stjernebilleder

De klassiske stjernebilleder har vi i deres nuværende form fra den græske astronom Ptolemaios, som i sit stjernekatalog forudsatte stjernebilledernes udseende kendt. En del af de i alt 1022 stjerner i kataloget er "uformede", dvs. at de ikke indgår i noget stjernebillede. For at udfylde disse huller har der i tidens løb været foreslået et utal af andre stjernebilleder, indtil man i begyndelsen af 1800-tallet indså, at over 100 – visse steder hinanden overlappende – stjernebilleder var for mange.

Disse 88 egentlige stjernebilleder blev i 1928 fastlagt af International Astronomisk Union. Internationalt bruges de latinske navne.

I F.W.A. Argelanders Uranometria Nova (1843) er figurerne helt erstattet af omrids for stjernebillederne, og dette kom til at danne skole. Med få ændringer er det dette stjernekort samt det tilsvarende for sydhimlen, amerikaneren Benjamin A. Goulds (1824-96) Uranometria Argentina (1879), som er lagt til grund for den endelige udvælgelse af de 88 officielle stjernebilleder.

Flere af de klassiske stjernebilleder nævnes i tidlige sumeriske skrifter fra ca. 3200 f.v.t. Vi ved ikke, hvorfor eller hvordan tanken om at danne billeder af himlens stjerner er opstået, eller hvad de oprindelig har været brugt til. Det er kun de færreste af stjernebillederne, der bare tilnærmelsesvis ligner den figur, som de har fået navn efter.

Nogle stjernebilleder er dannet som kalender- og vejrregler; flere af de ældste stjernenavne kan tolkes som varslere af årstider eller skift i vejret. Stjernebilleder kan også være dannet ud fra og knyttet til eksisterende myter for at holde rede på stjernehimlen, inspireret af de få vellignende stjernebilleder.

Sumerernes efterfølgere i det mesopotamiske område brugte de sumeriske tegn for stjernebillederne. De øgede antallet af billeder, og de har muligvis også flyttet rundt på nogle billeder, bl.a. i området omkring Andromeda. Babylonierne fulgte vandrestjernernes bevægelse over himlen ved at registrere deres plads i forhold til stjernebillederne, og senest omkring 600 f.v.t. blev dette system udviklet til Dyrekredsen, som den kendes i dag.

Med den hellenistiske videnskabs tendens til systematisering af de græske myter (se mytologi) foretog Eratosthenes fra Kyrene i 200-tallet f.v.t. en fuldstændig sammenføring af myter og stjernebilleder i Katasterismoi (De, der er blevet til stjernebilleder). De stjernesagn, vi kender i dag, er næsten alle genfortællinger af de hellenistiske mytologers værker.

Der er fire lange bånd af stjernebilleder, som de antikke mytefortællere lader slynge sig hen over himlen i samlede historier

1. Perseus-sagnet med Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus, Pegasus og Hvalfisken
2. Herakles-sagnet med Herakles, Løven, Hydra, Krebsen, Tyren, Dragen
3. Kallisto og hendes forvandling til en bjørn, Store Bjørn og Bjørnevogtere
4. Orion, Store Hund og Lille Hund og Plejaderne, Haren

Fra andre kulturkredse, fx Nordamerikas urbefolkninger, vikingerne, aboriginerne og kineserne, kendes andre stjernebilleder med egne myter tilknyttet.

Mange af stjernebillederne på den nordlige stjernehimmel fik navn af grækerne, og en del af dem indgik i den græske mytologi. Følgende oversigt viser, i hvilke artikler man kan læse myten om stjernebilledet. Sene myter eller myteversioner, som ikke er omtalt i selvstændige artikler, er ganske kort refereret, fortrinsvis efter Hyginus. Henvisninger til flere mytiske personer skyldes, at oldtidens astronomer ikke var enige om, hvem det pågældende stjernebillede skulle symbolisere.

De første af de nye stjernebilleder blev dannet i slutningen af 1500-tallet som en følge af hollandske opdagelsesrejser til Ostindien. Omkring himlens sydpol er der et område, som ikke er synligt fra Europa eller Mellemøsten, men navigatørerne har også her brug for genkendelige stjerner for at finde vej.

Hevelius og Lacaille fyldte hullerne ud, og senere astronomer dannede egne stjernebilleder for at udødeliggøre deres observationsinstrumenter, tekniske landvindinger (fx varmluftsballonen) eller kongelige velgørere. Andre forsøgte at erstatte oldtidens hedenske stjernebilleder med figurer taget fra Bibelen eller med heraldiske symboler for Europas kongehuse, men intet af dette vandt større udbredelse.

• stjernenavne
• stjernetegn
• astronomi

• Stjernehimlen lige nu (Planetarium)