvor meget hele hoben vejer. Ud fra spektrene af galakserne kan man sige næsten præcis, hvilke og hvor mange stjerner der er ansvarlige for det udsendte lys. Allerede de første undersøgelser af bevægelsesforholdene i galaksehobe afslørede, at der må være meget mere stof i hobene end det, der er ansvarligt for det udsendte lys. Senere undersøgelser har bekræftet dette, og meget tyder på, at det kun er ca. 10% af stoffet i galaksehobe, der udsender lys. Resten er mørkt stof (eng. dark matter), som man kun kender pga. dets tyngdekraft. Ved studier af bevægelsesforholdene af enkelte galakser har det vist sig, at de også indeholder betydelige mængder af mørkt stof. Hvad det mørke stof består af, er der stadig stor usikkerhed om.

De første instrumenter til registrering af røntgenstråling fra verdensrummet blev opsendt med raketter i 1960'erne og viste, at galaksehobe udsender megen røntgenstråling. Efterfølgende undersøgelser har vist, at hovedparten af røntgenstrålingen kommer fra en meget tynd og varm gas (tæthed ca. 0,01 elektron/cm3 og temperatur ca. 40 mio. °C), som findes i det store rum mellem galakserne. Da gassen bliver holdt på plads af det samlede tyngdefelt i hobene, kan man ud fra gassens fordeling få informationer om tyngdefeltet og hermed det mørke stofs sammensætning og fordeling i hobene.

Udvikling

Der er stor forskel på, hvor mange galakser af forskellige typer (elliptiske, spiral- eller irregulære) der er i galaksehobe og blandt isolerede galakser. I mange hobe, især galakserige regulære hobe, er der flest elliptiske galakser, men ellers er spiralgalakser og irregulære galakser de hyppigst forekommende. Det er klart, at udviklingen af de enkelte galakser må afhænge af antallet af nabogalakser. Selvom risikoen for, at to galakser støder direkte sammen selv i de centrale dele af de rige hobe, er meget lille, vil galakserne i hobe tit blive udsat for tyngdepåvirkningen fra en nabogalakse. Dette kan fx betyde, at de gasskyer, som ikke har trukket sig sammen endnu og dannet stjerner, får den påvirkning, der skal til, for at de danner stjerner. Derfor må det forventes, at stjernedannelsen i perioder er intensiveret for galakser i hobe sammenlignet med isolerede galakser. Omvendt kan trykket fra den varme gas mellem galakserne i de centrale dele af hobene være så stort, at det er i stand til at rense hobens midterste galakser for stof. Konsekvensen vil være, at stjernedannelsen i en periode går helt i stå.

Dannelse

Galaksehobene er dannet i de dele af Universet, hvor tætheden af stof har været stor nok til at modvirke den generelle ekspansion af Universet. Tyngdekraften fra stoffet har så bevirket, at området er faldet sammen under sin egen tyngde. Numeriske beregninger har vist, at hobene vil se forskellige ud i de forskellige faser af dette sammenfald. I begyndelsen vil hobene se meget irregulære ud med røntgenstråling kommende hovedsagelig fra de enkelte galakser. Men efter flere milliarder år vil galakserne koncentrere sig omkring de centrale dele af hoben, tit med en dominerende galakse i centret. Gassen mellem galakserne er nu blevet varmet op, så den udsender røntgenstråling, der afspejler den regulære struktur, hoben har fået. Da der i øjeblikket overvejende findes irregulære hobe, befinder vi os midt i den periode af Universets udvikling, hvor galaksehobene dannes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig