Billedet er et computerbearbejdet COBE-billede, som via en farvekode viser fluktuationerne i temperatur over hele verdensrummet i en særlig kortprojektion. De blå områder er af størrelsesordenen 10 mikrograder koldere end gennemsnittet og de røde tilsvarende varmere. De tidligste faser af galaksernes dannelse kan sættes i forbindelse med de små fluktuationer i mikrobølgebaggrunden.
Kosmisk baggrundsstråling er en svag, elektromagnetisk stråling fra verdensrummet.
Kosmisk kommer af det græske kosmikos, af kosmos 'verden'
Baggrundsstrålingen, der har størst intensitet i mikrobølgeområdet, blev opdaget ved et tilfælde i 1965 af Arno Allan Penzias og Robert Woodrow Wilson, som fik Nobelprisen i fysik i 1978 for opdagelsen.
Strålingen (fotonerne) modtages fra alle retninger på himlen. Den er en rest fra det meget varme og tætte tidlige Univers, men pga. Universets udvidelse og den dermed forbundne rødforskydning er fotongassens temperatur i dag blot 2,73 K, svarende til at hele rummet er fyldt med ca. 400 fotoner pr. cm3.
De fotoner, vi observerer i dag, vekselvirkede sidste gang med stof ca. 300.000 år efter big bang, umiddelbart før temperaturen i Universet blev så lav, at der dannedes elektrisk neutrale atomer. Før den tid var det umuligt for fotoner at bevæge sig langt i det tætte plasma. Den kosmiske baggrundsstråling er derfor det nærmeste, vi nogensinde kommer på at kunne "se" tilbage til big bang.
Strålingen fra det tidlige Univers havde oprindelig en energi svarende til flere milliarder grader celsius, men den er nu blevet afkølet til –270 °C, bare 3 grader over det absolutte nulpunkt.
Strålingen følger som forudsagt af big bang-modellen med stor nøjagtighed en Planck-fordeling. Den er isotrop på nær afvigelser af promillestørrelse, idet Jordens bevægelse relativt til fotongassen med en hastighed på ca. 370 km/s gør strålingen ca. 3 mK varmere i bevægelsesretningen og tilsvarende koldere i den modsatte retning (se Doppler-effekt). Endnu mindre afvigelser fra isotropi påvist fra COBE-satellitten giver information om de tæthedsvariationer i Universet kort efter big bang, der udgør kimen til dannelsen af galakser og galaksehobe.
En række ballon-, satellit- og jordbaserede observationsprogrammer har fra slutningen af 1990'erne givet hastigt bedre data for den kosmiske baggrundsstrålings temperaturfluktuationer på små vinkelskalaer. Disse data har givet stærk evidens for, at Universet er geometrisk fladt, ligesom de muliggør væsentlige forbedringer i bestemmelsen af mange kosmologiske parametre. Senere satellitter, WMAP (2001) og Planck (2009), kortlægger 2,73 kelvinstrålingen i større detalje.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.