stjernebilleder

Fastlagt af International Astronomisk Union

I F.W.A. Argelanders Uranometria Nova (1843) er figurerne helt erstattet af omrids for stjernebillederne, og dette kom til at danne skole. Med få ændringer er det dette stjernekort samt det tilsvarende for sydhimlen, amerikaneren Benjamin A. Goulds (1824-96) Uranometria Argentina (1879), som er lagt til grund for den endelige udvælgelse af de 88 officielle stjernebilleder.

Flere af de klassiske stjernebilleder nævnes i tidlige sumeriske skrifter fra ca. 3200 f.Kr. Vi ved ikke, hvorfor eller hvordan tanken om at danne billeder af himlens stjerner er opstået, eller hvad de oprindelig har været brugt til. Det er kun de færreste af stjernebillederne, der bare tilnærmelsesvis ligner den figur, som de har fået navn efter. Nogle er dannet som kalender- og vejrregler; flere af de ældste stjernenavne kan tolkes som varslere af årstider eller skift i vejret. Stjernebilleder kan også være dannet ud fra og tilknyttet eksisterende myter for at holde rede på stjernehimlen, inspireret af de få vellignende stjernebilleder.

Sumerernes efterfølgere i det mesopotamiske område brugte de sumeriske tegn for stjernebillederne. De øgede antallet af billeder, og de har muligvis også flyttet rundt på nogle billeder, bl.a. i området omkring Andromeda. Babylonierne fulgte vandrestjernernes bevægelse over himlen ved at registrere deres plads i forhold til stjernebillederne, og senest omkring 600 f.Kr. blev dette system udviklet til Dyrekredsen, som den kendes i dag.

Mange af de stjernebilledmyter, som kendes i den græsk-romerske kultur, er fundet i ældre versioner i babyloniske kileskriftstekster, men de er ikke overleveret direkte til oldtidens Grækenland. Den ældste kendte himmelbeskrivelse er læredigtet Phainomena (200-t. f.Kr.) af Aratos fra Soloi. Ud fra bl.a. stjernebilledernes op- og nedgangstider, og hvilke stjernebilleder der var usynlige på sydhimlen, har man sluttet, at den stjernehimmel, som Aratos beskrev, stammer fra ca. 2000 f.Kr., og at den er beskrevet fra et sted sydligere end Grækenland og nordligere end Egypten, som ellers angives som det sted, hvor Aratos' kilde, astronomen Eudoxos fra Knidos, skulle have lært stjernebillederne. Flere detaljer viser, at ophavet er de babyloniske figurer, men de er gennemgribende revideret undervejs, tilsyneladende efter en overordnet plan. Det har været foreslået, at de oprindelige sumeriske stjernebilleder er tilpasset til brug for søfarende fra den minoiske kultur på Kreta.

Med den hellenistiske videnskabs tendens til systematisering af de græske myter (se mytologi) foretog Eratosthenes fra Kyrene i 200-t. f.Kr. en fuldstændig sammenføring af myter og stjernebilleder i Katasterismoi (De, der er blevet til stjernebilleder). De stjernesagn, vi kender i dag, er næsten alle genfortællinger af de hellenistiske mytologers værker.

Fra andre kulturkredse, fx Nordamerikas indianere, vikingerne, aboriginerne og kineserne, kendes andre stjernebilleder med egne myter tilknyttet.

De første af de nye stjernebilleder blev dannet i slutningen af 1500-t. som en følge af hollandske opdagelsesrejser til Ostindien. Omkring himlens sydpol er der et område, som ikke er synligt fra Europa eller Mellemøsten, men navigatørerne har også her brug for genkendelige stjerner for at finde vej. Hevelius og Lacaille fyldte hullerne ud, og senere astronomer dannede egne stjernebilleder for at udødeliggøre deres observationsinstrumenter, tekniske landvindinger (fx varmluftsballonen) eller kongelige velgørere. Andre forsøgte at erstatte oldtidens hedenske stjernebilleder med figurer taget fra Bibelen eller med heraldiske symboler for Europas kongehuse, men intet af dette vandt større udbredelse.