Kusken, Auriga, stort stjernebillede højt på vinterhimlen over Orion. Den klare Capella indgår i en stor, regelmæssig femkant af stjerner, hvoraf den ene, El Nath, dog tilhører Tyren. Mytologisk er Kusken bl.a. sat i forbindelse med væddeløbskøreren Myrtilos og Erichtonius, opfinderen af vognen. Kusken afbildes fra gammel tid med en ged og to eller tre kid på armen (Capella og de små stjerner under den). Se også stjernebilleder.