En tilfredsstillende teori for Månens dannelse skal kunne gøre rede for en række kendsgerninger, som bl.a. Apollomissionerne har bidraget med: 1) Månen har ingen eller en meget lille metalkerne, men metallet var formentlig til stede i det oprindelige materiale og er blevet fjernet i dannelsesprocessen. 2) Månens masse er meget stor i forhold til Jordens masse. 3) Månen og Jorden har tilsammen et impulsmoment, der er større end andre planet-måne-systemers. Dette tyder på en vekselvirkning med en anden planet. 4) Månen er meget fattig på flygtige grundstoffer. Nogle grundstoffer er 10.000 gange sjældnere end i de primitive meteoritter, der formodentlig er udgangsmaterialet. Dette tyder på, at Månen har oplevet en voldsom opvarmning tidligt i sin geologiske historie. 5) Månen har haft et magmaocean, dvs. at Månen har været delvis smeltet ned til ca. 400 kilometers dybde. Også dette tyder på en meget voldsom opvarmning. 6) Månebjergarterne ligner jordiske bjergarter i deres sammensætning af iltisotoper, hvilket tyder på, at måne- og jordmaterialet har samme oprindelse. 7) Varmestrømmen fra Månens indre tyder på, at Månen indeholder samme koncentrationer som Jorden af de radioaktive grundstoffer U, Th og K. Dette peger igen på en fælles oprindelse af Jorden og Månen.
Der findes i dag ikke en alment accepteret teori for Månens dannelse. Der er fem mulige teorier, og de tilgængelige data tillader ikke at udskille den rigtige. Den for øjeblikket fremherskende teori siger, at Månen opstod ved en fremmed og nu knust planets sammenstød med Jorden. Ved sammenstødet blev den fremmede planets metalkerne enten slynget ud i rummet væk fra Jord-Måne-systemet, eller den forblev på Jorden, mens silikatdelene af den fremmede planet sammen med silikater fra Jordens kappe kom til at udgøre Månen. En anden næsten lige så sandsynlig teori er, at Jorden og Månen er dannet ved et relativt stille sammenfald af en sky af støv og gas, hvor Jordens dannelse er foregået en lille smule hurtigere end Månens, hvilket har tilladt Jorden at opsamle de tungere metalholdige støvpartikler. En tredje teori siger, at Månen er dannet, ved at en fremmed planet har passeret meget nær Jorden uden dog at ramme. Herved har Jordens tidefelt revet den indkomne planet i stykker, og mens den tunge metalkerne er fortsat ud i rummet, blev de knuste silikatpartikler fanget i en bunden bane omkring Jorden og samledes senere til Månen. En fjerde teori siger, at Månen slet og ret er en indfangen planet. Dette er dog en meget usandsynlig hændelse, og teorien har svært ved at forklare Månens manglende metalkerne. En femte teori, som allerede blev foreslået i 1800-tallet, går ud på, at Månen er dannet af materiale udslynget fra ækvatoregnene på en meget hurtigtroterende tidlig Jord. Den er ikke sandsynlig, da Jorden skulle have haft en ekstraordinært stor rotationshastighed, som Jord-Måne-systemet så igen skulle være sluppet af med på ukendt vis.
Kommentarer (2)
skrev Simon Lyngård
Hej i teksten står der "Månens indre struktur er meget særpræget, idet den i modsætning til Jorden og de andre terrestriske planeter tilsyneladende fuldstændigt mangler en jern-nikkel-metalkerne"
Men ifølge NASA har månen en fast kerne:
"At the center is the Moon’s dense, metallic core. The core is largely composed of iron and some nickel. The inner core is a solid mass about 480 km in diameter"
her er linket til artiklen:
https://moon.nasa.gov/about/what-is-inside-the-moon/
svarede Jørgen Nørby Jensen
Tak for din kommentar. Vi lader den stå, så en kommende fagansvarlig for området kan tage stilling til den.
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.